Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 28. februar 2011

Tid til en øl - St. Peter’s Cream Stout


28. Februar 2011

I går aftes kom vi tilbage fra en dejlig tur til Alicante i Spanien. Vores kufferter kom desværre ikke med, så de blev først leveret her til aften. Vores ældste datter studerer et semester ved universitetet i Alicante og det var dejligt at se hende igen.

Vi boede midt i byen og havde lejet en bil, så vi kunne køre ud til universitetet. Og det er ikke nogen nem trafik på de kanter. Der er mange ensrettede gader, og de spanske bilister kører hårdt til og overhaler både uden og inden om. Og de parkerer, hvor de vil – gerne i 2. position. Hvis bare man tænder katastrofeblinket er alt åbenbart i orden. Her bruges det til at signalere – ”jeg ved godt, jeg holder ulovligt, men er nødvendigt”. Jeg frygtede at lave buler i bilen, men vænnede mig til trafikken efterhånden.

Vi parkerede i en underjordisk parkeringskælder med en nedkørsel ”a la Rundetårn”. Det var vanskeligt for 2 biler at passere og båsene var meget smalle. Og den ene morgen fandt vi en bule i bilen, hvor en eller anden havde bakket ind i højre forskærm. Men de var ret ligeglade hos udlejningsfirmaet, da vi afleverede den.

Min datter skulle jo passe sine timer om dagen, så vi tog på sight-seeing ved havnen og til toppen at fæstningen

 
Vejret var dejligt og temperaturen kom hver dag over 20 grader. Det var mere køligt om aftenen, men vi kunne dog sidde ude med en trøje på.
Fredag og lørdag havde min datter fri, og vi kunne være sammen hele dagen – på shoppingtur og biltur til Elche og Altea. Det er en utrolig smuk by med en fantastisk udsigt mod Penon de Lfach – en klippe, der rejser sig af havet ligesom Gibraltar.



Vi kørte ind i landet til Guadalest, hvor der ligger en gammel borgruin på en skarp klippekam. Med en flot udsigt til en smaragdgrøn sø.
 
 
Jeg skriver alt dette her, for der er desværre ikke meget øl at skrive om. Dels skulle jeg altid køre bil fra universitetet og dels var der ikke rigtig noget spændende øl at smage. Det blev til et par typiske spanske pilsnere – San Miguel og Alhambra, så jeg måtte vente til i dag, hvor jeg så endelig kunne åbne en noget mørkere øltype.
 
 
”Cream Stout” fra St. Peter’s Brewery i Suffolk, England. Bryggeriet ligger i en 4-længet gård, hvor hovedbygningen er fra 1280. I 1539 blev østfløjen bygget, og man huggede stenene fra Flixton kloster, der var blevet lukket 2 år tidligere at Kong Henry VIII.
”Cream Stout” er en kulsort øl på 6,5%. Den har en kraftig lysebrun skumkrone med grove bobler. Den er lavet på en blanding af 4 forskellige malttyper og man har tilsat Fuggles og den nyere Challenger humle.
Aromaen er præget af ristede noter og en dejlig sødlig duft af toffee og flødekaramel. Den er letdrikkelig og ligger let i munden.
Smagen indledes af engelsk lakrids og ristet malt, som balancerer det sødlige toffee-præg, der ellers let kunne være blevet vammelt. Afslutning med ristet bitterhed.
Karakter 3+

mandag den 21. februar 2011

Tid til en øl - Midrfyn X-Porter


21. Februar 2011

Så er det ferietid, og vi skal besøge vores ældste datter, der for tiden studerer i Alicante. Der er temperaturen næsten 20 grader højere end herhjemme, så vi glæder os. Men mest naturligvis til at se hende igen.

Inden vi tager af sted, skal jeg lige have afgivet min stemme i ”Årets Ølvalg”, og det er bestemt ikke let.

Jeg har nu smagt alle finalisterne – dog ikke på en gang. Den sidste åbnede jeg her til aften. Det var ”X Porter” fra Midtfyns Bryghus.

Navnet spiller selvfølgelig på ”Eksport”,  og at X er lidt mystisk. Men på etiketten nævner man, at” der er brugt x-tra gode råvarer, en x-tra brygmester ,x-tra meget humle og x-tra meget kærlighed til øllet”. Noget af det er naturligt en sludder for en sladder, men den x-tra brygmester er Menno Olivier fra De Molen i Holland. De 2 bryggerier delte stand på sidste Ølfestival og blev åbenbart enige om et fælles bryg. Og De Molen er bla, kendt for deres gode stouts. Det kan mærkes i denne bryg, selvom Midtfyn jo også selv har præsteret flotte resultater med bla. ”Imperial Stout”, der vandt afstemningen for nogle år siden ( 2007 ). Jeg har ikke omtalt ”Imperial Stout” her på bloggen, hvilket egentlig undrer mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart kan sige, om de 2 øl smager meget forskelligt – der er nogle forskellige i alkoholprocent og brygmetoder, men om forskellen i udtrykket er markant, ved jeg ikke.

”X Porter” er på 8,0% og bitterheden når op på 106 IBU. Det er en kulsort øl med groft, brunt skum. Meget dejlig duft af kaffe, chokolade og tydelig humle. Det giver høj kompleksitet. . Den føles let i munden, måske lidt pågående, men der er en fyldig smag med ristet malt, chokolade og et lille strejf af syrlighed. Derudover gør den høje humlebitterhed sig også gældende, og den bliver hængende i en lang eftersmag.

Karakter 5

Alle 10 finalister er smagt, og der har været både mørke og lyse øl iblandt, så variationen har været fin. Men er der en øl, der tydeligt træder frem som noget nyt og anderledes? De sidste par år har der været rom og chili i vinderøllene, men i år er der eksperimenteret mindre.

