Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 24. december 2014

Tid til en øl - De Struise Tsjeeses Reserva ( portvin )



24. december 2014

Anden har været på grillen og julegudstjenesterne er overstået, så nu skal vi snart sætte os til bordet – med både and og flæskesteg. Der vil være rødvin, Asti og naturligvis et par juleøl. Det bliver ”St. Feuillien” og ”Bad Elf” fra Ridgeway, for min svigersøn er mest til det lyse øl.

Det har som sædvanligt været en god ølmåned. Jeg undres hvert år over, at det er muligt at finde 30 juleøl, jeg ikke tidligere ar smagt, og så er der endnu flere, som jeg ikke har fået smagt denne jul heller. Man skal jo også nyde nogle af de gamle kendinge.

Vi holdt en juleølsmagning for en måneds tid siden, hvor min favorit var Mikkellers ”Santa’s Little Helper” på hvidvinfad, men der var andre, der hældte mere til ”Tsjeeses Reserva” på portvinsfad. Det er naturligvis den fantastiske øl fra De Struise, der er tale om.

Den står flot i glasset som klart rav ( den er ufiltreret men jeg fik åbenbart ikke bundfald med ). Duften er som altid kompleks med gode krydrede noter blandet med alkohol. Den virker nærmest perlende i munden. Smagen er rund og blød. Portvinfadet afgiver ikke så meget syrlighed som rå egetræ eller stærkere spiritustyper gør. Man kan godt fornemme portvinen som en lille sødlig finesse. Virkelig en god juleøl at afslutte en aften med-

Karakter 5

Glædelig jul til alle


tirsdag den 23. december 2014

Tid til en øl - Ridgeway Reindeer Droppings


23. December 2014

”Reindeer Droppings” lyder måske ikke som det bedste, der kan falde fra himlen, men gransker man Ridgeways øletiket nærmere, er der ikke så galt endda. Det er små faldskærme med en juleøl, der daler ned fra rensdyrene, og det kan man godt acceptere.

”Reindeer”- serien er lavet til det amerikanske marked – med en tydeligere humleprofil, men det er stadig engelsk øl. Man skal ikke forvente det amerikanske niveau for humlebitterhed.

Det er en amber ale på 6,0%, hvilket umiddelbart lyder som ”Reindeer’s Revolt”, men jeg synes denne er bedre balanceret. Den maltede indledning med rosiner og tørret frugt matcher den engelske humle fint. Der er antydning af grape og fyr i både aroma og smag, så måske er der også benyttet amerikansk humle her.

Karakter 4


mandag den 22. december 2014

Tid til en øl - Mikkeller Santas Little Helper Cognac


Mikkeller Santas Little Helper Cognac

 

 Billede kommer når min telefon er ladet op.

 22. December 2014

 Netop hjemvendt fra den traditionelle "juleøl-færdig med julegaveindkøbs – tur" sammen med min gode ven Jacob. Vi havde håbet, at en tredje deltager var kommet til, men han var desværre arbejdsramt.

Og det var med den traditionsrige kaotiske afslutning, hvor jeg opdagede at aftenens sidste bus holdt udenfor John Bull Pub – og jeg for af sted med overtøj i den ene hånd og – forhåbentlig – alle juleindkøb i den anden. ( denne gang nåede jeg at drikke den sidste øl færdig ) .

Jeg startede omkring klokken to med juleindkøbene, og var  færdig omkring klokken tre, så jeg satte mig med en cappucino i Salling og slappede af, inden jeg  gik ud for at finde noget ekstra til min kone.

Vi havde aftalt at mødes til ølhygge på John Bull klokken fem, og Jacob havde allerede fundet et bord, så alt var klart. Vi begyndte med en ”Very Bad Elf”fra Ridgeway. Godt nok tog bartenderen fejl og gav os en ”Insanely Bad Elf” på 11.2%, men vi syntes det var lige vel kraftigt at starte dagen på ( vi havde også lige smagt den ved vores juleølsmagning ), så vi fik  - uden problemer – den byttet til ”Very Bad Elf”. ( så har de nok hygget sig i køkkenet med de andre øl ).

Derefter tog vi hul på en Gordons ”Christmas Ale” der havde en fuldstændig anderledes tilgang til begrebet” juleøl”. Den var mindre humlet og væsentlig mere ”belgisk” i  tilgangen til juleøl. Her fik vi først fejlagtigt et enkelt  glas af St. Peter’s ”Christmas ale”  - der så løb tør ( så fik de et ekstra glas i køkkenet. ). Det var jo såmænd også en udmærket øl.

”Uden mad og drikke” – osv, så vi gik på Cafe Luna, hvor de har en god juleølmenu. Der er 24 juleøl på kortet, men en del af dem er på dette tidspunkt udsolgt. Heldigvis ikke den øl, vi havde sat næsen op efter – Ørbæks ”Christmas Ale” med kanel og chili. Det er en fantastisk juleøl, som vi havde med for et par år siden til vores juleølsmagning – og her fik den en klar førsteplads.

Chilien er meget fint balanceret, så ( selv jeg ) ikke synes, det bliver for meget. En førsteklasses øl, der helt levede op til vores forventninger.

Derefter gik vi på Basement Beer Bar, hvor vi ville tilbringe resten af aftenen. Nikolaj tog venligt imod, men det var kun i weekenden, han havde åbent til kl. 24. Vi havde lige et kvarter til lukketid.

