Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Royal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Royal. Vis alle opslag

fredag den 4. november 2016

Tid til en øl - Nordic Brew Festival / Tivoli / Premium Beer


4. November 2016

Sidste lørdag var der Nordic Brew Festival i Frederikshavn, og vi plejer at have en lille ekskursion. Denne gang var vi kun tre af sted, men vi mødte endnu en fra ølklubben, der var der med Vrå bryghus. Jeg havde fået nogle vouchers, så man kunne få en gratis polet, så det havde vi da alle lidt glæde af.

Vi tog toget ved middagstid, så det passede med en burger på Empire, inden turen gik til Arena Nord. Den smagte udmærket og vi kunne få en Grimbergen til.


Vi tænkte at gå rundt og afsøge hvilke muligheder der var, og lægge en plan for den videre fremfærd, men vi trængte jo også til en øl, så vi begyndte let hos Royal Unibrew, der havde en ny serie med, som er lavet i samarbejde med Tivoli.


Det er Tivolis blomster, der giver inspiration til øllet, og der er foreløbig tre øl i serien, der også lanceres i Tivoli. ”Vienna Note Pils” med honning, græskar og æble – ”Golden Tower IPA” med Humle ( Citra, Simcoe og Pacific Gem ) og ”Rose Leaf Amber Ale” med rosenknopper og hyben. 

Vi valgte den sidste, der er en mørk øl på 6,0%. Den er humlet med amerikansk og new zealandsk humle, hvilket giver den en udmærket bitterhed. Jeg ved ikke om det er rosenknopperne, der giver en lidt besk bitterhed, der minder en smule om malurt, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Der er dog kun tale om en svag note. Jeg må prøve at få smagt de andre øl også.

Karakter 3

Derefter gik vi videre og så gik der lidt uorden i planen om at starte med lette øl først. For vi så en plakat fra Stone, og blev draget i den retning. Vi havde jo lige haft en fantastisk oplevelse med deres ”Ruination”, så vi skulle da se, hvad de havde med denne gang. 



Det var Premium Beer, der havde taget 6 amerikanske kæmper med. 2 fra Lagunitas, 2 fra Founders og 2 fra Stone. Den en var en belgisk IPA – ”Cali-Belgique IPA”. En kraftig sag 6,9% og den understøttede min teori om, at jeg skal have lidt procenter i mine IPA’er, for at de ikke bliver for tørre. Den kraftige bitterhed ( 77 IBU, Magnum, Centennial & Chinook ) blev modsvaret af en kraftig maltsmag samt nogle fine frugtige noter fra den belgiske gær.

Karakter 4+                                               


De havde også et par ”bastarder” med. ”Dirty Bastrad” fra Founders, som jeg tidligere har anmeldt med fornøjelse og ”Arrogant Bastard Ale” fra Stone. Undertitlen er ”You’re not worthy”, men det var vi arrogante nok til at ignorere. Det er en american strong ale på 7,2 %. Også her er en kraftig bitterhed balanceret med en kraftig maltsmag. ”Den er ik’ så vag endda”

Karakter 4+


Der var ikke så mange besøgende til festivalen, selvom der hele tiden kom flere og flere. Men det betød, at der var god plads og tid til at snakke, og vi fik os en vældig fin og lang snak med manden fra Premium Beer. Han vidste tydeligvis, hvad han havde med at gøre og anbefalede Founders ”Imperial Stout”. Men vi var enige om at gemme den til senere på aftenen. Så efter en lang tur rundt på festivalen kom vi tilbage til standen.

Den er brygget med 10 forskellige varianter af ristet bygmalt, og det er med til at give en kompleks og varieret smag, der bringer denne øl op i toppen af stilen. Procenten er på 10,5 og humleniveauet er også højt for at matche de andre indtryk. ( IBU 75 ). Men bitterheden er kun med til at afstemme hele indtrykket. Selvom det ikke blev aftenens sidste øl ( der var også et par kraftige sager fra Lervig ) var det en god afslutning på et besøg hos Premium Beer.

Karakter 5

fredag den 30. marts 2012

Tid til en øl - Royal Spring Ale

30. Marts 2012

Vi har lige haft en forsmag på foråret, men nu er vinden igen taget til, og temperaturen faldet, så det er måske ikke helt passende med en ”Spring Ale”.  Den var faktisk også ved at blæse væk – lige idet jeg tog billedet. Nu er det jo trods alt så lyst, at jeg kan fotografere aftenøllen ved dagslys på terrassen.