Hvilke kriterier skal jeg stemme efter. Jeg har nævnt, at Randers Bryghus’ ”Hoppy Sundown” var en enlig svale, der ikke længere kan købes, og det skal måske være en betingelse, at man kan smage vinderøllet. Nogle af øllene er gode, men almindelige øl, der ikke tilføjer så meget nyt, men det er måske heller ikke nødvendigt. En god øl må kunne vinde, fordi den er god. Det skal i hvert fald ikke være et krav, at man skal tilsætte mystiske ingredienser, så ved vi slet ikke, hvor det kan ende. På den anden side – en god stout er en god stout, men adskiller den sig nok fra en tidligere vinder?

Jeg synes alle 10 finalister er gode bryg, men de brænder ikke helt igennem. Tidligere år har der været øl, som jeg var fuldstændig klar over var årets bedste, og det var ikke altid, de nåede finalen. Men i år har det være lidt mere på det jævne. Det skal blive spændende at se, hvem der vinder, men det betyder nok egentlig ikke så meget for mig.

Det bedste ved afstemningen er, at den sætter fokus på ØL i medierne.

5     Midtfyns Bryghus X Porter

4+   Midtfyns Rough Snuff

4     Hornbeer Vinterporter

       Randers Hoppy Sundown

       Vestfyn Willemoes Jul 2010

3+   Hornbeer Hophorn

       Indslev Hvede IPA

       Thisted Dark Ale

       Thisted Jule Ale

3     Jacobsen Pale Ale

 
Men nu skal jeg pakke kufferten til ferien
 

lørdag den 19. februar 2011

Tid til en øl - Randers Hoppy Sundown


19. Februar 2011

Det er Tordenskjolds soldater, der går igen ved kåringen af Årets Øl. Midtfyn Bryghus og Hornbeer har tidligere vundet titlen, og sidste år blev Randers bryghus nr. 4 med ”Midnight Oil”. Det var en mørk Imperial Stout, og i år møder de op med  en Imperial IPA. Begge øl er lavet af Gøgebryggerne. 10 håndbryggere, der får deres øl brygget på Randers Bryghus. Og der er tale om ekstreme øl i Limited Edition.

 ”Hoppy Sundown” er kun produceret i 1250 flasker, lidt flere end sidste år. Jeg synes egentligt, det vil være ærgerligt, hvis Årets Øl er en øl, man ikke længere kan smage. Så er det ikke noget, ølverdenen som helhed har nogen glæde af, så derfor vil jeg ikke stemme på denne øl. Selvom den er god.

Det er ikke en pale ( siger brygmestrene ) og derfor kalder de den også for ”Imperial Ale” – dog med undertitlen ”Imperial India Pale Ale”, hvilket jo er at modsige sig selv.

Men der er brugt mørkere malt end normalt – både byg- og hvedemalt. Brygget 17/10 2009 og tappet 28/4 2010 – jo, man får alle oplysninger på etiketten. Men flaskerne er ikke nummererede.. Der er brugt masser af humle – Chinook, Cascade og Centennial og den lille bitre dværghumle Nugget. Der er humlet inden kogningen, flere gange under kogningen og endelig er der benyttet tørhumling til sidst. Det fornemmes også tydeligt.

Det er en flot kobberfarvet øl på 8,7%. Kraftigt lyst skum og en eksplosion af bittesmå bobler. Meget kraftig aroma fra humlen med noter af grape og fyr. Min kone sagde, at det var utroligt, som den kunne fylde hele stuen med duft. Den føles skarp og frisk i munden. Den lægger ud med en meget kortvarig maltsødme, der hurtigt afløses af  kraftige citrushumler og en høj bitterhed fra Nugget. Smagen hænger ved i eftersmagen, der dog går over i ren bitterhed, der holder længe. Vældig godt, men måske lidt for meget for mig.

Karakter 4

Dette er sikkert en øl, der har været problemer med at anskaffe til de mange smagninger rundt om i landet. Med så få flasker er det også begrænset, hvor mange der har smagt den inden afstemningen. Jeg fik den næstsidste flaske i butikken ( de havde taget fra til Ølentusiasternes smagning ), men det undrer mig lidt at den er stemt ind blandt finalisterne, selvom den fortjener det. Der må være mange, der kun har smagt 3-5 cl inden de stemte.

 


fredag den 18. februar 2011

Tid til en øl - Indslev Hvede IPA


18. Februar 2011

Sidder og følger med i X-factor, som jeg ikke før har set ( i år ), men når det nu er Beatles, der er på programmet er det jo interessant. Det har været nogle svingende præstationer, men alt i alt meget godt. Mine favoritter er Sara og duetten JR, men der er andre gode indslag. Og Blachman har ikke hørt og forstået nær så meget, som han vist gerne ville. Hans kommentarer er ufaglige og tendentiøse, for ikke at sige ubehøvlede. Hans gud er åbenbart John Lennon og man kan ikke røre ved hans sange uden at få på puklen. Blachman har fuldstændig misforstået ideen med showet.

Jeg sad med en god øl – en af de 10 finalister, nemlig den nye øl fra Indslev Bryghus på Fyn. Det er ikke et bryggeri, der sender nye øl på markedet i tide og utide, og det er lang tid siden der er kommet nyt. Men de har jo også dækket hvedeøllet godt ind med deres produktion indtil nu. Jeg synes især deres bock-udgaver hører til blandt det allerbedste hvedeøl.

