Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Köstritzer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Köstritzer. Vis alle opslag

tirsdag den 18. juli 2017

Tid til en øl - Wismar / Grevensteiner Landbier


18. Juli 2017

Lørdag drog vi til Wismar – en gammel Hansestad, der i 1200 tallet var så rig, at man byggede byens 3 store kirker i samme århundrede. Vi besøgte alle tre, selvom den ene kun har tårnet tilbage Da DDR-regimet sprængte kirkeskibet i 1960erne. Tårnet kunne bruges til at overvåge havnen, så ingen kunne snige sig væk over havet.


På det gamle torv fandt vi et sted at spise, og her kunne man få en ”Köstritzer Schwarzbier” samt en schnitzel. Så var ferien kommet godt i gang. Det er en af de klassiske tyske øl, som jeg glæder mig til, når jeg besøger landet. Den er tidligere omtalt på bloggen. Denne gang var der små kringler til.


På hotellet kunne man – som tidligere nævnt – smage ”Diebels Alt”. Det er endnu en af mine tyske favoritter, og jeg kunne nyde et par stykker – både på ølterrassen og til aftensmaden.


Da skumringen faldt på åbnede jeg en øl på værelset – ”Grevensteiner Landbier Original”

Carl og Anton Veltins åbnede i 1824 et bryggeri i Grevenstein, Nordrhein-Westfalen. Det er nu 5. generation der bestyrer de gamle familiebryggeri ”C. & A. Veltins” De brygger en pilsner og en radler, så det går vi hurtigt hen over.

Deres specialitet er denne ”Landbier Original” på 5,2%. Det er også en kellerbier.
Det er en uklar øl med hvidt skum og farve som gyldent rav. Den har en duft af sødlig malt. Blød og afrundet fremtoning. Sødlig smag med lette urter. let bitterhed i eftersmag.

Karakter 3+

Jeg har altid haft en let forkærlighed for den behagelige Kellerbier, og det ladet til stadig at være gældende. Det er simpelthen godt øl uden store armbevægelser.



torsdag den 27. november 2014

Tid til en øl - Köstritzer Kellerbier


27. November 2014

”Köstritzer Schwarzbier” er en af de ikoniske øl, der har skabt sig et navn i ølverdenen. Jeg vidste egentlig ikke at de lavede andre øl, men blev overrasket i sommer, da vi kom forbi Harrislee ved grænsen. Her så jeg en ”Kellerbier” fra bryggeriet. Der er også et par pilsnervarianter på markedet samt en hvedeøl og en pale ale.

”Kellerbier” er en ufiltreret øl på 5,4%. Den har en mørk gylden, let rødbrun farve og en fin offwhite skumkrone. Duften er maltet med lidt karamel og nødder. Den er let drikkelig og passer godt til et frokostbord. Smagen er også præget af karamelmalt og humlen giver kun et balancerende input. Den kommer aldrig helt frem i billedet.

Karakter 3+

 
En af vennerne havde taget to ”Julemumme” fra Kongens Bryghus med. En ny og en med tre år på bagen, så vi kunne holde en komparativ smagning. På billedet er det den lagrede udgave til venstre. Som man kan se er denne noget mørkere end dette års udgave. Forskellen på de to øl var ikke så udpræget som vi havde ventet, men der var dog forskel.
Aromaen på den nye øl var friskere i karakteren end den lagrede og både i duft og smag havde kirsebærlikøren en fremtrædende indflydelse. I den gamle udgave var det mere malt og mørk frugt der trængte sig på. En anelse mere portvinsagtig, men ikke i den forventede grad. Humlen var ikke fremtrædende i nogen af øllene.
 

onsdag den 30. juli 2008

Tid til en øl- Köstritzer Schwarzbier

30. Juli 2008
På anden dag i Harzen gik turen til det sydøstligste hjørne - til byen Sangerhausen. Her findes verdens største rosenpark med mere end 3000 forskellige roser. Parken blev oprettet i 1903 og er utrolig spændende at se, hvis man vel at mærke interesserer sig for roser - hvilket jeg gør. Man kan også smage en rosen-is, der er udmærket, men en smule parfumeret. En spændende og meget varm dag.
Det lokale bryggeri i Sangerhausen hedder Mammut - opkaldt efter et berømt mammutskelet på museet. De brygger en utrolig god Ur-bock, som jeg købte med hjem og lige har smagt sammen med en god ven. Vi var begge enige om kvaliteten. Fyldig med balanceret sødme - super.
Men der var desværre ikke tid til en øl. Det var først senere.

Om aftenen spiste vi atter på torvet i Wernigerode. Omelet med champignon, så vidt jeg husker. Her faldt valget på en Köstritzer Schwarzbier, der jo også er en af de østtyske specialiteter. Faktisk stammer typen fra Sachsen og Thüringen - altså områder, der grænser lige op til Sangerhausen.
Köstritzer er fra Thüringen - fra Bad Köstritz og stammer helt tilbage fra 1543, og er en af de ældste producenter af schwarzbier i Tyskland. Digteren Goethe indtog store mængder Köstritzer Schwarzbier, når han var syg. Jeg er sikker på, det var medvirkende til hans livlige fantasi.
Köstritzer Schwarzbier er kulsort, men har et lyst skum, hvilket antyder, at den er brygget på lys malt - formodentlig pilsner- eller wienermalt. Farven kommer så fra tilsætning af små mængder hårdt ristet malt ( der er ikke brugt hårdt ristet umaltet byg, for det vil være et brud på Reinheitgebot )
Dette giver en letdrikkelig øl på 4,8%, der ikke er tung og sød, som man kunne tro baseret på farven, men faktisk temmelig frisk. Humledoseringen svarer ca. til den, vi kender fra tyske pilsnere. ( middel - omkring 30-35 IBU, der betyder International Bitternes Unit. )
De ristede aromaer med lidt brød- og kaffenoter passer glimrende til den tyske mad; pølser og schnitzler og champignon-omelet, ikke at forglemme.
Karakter 3+

Schwarzbier er ikke så udbredt i Danmark, men Köstritzer kan købes ved grænsen.
Jeg købte et par andre mærker med hjem og de kan også anbefales: Leikeim Schwarzes og den tjekkiske Lobkowicz Baron.
God tørst