Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 13. februar 2011

Tid til en øl - De Struise Sint Amatus 12


13. Februar 2011

Der har været gang i den i dag. Først ude med aviser, så synge til højmessen i kirken, og derefter til første gennemlæsning at Robin Hood i årets Skansespil. Det er en udgave af brødrene Price, og de har en humor, der til tider er lidt lummer, og måske lidt for meget for mindre børn. Jeg skal være både en af Robins mænd og en af Sheriffens mænd, så der skal skiftes tøj en del gange. Så kan jeg til gengæld være med i næsten samtlige kor. Jeg skal jo nok også male kulisser igen i år – det glæder jeg mig til.

Efter aftensmaden tog vi i biografen og så den nye Disneyfilm – ”2 på flugt”, der er en gendigtning af det gamle Rapunzel-eventyr ( som jeg vist egentlig ikke kender ordentligt ). Det er en fantastisk film med masser af smukke scenarier, gode sange, action og humor, og man får også lejlighed til at knibe en lille tåre, hvis man har de lyster. Vi så den ikke i 3D, for den gik ikke om aftenen, men det kan være en anden gang.

Her til aften åbnede jeg en flaske Vintage- ale fra De Struise i Belgien. Det var deres ”Sint Amatus 12”.

Bryggeriet blev i 2010 kåret til årets bryggeri i Belgien.

Sankt Amatus var en benedictinermunk, der blev abbed i et kloster i Valais, Schweiz. Han forsvarede en mand, der blev udnyttet af den merovianske kong Thierry III, og han blev i unåde sendt til Østflandern. Her døde han 13. september 690, og det er kun her, han opfattes som en helgen.

De Struise ligger i Deca, Østflandern, og åbnede i 2006. På etiketten  ( af Carlo Grootaert ) ses de 3 bryggere ( den ene er Carlo ), portrætteret i et middelalderligt ikonmotiv. Efter sigende ville man ikke eksportere denne øl, så hvordan den er nået til Ølkonsortiet i Aalborg er en gåde.

Det er en Quadruple – altså en stærk, mørk belgisk ale på 10,5%. Den er mørk, ufiltreret med et svagt, gråligt skum. Duften er dejlig – vinøs med duft af mørk frugt. God fylde i munden. Smagen er også præget af mørke frugter – og tobak? ( problemet er, at jeg ikke helt ved hvordan tobak smager, men der er en noget anderledes, lidt sur note ). Når man læser på etiketten, ser man, at der er tilsat irsk mos, og det kan jo meget vel være det, man kan smage. God lang eftersmag.

Karakter 5

Efter sådan en lang dag, må jeg indrømme, at jeg bliver en smule svirrende ovenpå 10,5%

Ingen kommentarer:

Send en kommentar