Den nye øl er en ”Hvede IPA” på 5,5%. Her er tale om en leg med ord og bogstaver. En IPA står normalt for ”India Pale Ale”, og er ofte en meget humlet sag. Og denne hvedeøl er ganske rigtig mere humle, men ikke overdrevent. IPA står da også for ”Indslev Pale Ale”, hvilket forklarer et mere beskedent humleniveau. Nu er hvedeøl normalt kendt for et meget lavt bitterhedsniveau, men flere bryggerier er begyndt at eksperimentere med mere humle. Jeg kender bedst samarbejdet mellem Schneider og Brooklyn, der resulterede i ”Hopfen-Weisse”.

”Hvede IPA” er brygget af hvede- og bygmalt efter tyske forskrifter. Der er brugt Hallertau Perle og Amarillo som bitterhumle og Hallertau Saphir og Cascade som aromahumle. Det er en gylden, sløret øl med kraftigt hvidt skum og mange livlige bobler. Duft af hvedegær med nelliker og tyggegummi. Øllet er friskt med en skarp, snerpende kant. Smagen er som en traditionel hvedeøl, men bitterheden dukker op i slutningen. Jeg fornemmer ikke at humlen byder ind med mange smagsnoter, men måske er der et lille strejf af eksotisk citrusfrugt.

Karakter 3+

Jeg forstår godt, at man gerne vil udvikle nye sammensætninger, men jeg behøver ikke denne øltype – jeg har ikke savnet den. Der er nogle, der synes at alting bliver bedre ved at komme mere humle i, men der er jeg ikke enig. Jeg kan vældig godt lide den traditionelle hvedeøl, og hvis jeg vil have en humlet øl, vil jeg vælge en anden type. Så på en måde er denne øl overflødig. Kun hvis man besøger en restaurant, der kun sælger Indslev øl, vil den være helt på sin plads.


torsdag den 17. februar 2011

Tid til en øl - Midtfyn Rough Snuff Fisherman’s Ale


17. Februar 2011

Opløbet er i gang omkring kåringen af den bedste nye øl i 2011. Jeg har nu indkøbt alle de finalister jeg ikke har smagt tidligere. Så kan jeg stemme med bedre samvittighed.

Som nævnt har Midtfyns Bryghus 2 øl med i finalen. Den ene er lavet af en gæstebrygger – nemlig Erik Nielsen fra Svendborg Bryglaug, hvor han er olderman. Det lyder som et sted med gamle traditioner. Svendborg Bryglaug blev stiftet i 2006 for at fremme kendskabet til håndbrygget øl.

Han har i samarbejde ( formentlig ) med Midtfyns Bryghus kreeret en helt speciel øl – ”Rough Snuff Fisherman’s Ale”. Her er brugt 7 forskellige malttyper – bla byg, hvede, rug og havre, og derudover er den tilsat blæretang og snus. En øl til en rigtig søulk.

Det er en stærk belgisk øl ( 9,5% ) med ekstra kandis og belgisk tappistgær. Den er begsort, men kan dog give et rødligt skær, hvis man holder den op i lyset. Skummet er gråligt/beige, og virker temmelig svagt.Den har en spændende aroma af alkohol, kandis og lakrids, der sikkert stammer fra snus. Jeg har ikke meget kendskab til snus, udover at det virker lidt specielt. Det er åbenbart lavet at gæret tobak, blandet med ammoniak og tilsat smagsstoffer f.eks whisky. Men i denne øl er den fremherskende smagsnote lakrids.

Den føles lidt tyktflydende - fylder godt - men efterlader én med en lidt bedøvende effekt, hvor det snurrer lidt i mundhulen og på tungen. Smagen indledes med tydelig sødme, hvorefter lidt vanille blander sig inden lakridsen får lov at afslutte. Lang eftersmag, men ikke med nogen særlig bitterhed ( IBU 26 ).

Karakter 4+

Det er bestemt ikke nogen sessionøl. Den tager lang tid at drikke, og er måske bedst til at dele med andre. Det eneste minus er, at den kan blive lidt for sød i længden. Der mangler lige lidt bitterhed til at balancere den. Men absolut en god hyggeøl og nok den mest interessante finalist indtil videre.

Jeg har de andre år syntes, det var lidt ærgerligt med de øl, der var engangsbryg. Hvis de vinder kan man ikke få dem igen, men jeg har hørt at der er sat vand over til en ny produktion at ”Fisherman’s Ale”. Det er godt, og jeg vil ganske givet præsentere den ved smagninger i løbet af året.


onsdag den 16. februar 2011

Tid til en øl - Hornbeer Hophorn


16. Februar 2011

I disse tider stemmes der om, hvilken øl der skal være den bedste i 2010. Der var 590 øl med i første runde og af disse er 10 valgt ud til finalerunden. Det er naturligvis på mange måder et lidt tilfældigt udvalg, da der sikkert ikke er mange, der har smagt alle øllene. Nogle øl kan kun købes helt lokalt og andre er kommet i landsdækkende butikskæder. Der er altid juleøl med i finalen, da det er det tidspunkt, hvor der drikkes/smages mest øl. Visse bryggerier er altid med, og her ser vi også i år Midtfyn og Hornbeer, der begge har vundet tidligere. Til gengæld mangler et par normalt sikre bryggerier – nemlig Mikkeller og Beer Here.

Listen er – Thisted Bryghus Black Ale & Jule Ale 2010 , Indslev Hvede IPA, Randers Bryghus Hoppy Sundown, Jacobsen Pale Ale, Willemoes Jul 2010, Hornbeer Hophorn & Vinterporter, Midtfyn Rough Snuff Håndbryg & X Porter.

Der er altså 3 bryggerier, der er repræsenteret med 2 øl hver. Der er åbenbart også mode i ølverdenen.

