Tid til en øl - Ølmarathon / Overgær 1

26. Marts 2017 

Tredje heat i vores Ølmarathon var overgærede øl – ales. Der er mange forskellige typer, men vi havde reserveret en runde både til belgiske ales og hvedeøl. Så det var mest de engelske typer der var fokus på. Jeg ville gerne have haft en tysk altbier eller kölsch med, men det kunne jeg ikke skaffe i Aalborg og omegn.

”Bass Pale Ale” smagte jeg første gang på en pub i Gibraltar og siden hen, de gange vi har været på cruise. Jeg kan godt lide den, og tog en flaske med hjem, for at præsentere den for vennerne. Det er den første pale ale og den røde trekant er verdens første registrerede varemærke. Jeg skrev om den i slutningen af februar.

Karakter 4

Amerikanerne har skabt en variation af pale ale, som kaldes ”american pale ale” – ”APA”. Her er der brugt amerikansk humle og bitterheden er også skruet en smule op. Stone fra San Diego nærmer sig IPA niveauet med deres ”Ripper” på 5,7%. Bitterheden rammer 40 IBU og der er brugt Cascade og Galaxy humle. Det skyldes at inspirationen kommer fra surfmiljøet, hvor både Californien og Australien har stolte traditioner.

Det giver en uklar orange øl med et dejligt friskt pust af humle. Grape og mere eksotiske frugter. Den er skarp med et godt bid, men alligevel ikke på IPA niveau. Det passer jo mig glimrende, at bitterheden ikke bliver for ensidig en smagsfaktor. Smag af grape og passionsfrugt. God, langvarig og passende bitterhed.

Karakter 5

Derefter fulgte en ”Nut Brown Ale” fra Samuel Smith i Tadcaster, Yorkshire. Samuel Smith står som altid for god kvalitet, men denne brown ale hører måske alligevel til i den mere anonyme ende af deres produktion. Jeg har tidligere skrevet om den, men synes denne gang trods alt bedre om den end for 7 år siden.

Karakter 3+

Da jeg ikke kunne skaffe en altbier, kunne jeg da bruge en anden gammel, tysk, overgæret øltype. Mumme siges at komme fra den tyske by Braunschweig. Kilder på Wikipedia hævder, at man ikke skal tro på historien om, at det var bryggeren Christian Mumme, der er ophavsmand til navnet. Til gengæld kommer der så ikke en anden forklaring.

Men hvorom alting er, så er mumme en overgæret krydret øl, og det er den øgså i Albanis udgave. Serien er opkaldt efter grundlæggeren Theodor Schiøtz, der også var en ivrig botaniker. Derfor er den krydret med slåen, solbær og hyben. Det er en øl, jeg altid har syntes godt om.

Royal Unibrew, der ejer Albani, har planer om at bygge en stort mikrobryggeri ( hvilket jo er noget vrøvl ) og blive en vægtig spiller på specialølsmarkedet. På samme måde har Carlsberg tænkt sig at Jacobsen også skal køres mere i stilling. Det er jo sådan set fint, hvis de store bryggerier vil øge kvaliteten. Bare det ikke betyder lukning at andre små og spændende bryggerier.

Karakter 4

Kong Midas var konge af Frygien og meget velhavende. Han havde hjulpet Dionysos’ læremester Silenos, og blev belønnet med et ønske. Han ønskede sig, at alt hvad han rørte ved, ville blive til guld.

Derfor er det passende at en øl med navnet ”Midas Touch” er en smuk gylden ale. Det er en historisk ale og en del af en serie ”Ancient Ales” som bryggeriet Dogfish Head laver. Denne er den første ( 1999 ), og opskriften stammer fra Jong Midas’ grav. I den 2700 år gamle grav fandt man de ingredienser, der er brugt.

Det er en mellemting mellem øl og vin. Det kender vi også fra andre øl fra oldtiden. Dogfish Head har samarbejdet med en biomolekylær arkæolog for af frembringe denne øl.

Der er brugt byg, honning og hvide muskatdruer, samt safran. Det giver en stærk øl på 9,0%. Duften er præget af honning, men uden det bliver overdrevent. Smagen er frugtsødme fra rosiner og dadler. Honningen er ikke så tydelig i smagen, men medvirker jo nok til sødmen. De fleste deltagere var forbavsede over, at de rent faktisk kunne lide den, Men det bliver heller ikke vammeltsødt. Det hele er holdt i en fin balance, selvom der ikke er nogen nævneværdig bitterhed.