Royal er kommet med et par nye ales. Jeg har ikke smagt ”English Ale”, men nu havde de denne helt nye ”Spring Ale” fra februar nede i Brugsen.

Etiketten er fin. Forårslysegrøn med aftegninger, der minder om årene i et blad. Der er også et par logoer med årstallet 1856, og sætningen ”Cereris sunt omnia munus”. Royal Unibrew stammer fra 1992, men skiftede navn til Royal i 2005, men et af bryggerierne i gruppen – Ceres – stammer fra 1856 ( det giver jo da lidt mening ). Sætningen stammer fra Ovids Metamorphoser, og betyder noget i retning af ”Alt er en gave fra Ceres”.

Man får også en lidt mærkelig oplysning på etiketten. Denne ”Spring Ale” er betegnet som en ”stærk pilsner” – og disse 2 begreber – ale og pilsner – går normalt ikke hånd i hånd. Der er majs og sukker og farvestof i, men om den er under- eller overgæret er lidt uklart. Dog må jeg sige at den smager mest i retning af en overgæret engelsk ale. Alkohol 5,2%

Den rødgyldne farve minder mere om en ale end en pilsner ( farvestof ? ). Der er kraftigt hvidt skum. Øllet er klart med få, spredte og dovne bobler. Der er en ret neutral aroma, hvor man dog aner en maltet duft. Den er dejlig frisk og kan fint slukke tørsten en forårsdag. Smagen er lidt sjov og anderledes ( også mere ale-agtig ). Her er lidt sødme, lidt flødekaramel og til tider en antydning af krydderi. Der er kun en svag bitterhed. Alt i alt synes jeg det er et skridt i den rigtige retning for Royal. Der er lidt mere smag og eksperimenteren.
Karakter 3

lørdag den 11. februar 2012

Tid til en øl - Royal PLSNR

11. Februar 2012
 I dag har vi været til stor fælles, rund fødselsdag. Min bror og svigerinde fyldte tilsammen 105 år. Det foregik på Havkatten i Hals, hvor vi fik god betjening og dejlig mad. Det er lige ved siden af færgelejet og traditionen er, at man skåler hver gang færgen lægger til. Det gør den ret tit, for turen over til Egense tager ikke lang tid. Man må også godt skåle ind i mellem.
Der var mange mennesker og snakken gik hyggeligt ved bordene. Jeg holdt en lille tale, og vi havde også en lille quiz med til kaffen.
Vi fik lakserosette, kalvesteg stegt som vildt og romfromage. Hertil fik vi hvid-, rød- og portvin. Derefter kaffe med avec ( tror jeg det hedder, når der er forskellige valgmuligheder af spirituøse drikke ), og til sidst flæskeæggekage.  Her var der så mulighed for at snuppe sig en øl.
Det viste sig, at der var en øl på fadet, som jeg ikke tidligere har smagt – nemlig ”PLSNR” fra Royal. Det er et nyt tiltag fra bryggeriet, der vil være med på vognen med hensyn til at brygge lettere pilsnere uden så meget humle. Man har fjernet nogle bogstaver i navnet ( det er så moderne med sms-sprog ) og noget humle fra smagen. Formålet er naturligvis, at gøre øllet mere attraktivt for kvinder og unge mennesker. Man har ikke ændret på alkoholprocenten, for det lader til at politikken er, at man skal drikke sig fuld uden at det smager af noget ( jvf. cider, breezers og nu også øl ). Det er virkningen der tæller – ikke smagen. Og så undrer man sig over at unge mennesker drikker meget ? Det opfordrer ikke til ansvarlig omgang med alkohol.
Royal ”PLSNR” er altså på de sædvanlige 4,6%. Den er meget lys i farven. Mikroskopiske bobler stiger op og laver et tyndt skumlag på toppen. Aromaen er præget af byg og kornmark, samt en anelse citrus ( lidt som ascorbinsyre, men jeg ved ikke om det er tilsat ). Det virker nu lidt forfriskende. Øllet føles let og en smule aggressivt. Smagen er meget neutral, men der dukker en mild, men tydelig bitterhed op i eftersmagen. Umiddelbart synes jeg, den fungerer bedre end den ”gamle” pilsner fra Royal, men det er også en anden pilsnerkategori, der bevæger sig i. Jeg vil placere denne i den letteste gruppe ( jeg kalder den ”oversøisk” eller ”international” ), hvor den skal sammenlignes med Budweiser eller Corona.
Derudover synes jeg, at det er en skam, at forsøg med smagen for tiden går i retning af mindre smag. Lad os få nogle smagfulde, alkoholsvage øl i stedet.
Karakter 2+
Da jeg skiftede her til bloggen, havde jeg i starten af januar nogle problemer med at mine billeder kun ville ligge vandret. Ligegyldigt hvad jeg gjorde af krumspring, kunne jeg ikke få dem lodret. Det lykkedes først da jeg holdt op med at redigere størrelsen af billederne, men det havde været nødvendigt på TV2-blog.
Nu er jeg ved at indføre gamle indlæg fra 2009 og d. 15. oktober fik jeg dengang nyt kamera og så ligger billederne ned. Nu har jeg endelig fundet en måde at ændre det på, men jeg er nødt til at gemme alle billederne som gif-filer i stedet. Nu er der altså håb om, at øllene kommer til at stå lodret i disse gamle indlæg også.