Jeg har smagt 5 af disse øl og må nok sige at ingen af dem er fantastiske i min opfattelse. Jeg har checket mine noter og  kan se at de er udmærkede, men jeg ser ingen af dem som årets øl.

Willemoes Jul 2010 og Hornbeer Vinterporter har jeg givet karakten 4 ( hvilket står for topkvalitet )

Thisted Jule Ale og Black Ale får karakteren 3+

Jacobsen Pale Ale må nøjes med karakteren 3 ( hvilket stadig betyder en god øl ). Jeg plejer at give Jacobsen bedre karakter, men jeg synes denne øl er deres svageste til dato.

Der er altså 5 øl, jeg endnu ikke har smagt. Ølentusiasterne i Aalborg afholder en smagning med alle 10 finalister, men der er jeg i Spanien for at besøge vores datter, der studerer på universitetet i Alicante dette semester. Så i dag købte jeg 3 af de resterende øl, for at være lidt med.

Hornbeer har 2 øl med og her til aften smagte jeg deres ”Hophorn”. Et fint navn, der spiller på bryggeriets navn, og det at der er masser af humle i. Samtidig henviser både hop og horn til græshoppen, der pryder etiketten.

Det er – ifølge bryggeriet – en Dark IPA. En lidt misvisende typebetegnelse, da P’et  henviser til Pale. Det er altså en mørk, lys øl. Christian Skovdal Andersen har da også valgt betegnelsen Dark Hoppy Ale, om sin ”Dark Hops”, der var den første af slagsen på det danske marked. Men man forstår jo godt, hvad der menes. En mørk øl, der har den humleprofil, man ellers kender fra IPA.

Og det skal jeg da lige love for er rigtigt. Bitterhedsniveauet er 135 IBU. ( jeg minder lige om af vores smagsløg ikke kan registrere mere end 105 IBU ), så det går mere på fornemmelsen. Der er brugt 4 forskellige humletyper og der er tørhumlet. 5 forskellige malttyper giver den mørke farve. Alk. 9,3%

Jeg synes humleprofilen er så dominerende, at det fuldstændig slører der eventuelt andre smagsindtryk, hvilket er lidt ærgerligt.

Det er en mørk, grumset øl ( ufiltreret, og bryggeriet giver gode råd, hvis man vil undgå bundfaldet ). Skummet er beige eller lysebrunt. Der er en meget lækker, humlet aromatisk duft, der satte mine forventninger i vejret, men desværre kammer bitterheden over og fylder for meget. ( der er sikkert nogle humlenørder, der er uenige med mig her )

Karakter 3+

Nu håber jeg en af de 2 andre øl balancerer bedre og ellers må jeg jo prøve at få købt de 2 sidste øl.


tirsdag den 15. februar 2011

Tid til en øl - St. Peter’s Best Bitter


15. Februar 2011

St. Peter’s Brewery i Suffolk åbnede i 1996. Den første øl blev startet op d. 5 juni og åbningsdagen var berammet til 21. juni – årets længste dag.

St. Peter’s skriver meget om typisk engelsk ale på deres hjemmeside. De bruger Challenger og Goldings som de foretrukne humlesorter, og gærtypen er udvalgt mellem 350 varianter, for at give den rigtige engelske karakter. Og det er måske her, de mister mig, for jeg synes ofte at typisk engelsk ale er tung og uinspireret.

Det virker næsten victoriansk, og mangler friskhed. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke kan finde fremragende engelske øl, for der er sandelig også mange af dem, men en del typiske bitters fra pubben virker kedelige på mig. Og dette er en af dem.

St. Peter’s ”Best Bitter” er en flot rød ale på kun 3,7%. Den har bittesmå bobler og et hvidt skum, der hurtigt aftager. Den har en svag engelsk aroma, der virker tung og sur. Det er en rigtig sessiondrik – både pga procenten og fordi den føles meget let i munden. Den har, hvad man kalder ”god drinkability”. Men den er engelsk, når det er værst. Smagen er kedelig og bitterheden træder frem uden smagsnuancer, og dominerer hele indtrykket. Måske fordi, der heller ikke er noget maltkarakter til at balancere. Jeg kunne væsentlig bedre lide deres ”Mild”.

Karakter 1+

På kapslen kan man se en fugl, der har slugt St. Peter’s nøgler. Jeg ved ikke præcis, hvad det skal illustrere.


mandag den 14. februar 2011

Tid til en øl - La Trip des Schounes


14. Februar 2011

Det har taget lidt tid at finde ud af, hvad ”La Trip des Schounes” betyder. Mine franskkundskaber er jo ikke gode, så jeg tog ordbogen til hjælp, men der findes ordet” trip” slet ikke. Det nærmeste jeg kom, var ”tripe”, der udtales ligesådan, men som betyder ”indvolde”, så det er det heldigvis ikke.

Der er naturligvis et ordspil med det belgiske ølbegreb ”triple”, for det er lige sådan en øl det er. På etiketten står der ”avec epices”, der betyder ”med krydderier” og ser man nøje efter, opdager man, at bladene på billedet er ”hamp”. Det er altså en hash-øl, og det er dette trip, navnet hentyder til. Dog skal man ikke forvente en psykedelisk rejse – ej heller at politiet pludselig sparker døren ind, for der er ikke noget hallucinerende i denne øl. Som i andre hamp-øl er den fuldkommen uskadelig. Men det giver vel noget til smagen.

Det er en orangegylden øl på 8,0% . Der er et kraftigt slør, og man kan kun ane de mange bobler. Skumdannelsen er svag. Der er en krydret duft med appelsin og fersken. Jeg synes ikke, man fornemmer hamp. Heller ikke i smagen, der virker mere traditionel end jeg havde ventet. Den er frisk og lidt skarp med krydderi, der sikkert er koriander og hamp.