Karakter 4

Dogfish Head er et bryggeri fra Milton, Delaware. Det blev grundlagt i 1995 af Sam Calagione og det lidt besynderlige navn, stammer fra en lokalitet i Maine, hvor Sam tilbragte sine ferier som barn.

Deres ”Ancient Serie” omfatter øl som ”Chateau Jiahu” ( 9000 år gammel kinesisk grav ) – ”Teobroma” ( 3400 år fra Honduras ) – ”Ta Henket” ( ægyptiske hieroglyffer ) og ”Bierra Etrusca Bronze” ( 2800 år –første nedskrevne opskrift ) . Derudover har de lavet en øl ”Kvasir” fra egtvedpigen, og den finske sahti ved navn, ”Sah’tea”.

Tid til en øl - Bass Pale Ale

3. Marts 2014

Jeg er lige hjemvendt efter et foredrag, hvor jeg fortalte om fem tyske øl – ”Maisels Weisse Original” –”Köstritzer Schwarzbier” – ”Bayreuther Zwick’l” – ”Ayinger Celebrator” og ”Schneider Aventinus Eisbock”. Det er faktisk ikke let at skaffe tysk øl i Aalborg, for ”alle henter deres tyske øl ved grænsen”. Så det var ikke præcis de øl, jeg havde ønsket mig, men alligevel varieret nok til at vise det store udbud, der er i Tyskland. Tyskerne er ikke i samme grad hoppet med på det nye øleventyr, men de har jo også ordentligt øl i forvejen, hvilket ikke er gældende for USA og Danmark f.eks. Selvom der er meget ensartet øl i Tyskland har tysk øl et meget højt bundniveau, og der er masser af spændende øltyper rundt omkring. Jeg tror, jeg fik lavet en pæn præsentation af det.

Mandag i New York vandrede vi en dejlig tur i den snedækkede Central Park, inden turen gik ned til vores båd – Norwegian Gem. Vi blev installeret i vores kahyt, og satte os på balkonen, der vendte mod syd for at slikke solskin. Sol og læ – super.

Der var mange restauranter på båden, og deres udvalg af øl var såmænd stort nok – ”Budweiser” – ”Miller” – ”Dos Equis” – ”Blue Moon” – ”Heineken” – ”Corona” – ”Sam Adams” og ”Newcastle Brown”.

Jeg fik såmænd endnu en ”Sam Adams” til maden, men senere-  mens vi sad til et ”sing-a-long” show bestilte jeg en ”Bass Pale Ale”. Der var tilbud på en ekstra gratis øl, hvis man købte 5, så det gjorde jeg – og var nok ikke forberedt på, at de alle kom på samme tid i en spand med isterninger.

 

På billedet er den ene knappet op. Det var en fin investering. Jeg kunne i fred og ro nyde en god øl ved poolen de kommende dage, når vi var på havet – og Bass Pale Ale” kender jeg som en glimrende pale ale. Mærkeligt og lidt ærgerligt, at jeg ikke har set den herhjemme. Jeg har tidligere skrevet om den, da jeg smagte den på Gibraltar, men denne gang var det den amerikanske udgave. Jeg ved ikke hvor stor forskellen er.

Bass Brewery blev grundlagt i 1777 i Burton-upon-Trent af William Bass, og er et af de første bryggerier i byen. 100 år efter - i 1877- var det det største bryggeri i verden med 1 million tønder årligt. Deres pale ale er prototypen på den originale pale ale fra området.

 

Det er en flot, orange øl med få store bobler. Den har en duft af blommemarmelade på mariekiks. Den har ”the Burton snatch” – en skarp og sydende fornemmelse i munden, der er kendetegnet for ”Burton”-øllene. En kortvarig maltsødme afløses af en tydelig markeret bitterhed, der holder godt i eftersmagen. Der er brugt East Kent Goldings.

Karakter 4

Jeg har netop genlæst min første anmeldelse og de ligner hinanden temmelig godt, så der er nok ikke den store forskel – i hvert fald ikke med 5 års mellemrum.

 

Bass er registreret som det første varemærke i England – Nr. 1. Den røde trekant er blevet et tydeligt grafisk tegn, hvilket man kan se på Manets billede fra 1882 – ” Bar at the Folies-Bergére”. Jeg håber denne øl – med dens historiske baggrund vil komme her til landet. Det var i hvert fald ikke et ringe øl at have flere af til turen.