torsdag den 20. november 2008

Tid til en øl - Royal X-mas

20. November 2008
Hip, hip hurra. Idag er det min kones fødselsdag og det plejer vi at fejre fra morgenstunden her i huset. Vi vækker fødselsdagsbarnet med sang på sengekanten og så er der gaver. Men den ældste er jo flyttet hjemmefra og den yngste er på efterskole, så hun måtte nøjes med min morgenrustne stemme, der sang en enkelt strofe af fødselsdagssangen. Men gaver – det fik hun..

Hertil aften var vi som sædvanlig til dans, og derefter var vi ude at spise på Layalina – en libanesisk restaurant. Vores datter og hendes kæreste var med, og vi havde en hyggelig aften. Vi fik en 3 retters menu, og min kone og jeg valgte orientalske specialiteter. Det smagte godt. Der var selvfølgelig ikke noget særligt stort øludvalg. Royal Pilsner og Royal X-mas.

X-mas er jo min barndoms øl, ( er jeg lige ved at sige ), men så slemt stod det nu ikke til. Men det er en juleøl, som har været fast ingrediens ved julefrokosterne gennem årene, som det sikkert også har været i mange andre hjem.

Den ”Hvide X-mas” kom frem i 1969 og var brygget at bryggeriet Thor. Den brød lidt med datidens julebryg, fordi den var svagere ( 5,6% ), mildere og sødere end de andre. Den blev derfor ofte kaldt ”den blide hvide”.
Som modsvar sendte Thor så ”den rå blå” på markedet. Den har samme alkoholstyrke, men er mere humlebitter og mere mørk pga brugen af farvemalt.
Personligt synes jeg ikke forskellen er så stor ( i betragtning af den meget store forskel, man siden har lavet på diverse julebryg ) men man kan godt fornemme lidt mere bitterhed i eftersmagen i den blå.

Nu til aften var det en fadøl og farven var mørk, nærmest cola-agtig, og med en lille top af blødt skum. Den har en lidt maltet duft. Fornemmelsen er frisk og smagen er udmærket med en anelse karamel. Men den er meget kortvarig og efterlader ikke noget blivende indtryk. Og det er nok en af de store fejl ved mange af de traditionelle øl. De er for anonyme. Smagen forsvinder for hurtigt og man sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse og tænker – ”var det det?”. Og det var det så. Ideen er måske, at man så skal købe en til, for at se om det hjælper, men det gør det ikke. Royal X-mas kan slukke tørsten og måske rense munden lidt, men den byder ikke aktivt ind med smagsnuancer til maden.
Karakter 2

Jeg havde egentlig ikke tænkt denne øl ind i programmet i år, men nu var der alligevel en lejlighed til at smage den, og det skulle ikke undre mig, om den dukker op på julebordet rundt omkring et par gange i december. Og så er det også fint.

mandag den 4. august 2008

Tid til en øl - Royal

4. August 2008
I slutningen af juni blev min ældste datter student. Fint resultat. Flot klaret. Hun var glad, og vi var stolte. Et hårdt program; tirsdag-student, onsdag- familiefest, torsdag-gallafest, fredag-hestevogn, lørdag- dimission og busrundtur, søndag-korprøve, mandag morgen-afsted til Canada på 3 ugers kortur.
Lørdag var der rundtur med bus til forældre, der bor langt fra Aalborg. Vi var næstsidste stop, derefter til grillparty. Hvad skal man så servere? En lille forret måske med guacomole, rejer og tabasco; det smagte godt.
Jeg tænkte, det ikke lige var dagen at servere øl til 30 kr flasken. De ville nok ikke forstå at værdsætte det, så jeg købte 24 dåser Royal af forskellig type. – Og hvor mange drak de unge mennesker så? – 3½ øl.
Så jeg sidder tilbage med en hel del Royal. – og hvordan er den så?