Karakter 3+

Øllet vandt guld i 1999 ved ”Coupe des Nations” i Quebec.

søndag den 13. februar 2011

Tid til en øl - De Struise Sint Amatus 12


13. Februar 2011

Der har været gang i den i dag. Først ude med aviser, så synge til højmessen i kirken, og derefter til første gennemlæsning at Robin Hood i årets Skansespil. Det er en udgave af brødrene Price, og de har en humor, der til tider er lidt lummer, og måske lidt for meget for mindre børn. Jeg skal være både en af Robins mænd og en af Sheriffens mænd, så der skal skiftes tøj en del gange. Så kan jeg til gengæld være med i næsten samtlige kor. Jeg skal jo nok også male kulisser igen i år – det glæder jeg mig til.

Efter aftensmaden tog vi i biografen og så den nye Disneyfilm – ”2 på flugt”, der er en gendigtning af det gamle Rapunzel-eventyr ( som jeg vist egentlig ikke kender ordentligt ). Det er en fantastisk film med masser af smukke scenarier, gode sange, action og humor, og man får også lejlighed til at knibe en lille tåre, hvis man har de lyster. Vi så den ikke i 3D, for den gik ikke om aftenen, men det kan være en anden gang.

Her til aften åbnede jeg en flaske Vintage- ale fra De Struise i Belgien. Det var deres ”Sint Amatus 12”.

Bryggeriet blev i 2010 kåret til årets bryggeri i Belgien.

Sankt Amatus var en benedictinermunk, der blev abbed i et kloster i Valais, Schweiz. Han forsvarede en mand, der blev udnyttet af den merovianske kong Thierry III, og han blev i unåde sendt til Østflandern. Her døde han 13. september 690, og det er kun her, han opfattes som en helgen.

De Struise ligger i Deca, Østflandern, og åbnede i 2006. På etiketten  ( af Carlo Grootaert ) ses de 3 bryggere ( den ene er Carlo ), portrætteret i et middelalderligt ikonmotiv. Efter sigende ville man ikke eksportere denne øl, så hvordan den er nået til Ølkonsortiet i Aalborg er en gåde.

Det er en Quadruple – altså en stærk, mørk belgisk ale på 10,5%. Den er mørk, ufiltreret med et svagt, gråligt skum. Duften er dejlig – vinøs med duft af mørk frugt. God fylde i munden. Smagen er også præget af mørke frugter – og tobak? ( problemet er, at jeg ikke helt ved hvordan tobak smager, men der er en noget anderledes, lidt sur note ). Når man læser på etiketten, ser man, at der er tilsat irsk mos, og det kan jo meget vel være det, man kan smage. God lang eftersmag.

Karakter 5

Efter sådan en lang dag, må jeg indrømme, at jeg bliver en smule svirrende ovenpå 10,5%

torsdag den 10. februar 2011

Tid til en øl - Three Floyds Gumballhead


10. Februar 2011

Denne øl er nr. 1111, hvilket jo er et sjovt tal.

Jeg har været ved tandlægen i dag, fordi jeg har haft ondt i den ene side, når jeg havde spist. Han sleb lidt af en fyldning, og resten af dagen har jeg haft ondt hele tiden, så det er ikke det der er i vejen. Heldigvis har jeg nogle stærke piller, der har taget smerterne her til aften. Jeg må prøve om jeg kan få en tid i morgen igen.

Vi kom til at svede til dans – nye trin i valsen og så sluttede vi af med jive og quickstep, så det var på sin plads med en forfriskende øl, da vi kom hjem.

Jeg havde forleden fundet en sjælden øl i Ølkonsortiet. Den er fra Three Floyds i USA, og det er første gang, jeg ser deres øl i Danmark. De har tidligere brygget i samarbejde med Mikkel Bjergsø – ”Hvedegoop” og ”Oatgoop” og der er lige kommet en ny på markedet, men den har jeg endnu ikke smagt. Men Three Floyds sælger normalt altid alt deres øl lokalt, så derfor er det en sjældenhed i Danmark.

Det er vist også Mikkel Bjergsø, der har etableret et nyt importfirma, hvor hans kontakter til Three Floyds nu kommer os andre til gode. Three Floyds ligger altid i toppen, når man nævner verdens bedste bryggerier.

Bryggeriet blev stiftet i 1996 af 2 brødre – Nick og Simon – og deres far – Mike. Alle med efternavnet Floyd. Det oprindelige bryggeri lå i et nedlagt varehus i Hammond, Indianna. I 2002 flyttede de til Munster ( også i Indianna ) og bryggeriet vokser stadig, selvom det stadig hører til de små.

Deres hvedeøl hedder ”Gumballhead” – opkaldt efter en undergrundstegneserie af Rob Syers. Hvorfor ved jeg ikke, men de synes formentlig godt om serien. Vi ser figuren på etiketten. En gul kat, der ryger og har fået et blåt øje, Der er i hvert fald ikke noget tuttenuttet om den.

 Og det er der heller ikke over øllet. Det er en lys gylden øl med kraftigt silkeblødt skum. Den er ufiltreret med fine bobler ( det lyder indtil nu lidt tuttenuttet ). Men så kommer humleprofilen ind. Der er benyttet Anarillo humle i ”bådefulde”, som de skriver, og det sætter sit præg på aromaen. Den er meget frisk med kraftige noter af lemon og sød grape. Det er rød hvede, man har brugt og øllet føles let og friskt i munden. Alkohol på 5,5%. Kraftig smag, hvor citrushumlen trænger igennem. Der er en god bitterhed i eftersmagen. Det er ikke en høj bitterhed sammenlignet med en IPA, men den er højere end normalt i en hvedeøl.