 

Tid til en øl - Gibraltar / Bass Pale Ale

26. oktober 2009

Tirsdag tog vi til Gibraltar. Mit pas var jo udløbet og havde fået en forlængelse skrevet på, så jeg var lidt spændt på om det blev godtaget, men det gik heldigvis. Vi var lidt i tvivl om vi skulle tage bilen med over, men valgte at parkere i Spanien og gå over grænsen. Det viste sig at være dagens første rigtige beslutning. Gaderne i Gibraltar er meget smalle og bilerne holder tæt. Autolakererne må have travlt i den by. Det er et rent trafikkaos. Den spanske side af grænsen hedder La Linea og er den grimmeste spanske by vi har set. Vores GPS – ”Dagmar” – valgte at vise os ind gennem byens smalle gader i stedet for ad omfartsvejen direkte til grænsen, så vi fik set det på nært hold. Fattigdom og kriminalitet ligger blandt de højeste i Spanien.

Der er til gengæld ikke alvorlig kriminalitet i Gibraltar – sikkert fordi man ikke umiddelbart kan komme væk fra stedet.

I grænsebygningen blev vi mødt at en tursælger, der ville tilbyde en tur til nationalparken på toppen at bjerget og adgang til alle seværdighederne. Vi var i tvivl  - 75 euro – og det var svært at sammenligne priser med de informationer, vi havde om svævebane og adgangsbilleter fra rejsebogen. Her var priserne nævnt i pund. Et andet dansk selskab kom forbi og besluttede også at tage turen, og så kunne vi komme med for 50 euro, så det var heldigt. Det var dagens anden rigtige beslutning.

Bjergryggen er 5 km lang og det ville tage lang tid at komme rundt på egen hånd. Nu blev vi kørt, fik mange informationer fra vores meget talende guide, alle entreer betalt og kørt tilbage til centrum til sidst.

Vi kørte først til Herkules’ Søjler, hvorfra man kan se Afrika – hvis vejret er godt. Det kunne vi ikke, da det var temmelig diset. Derfra tog vi til ”St. Michaels Cave” – en stor drypstenshule.

                            

Her er mange fantastiske formationer og i det største rum er der indrettet en koncertsal. Meget spændende oplevelse. Derfra kørte vi til toppen af klippen ( 426 m ), hvor der også er foderplads for en af parkens abekolonier. man siger at: ”når den sidste abe forsvinder, forsvinder briterne også. Under 2. verdenskrig var bestanden nede på 5, så man importerede nogle nye aber, og nu er der omkring 300.

Til sidst så vi Great Siege Tunnels, hvor man har hugget kanonstillinger ind i klippen. Alt i alt er der 70 km naturlige og kunstige huler i klippen. Man har under belejring haft forrådskamre, hospitaler og meget andet inde i bjerget.

Vi blev sat af i centrum og fik fish & chips til frokost.

I sådan et lille stykke England er der selvfølgelig også pubs. Vi gik ind på ”The Angry Friar”, der ligger på hovedgaden. Her havde de ”Bass Pale Ale” på hanen.

Denne øl er indbegrebet af pale ale fra Burton-upon-Trent. Da East India Company ragede uklar med Londonbryggeren Hodgson, stod man klar i Burton, og begyndte at producere pale ales til Indien.

Vandet i Trentfloden er meget calciumsulfat-holdigt, hvilket giver en skarp snert i smagen – kendt som ”the Burton snatch”.

Bryggeriet blev grundlagt af William Bass i 1777 og udviklede sig til et af Englands største. I 2000 blev det opkøbt af belgiske InBev. Bryggeriet logo er en rød trekant og det er verdens første registrerede varemærke ( 1875 ).

Det er en flot rødlig øl med hvidt skum. Den er klar, men der er ikke mange bobler. Den føles dog frisk alligevel pga vandets hårde og skarpe påvirkning. Duften er fyldig, men mest præget af humlen. Smagen har lidt karamelsødme i starten, men bitterhed overtager hurtigt og bliver hængende i eftersmagen. Der er brugt East Kent Goldings, men bitterheden virker ikke overvældende. Måske var den højere i gamle dage, da øllet skulle til Indien. Alkoholprocenten er 5,2%.

Karakter 4

Jeg har aldrig set denne øl i Danmark, så det var fint at smage den her.