Der er mange, der vender tommelfingeren nedad, når snakken falder på de traditionelle industripilsnere, men er det dårlig øl? - og er det bryggerne, der ikke kan deres metier? Det er jo ofte mennesker med lang tids brygerfaring, og det er svært at forestille sig, at man bevidst laver dårligt øl. Så de laver vel øllet, som de synes, det skal være. Det er med andre ord en undertype i pilsnerkategorien. Og der er mange bryggerier verden over, der er ret enige om at brygge denne type. Det kan kun skyldes, at der er mange mennesker, der betragter denne type som god øl.
Tidligere var det den eneste øltype, jeg havde kendskab til, så det har jo også noget med kendskab til andre typer at gøre. Nu undres jeg, når jeg ser folk i supermarkedet med en hel kasse Tuborg, for så spændende kan den da ikke være.

Variationen i den internationale industripilsner er svær at få øje på. De er meget ensartede, om de kommer fra Heineken eller Peroni eller Carlsberg. Men det er alligevel forskelle med hesyn til humleniveau og kulsyreindhold. Kendetegnet for de fleste er den manglende eftersmag, som efter sigende skulle være tilsigtet. Man skyller hurtigere en øl ned og køber en mere, men efter en tår sidder man altså med en underlig fad fornemmelse. - ”Fik jeg drukket noget?” Man er nødt til at kigge på glasset, for at være sikker.
Industripilsneren er en stilart, som jeg ikke vurderer særlig højt, men den slukker tørsten en varm sommerdag, og der er mange mennesker, der føler, at de tjekkiske og tyske øl simpelthen er for fyldige og bitre.
Sådan en regnvejrsdag som i dag er der ikke meget andet at tage sig til end at drikke øl og se TV/DVD. Så kan jeg jo prøve sortimentet.
( fortsættes…..)

Royal Pilsner ( 4,6% ) er en gylden, klar øl, hvor skummet desværre falder meget hurtigt. ( Gud ved, om en eller anden godhjertet sjæl har vasket mine glas i sulfo, eller om det er øllets skyld. ) Jeg synes, der spores lidt gær i duften, lige når den hældes op. Smagen er lidt neutral, med et fint strejf af humle i slutningen. Eftersmagen er kortvarig, men efterlader en lidt snerpende bitterhed.

Royal Classic ( 4,8%) er en ravfarvet øl , hvor man ligefrem kan høre at skummet forsvinder. Det efterlader desværre en temmelig slap øl, der virker lidt vandet. ( Nu består en øl jo mest af vand, men alligevel… ). Der kommer lidt karamelsødme til sidst, men eftersmagen er kort og bitterheden forsvindende.

Royal Brown Ale ( 4,6%). ….Har lige skoldet glasset, og det hjælper. Skummet holder bedre, så jeg undskylder lidt overfor de andre øl. Skummet er lidt ujævnt med bobler i alle størrelser, men ellers OK. Farven er lidt i retning af mahogni. Fornemmelsen i munden er derimod ikke så god. Det virker lidt livløst.. Smagen er sødlig, lidt som en sydengelsk Brown Ale uden humlebitterhed. Eftersmagen er kort, men efterlader lidt sødme

Royal Red ( 4,8%) en flot rød øl. Der er også brugt frugtsaft i den. Skummet holder nu heller ikke for godt i denne øl, men den er meget livligere med en dejlig prikken på tungen. Smagen er lidt sød, men også med en anelse syrlighed. Eftersmagen er kort, med lidt sødme og smag af hindbær.
Dette er nok den mest interessante af dagens øl.

Fælles for alle disse Royal-øl er, at det lidt er nogle ”bælleøl”, som man kan drikke uden at tænke nærmere over det. De opfylder alle dette formål, men f.eks Brown ale er en unødvendig øl på markedet. Det er meget bedre at købe en autentisk engelsk brown ale. Der får man meget mere for pengene.
Karakteren for øllene ligger omkring 2, men Red kan nok redde sig et plus eller på det rigtige tidspunkt måske ligefrem et 3-tal.
Lidt mere eftersmag ville klæde alle 4 øl.