Karakter 4+

Søger man på nettet efter Gumballhead, er langt de fleste resultater på Three Floyds, så de har nærmest overhalet forlægget og er mere berømte. Sådan kan det gå.


onsdag den 9. februar 2011

Tid til en øl - St. Peter’s Mild


9. Februar 2011

Ølkonsortiet i Aalborg har tilbud på en serie engelske ales fra St. Peter’s – 4 for 100 kr. Der er 6 forskellige typer, og jeg valgte forleden 4 ud  - Mild, Best Bitter, IPA og Cream Stout. Nogle af flaskerne har en smuk oval form. Det er en tro kopi af en flaske fra 1700-taller, som blev fremstillet til Thomas Gerrard fra Gibbstown. Gerrard var kroejer ved Delawarefloden nær Pittsburgh, USA. Originalen bliver opbevaret i St. Peter’s Hall. De har til huse i en gammel middelaldergård, men bryggeriet er fra 1996.

Vandet bliver hentet 100 m under jordoverfladen i en 700 år gammel brønd, hvor det naturligt filtreres gennem en tykt kalklag.  Malten er lokal og den er gulvmaltet, hvilket jo er den gamle metode og kræver hårdt arbejde ( og en del øl )

Øltypen ”Mild” har jeg faktisk ikke før stiftet bekendtskab med, måske fordi det ofte er en fadøl, der serveres på engelske pubs. Men St. Peter’s laver altså engang imellem en flaskeudgave. Efter sigende er det en gammel øltype fra før humlen kom til England, hvilket den jo gjorde meget sent ( 1600 tallet ). Dengang var der stor modstand mod den bitre øl, men efterhånden vænnede man sig til det, og kaldte den nye humlede øl for ”Bitter”. Overfor den stod så den lettere ”Mild”. Øltypen blev især populær i slutningen at 1800-tallet, da industrialiseringen medførte fattigdom og drukkenskab blandt de engelske arbejdere. Regeringen lagde afgifter på malt og opfordrede indirekte bryggerierne til mere alkoholsvage øl. Derfor er så meget engelsk fadøl så alkoholsvagt – og en ”Mild” ligger på 3,9%.
Typen blev især populær i de midtengelske industribyer og toppede i 1930 under depressionen. Det har været svært at eksportere øllet, og derfor blev de oprindeligt solgt som brown ales. Det skal ikke forveksles med nutidens brown ales.
”Mild” er en brygget med en del karamelmalt, for at kompensere for det mindre maltindhold. Bitterheden er lav ( 20-25 IBU ), og farven kan variere en del.
St. Peter’s Mild er en meget mørk øl med cafe-latte farvet skum, der virker en smule groft. Der er en svag duft af ristet malt. Øllet føles naturligvis meget let, men jeg er overrasket over den kraftige smag. Den åbner med lidt maltet sødme, men hurtigt tager en meget ristet bitterhed over. Faktisk er jeg forbavset over, hvor bitter denne øl er, men der er altså ikke tale om humlebitterhed. En fremragende øl, der fint kan måle sig med stærkere typer.
Karakter 3+

tirsdag den 8. februar 2011

Tid til en øl - Schoune L’Hivern’ale


8. februar 2011

I går holdt jeg en ølsmagning ved en sæsonafslutning. Der var 5 øl på programmet og jeg havde valgt et amerikansk tema som udgangspunkt. Der var naturligvis afstikkere både til engelsk, tysk og belgisk øl, for amerikanerne brygger jo – ligesom danskere –alverdens øltyper, da de ikke har nogle selv.

Jeg nævnte dog en eneste amerikanske øltype – American Steambeer ” – som jeg ikke havde med, men jeg har jo lige smagt en udgave fra Nibe Bryghus, så jeg fortalte om typen, hvis nogle andre ville prøve den.

Den første øl var ”Samuel Adams Boston Lager”( 03 aug 08 ), der er en af mine egne favoritter, når talen falder på lys undergæret øl. Det er en wienerøl, og det gav jo anledning til at tale om Anton Dreher og den undergærede øl i Tyskland/Østrig. Naturligvis kunne jeg også fortælle om Samuel Adams og hans plads i den amerikanske historie. En virkelig dejlig øl.

Derefter fulgte en ”Tumbler” fra Sierra Nevada. Det er deres efterårsøl – en brown ale på 5,5%. Jeg har ikke smagt den tidligere, og den havde en let mundfylde og en god maltet smag med karamel. Det var dog svært at koncentrere sig helt om alle smagsnuancer, da jeg jo samtidig skulle fortælle om amerikansk ølhistorie – forbudstid, Budweiser, og mikrobryggerier.

Belgien havde jo også en forbudsperiode lige efter 1. Verdenskrig, hvor øl dog var undtaget forbuddet. Dette - sammenholdt med den gode skotske gær, man på denne tid stiftede bekendtskab med – er en af årsagerne til at belgisk øl ofte er så stærkt. Jeg havde valgt at præsentere en syrlig belgisk farmhouse ale fra Goose Island. Bryggeriet ligger i Chicago og har en serie på 5 belgiske øl med syrlighed. En af dem er ”Mathilda”( 22 juni 10 ), der er en Flamsk Rød. Den er altså brygget på pilsner/amber malt og den anden gæring er foretaget med Brettanomyces, der jo især er kendt fra trappistøllen ”Orval”. Det er en syrlig øl, men denne gang var jeg forberedt og vil uden tøve give den en højere karakter end sidst. Den passede særdeles godt til den indkøbte ost, og flere deltagere syntes det var aftenens bedste af den grund. Der var et velsmagende pølse/oste bord ved smagningen.

Derefter fulgte en IPA fra Hoppin’ Frog med en IBU på 68. Så det var ikke ekstremt, men alligevel karakteristisk nok til at fortælle om det amerikanske slogan – ”More is better”. Jeg kunne også fortælle om IPA’ens historie, så det var fint.

Til sidst en ”Verboden Vrucht” fra Hoegaarden. Dette er jo ikke en amerikansk øl, men Pierre Celis, der genopfandt den belgiske witbier emigrerede jo senere til USA. Desuden kunne jeg bruge denne øl til at fortælle om det amerikanske censurregler i Connecticut. Det er jo både gået ud over juleøl fra Ridgeway og mange amerikanske mikrobryg med dæmoner og djævle på etiketten – og naturligvis også ”Verboden Vrucht”, der jo viser tidspunktet, hvor Eva frister Adam. Ikke med et æble, men med et krus skummende øl – og det er jo alt andet lige nok mere fristende. Det er et billede af Peter Paul Rubens, men de er jo nøgne – så uha uha. Connecticut er en lille stat og man kan købe øllet i nabostaterne, så ”Verboden Vrucht” er den bedst sælgende belgiske øl i det nordøstlige USA.

Efter smagningen nåede ikke bussen hjem og gik ind på The Wharf, der lå i nærheden og fik en ”Port Stout” fra O’Hanlon’s. Det er en mørk, sort sag med en dejlig duft af ristet kaffe og chokolade. Den føles let og behagelig i munden, og de ristede noter træder også frem i smagen. Der er brugt Styrian Goldings og der er en god bitterhed i eftersmagen.

Her til aften åbnede jeg endnu en øl fra canadiske Schoune – købt i Tivoli før jul. Det var deres vinterøl – ”L’hivern’Ale”.  Det er en krydret red ale på 7,0% Denne gang var der oplyst en internetadresse, men den er på fransk. Den automatiske oversættelse  gav op, men så vidt jeg kan forstå, ligger bryggeriet 45 min kørsel sydvest for Montreal. Familien stammer fra Belgien, men etablerede sig i Canada i 1980. Dog begyndte de først at brygge i 1992 ( ? ). Bryggeriet lukkede i 2000 og genåbnede i Saint-Polycarpe i starten af 2002. Der står en del mere, men intet om vinterøllet. Jeg har ikke haft fransk, så jeg vil undlade at skrive flere gætterier ned her.

”L’hivern’ale” er en rødlig ufiltreret øl med dovne bobler. Offwhite cremet skum, der minder om flødeskum eller måske nysne. Den har en behagelig krydret duft. Den føles blød og behagelig i munden, og har en god fylde. Sødmen i smagen afløses af krydderi – lidt brunkageagtigt, måske kardemomme, nellike eller ? Der er en svag bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4


lørdag den 5. februar 2011

Tid til en øl - Kragelund Triple Salto


5. februar 2011

Familien kom sikkert hjem fra Göteborg – uden søsyge – selvom det blæste en del. De havde haft en god tur med besøg på musicalafdelingen på konservatoriet og en fantastisk koncert i symfonien. Men de var trætte og her til aften har vi bare fladet ud foran tv’et med en Barnaby-film på DVD.

Aftensmaden var kalvecuvette med flødekartofler og dertil en triple fra Bryghus Kragelund ved Silkeborg.

Jeg skrev lidt om bryggeriet d. 20. januar. Det er et lille bryghus på kun 80 m2.  De har selv fremstillet brygværket, der er på 10 hl og fritfalds sikar. 4 gærtanke, så de kan have 4 forskellige øl i gang på samme tid.

”Triple Salto” er en vinterøl, der bliver fremstillet i december. Den er fremstillet efter belgisk klostertradition, og er brygget på pilsner malt med ekstra sukker og med brug af belgisk trappistgær. Den holder en alkoholprocent på 9,0%. Den lægger sig meget tæt op af forlægget fra Westmalle, hvilket jo ikke er så dårligt.

Det er en flot gylden øl med hviodt skum. Den er ufiltreret, så der er en del bundfald. Den er på 50cl, hvilket jo er en uskik, da mit Westmalleglas kun rummer 33 cl. Halvliters flasker er til engelske og tyske øl, ikke belgiske. Men det er jo en mindre væsentlig detalje. Både smag og duft minder om en typisk triple med lidt krydderinoter og en anelse orange. Der er ikke tilsat appelsin eller krydderi til øllet. Alle indtryk stammer fra gæren. I slutningen fornemmer man en pæn humlebitterhed, der dog ikke er så kraftig som Westmalles. ( der er på omkring 40 IBU ).

Karakter 4+

Triple Salto betyder i 3 spring og det er jo egentlig hvad ”triple” handler om. Den gærer 2 gange og lige inden kapslen sættes på, tilsættes lidt ekstra sukker og gær til en tredje flaskegæring. En tretrins raket. Begrebet Triple Salto er mest kendt fra udspring og trampolinspring, hvor man laver 3 saltomortaler i luften inden landingen.

 


fredag den 4. februar 2011

Tid til en øl - Schoune 1608


4. Februar 2011

I morges – meget tidligt – tog familien på tur til Göteborg med talentklassen. Min kone underviser eleverne i hørelære og min datter synger, så de skulle på koncerttur. Jeg skulle køre dem til færgen i Frederikshavn, så vi stod op 05.30. De var noget nervøse for sejlturen på grund af blæsten, og min kone havde købt søsygepiller til alle. De er kommet godt derover, men om de har været søsyge, ved jeg ikke.

På mandag skal jeg fortælle om øl til et møde, og jeg har i dag været rundt for at hente de 5 øl vi skal smage. Arrangørerne var med for at betale gildet. Det skal nok blive godt.

Lige inden jul var vi i København på teatertur, og der var vi en tur i Tivoli, hvor de havde julemarked. Det var meget koldt, så vi besøgte samtlige boder – og minsandten om ikke der var øl i den ene. Canadisk mikrobryg fra Schoune.

Schoune er et lille farmbryggeri i Quebec. De har så vidt jeg kan se ingen hjemmeside, så det er lidt svært at få oplysninger om bryggeriet. Familien har vist forbindelser til Belgien, men aftenens øl – ”1608” - er en irsk amber ale. ”Biere Ambree 100% naturelle” må vel betyde at det er en økologisk øl. Derudover kan vi læse at procenten er 5,0% og det er stort set alt. Man kan også læse ”1608 – Champlain a Quebec” med den franske lilje i 0’et. Quebec er jo fransktalende og søger man på Champlain, får man historien om Quebecs oprindelse.

D. 3. juli 1608 grundlagde Samuel de Champlain Quebec. Hvordan man kan det på en dag, ved jeg ikke, men han har måske plantet et flag i jorden. Han kom til Nordamerika i 1603 og var den første europæer, der udforskede de store søer mellem USA og Canada. Hans hovedskib var ”Don de Dieu” ( som er navnet på en fantastisk god øl fra Unibroue, der også ligger i området ). Den første bebyggelse bestod at 3 små træhuse. Jeg kan forstille mig, at denne øl er brygget i 2008 – på 400 års dagen.

Det er en flot amber ale med en anelse slør. Skummet er kraftigt og hvidt, men daler ret hurtigt. Der er en dejlig duft af karamel, der modsvares af lidt frugtagtige noter, men disse indtryk kommer desværre ikke frem i smagen. Den er let drikkelig med en anelse brusen. Smagen virker også let. Den gør ikke rigtig noget væsen af sig og forsvinder hurtigt, og efterlader en lidt skuffende fornemmelse. Meget sent kommer der en anelse bitterhed i eftersmagen. Det er nok en øl, der vil gøre sig fint på en pub. Måske adskiller den sig ikke særlig meget fra så mange engelske ales, men jeg havde måske forventet mig lidt mere.

Karakter 3


torsdag den 3. februar 2011

Tid til en øl - Nibe Nordkraft


3. februar 2011

Forleden var der koncert i Nordkraft med talentklassen fra Aalborg Kulturskole. Min datter skulle synge 2 sange til koncerten, men inden vi skulle starte , ville vi lige have lidt at spise. Det blev på en af cafeerne i Nordkraft – Utopia. Det var min brors fødselsdag, så han og konen – og min mor – kom også og deltog i måltidet inden koncerten.

Det er et pænt udvalg med traditionelle cafe-retter. Sandwich, salater, nachos og suppe, og vi prøvede lidt af hvert. Det smagte godt, men cafeen er åbenbart ikke vant til så mange gæster, for der var kun den ene tjener til at tage mod bestillinger og komme rundt med mad og drikke. Senere blev der åbenbart tilkaldt ekstra forstærkning.

For en ølentusiast var det rart at se, at man havde nogle øl fra et lokalt bryghus på menuen. Der var et pænt udvalg af øl fra Nibe Bryghus. Bla den nye øl, der er brygget specielt til Nordkraft.

Det er ikke mange oplysninger man henter, hverken på hjemmesiden eller på etiketten, men det oplyses dog at der er tale om en ”Steam Beer”, hvilket passer godt til stedet.

Dette er den eneste øltype, der ikke stammer fra Europa ( i hvert fald hvis vi regner sake og visse afrikanske grænsetilfælde fra ). Da de centraleuropæiske bryggere nåede frem til Californien, opdagede de, at der var alt for varmt til at deres undergær kunne virke som sædvanligt. Man prøvede at klare det ved, at gære om natten i store, fladbundede gærkar, så luften kunne køle brygget. Man siger, at der stod en sky at damp op fra disse gærkar – heraf navnet. Andre hævder, at navnet skyldes den hvæsen og syden der kom, når man satte spunsen i tønden, så det står ikke helt klart.

Men øltypen var næsten forsvundet  efter forbudstiden. Da Anchor i Californien ville lukke bryggeriet, blev det opkøbt af Fritz Maytag, der ikke ville have af hans yndlingsøl skulle forgå. ( Hans far var mangemillionær, så det var ikke noget problem ). I løbet af et par år, fik han vendt økonomien og sendte udover ”Steambeer” en Pale Ale og en BarleyWine på markedet. Og her snakker vi 1975 – flere år før mikrobryggeritanken dukkede op.

Der er ikke mange efterligninger af denne øltype, men Fur Bryghus har produceret en glimrende udgave og nu har Nibe Bryghus altså også forsøgt sig.

Det er altså en undergæret øl, hvor gæren er tilsat ved alt for høj temperatur. Der er brugt pilsnermalt og lidt karamelmalt ( for farvens skyld ). Den har en smuk rød/orange farve. Skummet er svagt og man kan gennem det lette slør se små livlige bobler. Der er en fin duft af malt med lidt karamel og en overraskende frisk duft af bær – mit første indtryk var jordbær. Let og behagelig i munden med lidt brus. Det syder lidt, når man har drukket en tår. I smagen træder frugt/bær også frem, hvilket giver en frisk fremtoning. Der er en svag, men dog tydelig bitterhed i eftersmagen. Alkoholprocenten er på 5,0%

Karakter 4