Det er jo et spændende og varieret ølkort på baren, men vi valgte så en stærk øl på 11.2% fra Mikkeller – ” Santa’s Little Helper ( Cognac Barrels ). Til vores juleølsmagning i år smagte vi udgaven på ”White Wine-fade, og det viste sig at denne udgave opfyldte vores forventninger til fulde.

Det er en mørk øl, hvo de kraftige noter at ristet malt, kaffe og mørke frugter blander sig med fantastiske nuancer af cognac. I begyndelsen fornemmer man den stærke smag af god alkohol, men den blander sig med den fortrinlige øl og giver en helstøbt og velsmagende juleøl, hvor alkohol, mørk frugt og sød cognac går op i en højere enhed

Karakter 5

På dette tidspunkt var det ved at være lukketid, men en af de andre gæster spurgte om en ”Basement Lager” og fik serveret en pint, så vi tænkte, at vi måske kunne nå at smage en øl mere.

Og Nikolaj så stort på både åbningstid og sengetid, og serverede en anden juleøl fra Mikkeller – ”Til og Fra ( BA Bourbon )". Det er en glimrende øl, selvom den ikke når på højde med ”Santa”. Det er en øl på 8.0% og den virker lettere i karakter, og de let syrlige noter fra fadet er tydeligere. Men den vinder med gentagen indtagelse. Det havde dog været bedre med en omvendt rækkefølge.

Glædelig Jul til Nikolaj og Basement Beer Bar,

Derefter var problemet, hvor vi kunne finde en øl, der kunne tage kampen op, og vi bestemte os for  Heidis /( La Trappe Quadrupel ) eller John Bull ( Rochefort ). Det endte med en ”Rochefort 8” på John Bull ( bussen holder lige udenfor ) og selv om det er en fantastisk øl, kunne den ikke helt matche ”Santa’s Liitle Cognac ”

Endnu en gang en dejlig og hyggelig juleølsaften – med den sædvanlige kaotiske afslutning

 

søndag den 21. december 2014

Tid til en øl - Helsingborgs Vinter / Amber Ale


21. December 2014
 
I dag har vi haft fætter/ kusinetræf i vores børn generation. Det var en hyggelig eftermiddag med gløgg og æbleskiver og masser af kage. Så vi fik lidt sen aftensmad, der bare bestod af en rejemad – men det var nu også godt.

Min datter og kæresten er hjemme fra Helsingør og han havde fundet et par fine øl fra Helsingborgs Bryggeri, som han forærede mig. Dem skulle vi smage.

Jeg måtte lige prøve at finde ud af hvad ”Helsing” egentlig kommer fra. Jeg kender ”Van Helsing” fra Dracula, og det kan også referere til området Hälsingland, men det ligger nord for Stockholm.

Man mener ordet ”helsing” stammer fra ”hals” og hentyder til den smalle passage på stedet mellem Danmark og Sverige. Helsingborg omtales første gang i 1070 og var en af Danmarks mest betydningsfulde byer indtil Kronborg blev bygget. Indtil da havde fæstningen i Helsingborg kontrolleret indsejlingen til Øresund.

Men nu drejer det sig jo om Helsingborgs Bryggeri, der blev stiftet i 1850 og bryggede indtil 1967, hvor det blev opkøbt af Pripps. Det lukkede i 1975.

I 2010 blev det genåbnet af to ølentusiaster – Rasmus Varfeldt og Hans Nelson – og de sendte ”Helsingborg Lager” på markedet i sommeren 2011

”Helsingborgs Vinter” er deres juleøl på 4,5% . Det er en flot maghonifarvet øl med svagt skum og den dejlig juleduft. Det er netop figner og mandler, der møder en – ganske som de beskriver, men disse ingredienser er ikke omtalt på ingredienslisten. Den er overraskende let i munden. Smagen er en smule maltet, men også her lægger man mærke til julenoterne. Fin lille sag.

Karakter 4

 
Den anden øl var deres ”Amber Ale”. Den er også på 4,5% og fremstår som uklar, gylden med hvidt skum. Her har vi en ganske anderledes aroma af eksotisk humle ( der er brugt tre slags og der er formentlig Citra eller Nelson Sauvin i ). Denne øl har også en dejlig forfriskende karakter, og der afsluttes med en god, frisk bitterhed. Den eksotiske humle hænger også ved i eftersmagen.
 
Karakter 4

lørdag den 20. december 2014

Tid til en øl - Jyske Down The Chimney


20. December 2014

Så har vi netop set sidste del af Hobbitten. En kæmpe afslutning med Fenhæreslaget. Storslået og flot med mange gode tilvalg til den oprindelige historie.

Inden da havde vi pyntet juletræ og set musicalen Atlantis på DVD – og fået aftensmad med juleøl til.

”Down The Chimney” fra Jyske Bryghuse er den tredje øl de har haft på hylderne denne jul. Det er en ”Christmas Abbey Ale” i belgisk stil, men kun på 5,8%. Denne gang er det lykkedes noget bedre at ramme stilen, måske fordi humlen ikke spiller så stor en rolle som i deres ”Aros”.

Det er en mørk nøddebrun ale med næsten intet skum. Der er duft af blomme og frugter. Den er let drikkelig. Smagen er maltet med blomme og rosin og et strejf af krydderi. Klart Jyske Bryghuses bedste bud i år.

Karakter 4


fredag den 19. december 2014

Tid til en øl - Ridgeway Reindeer’s Revolt


19. December 2014

Julen sig nærmer – datter med kæreste er kommet hjem fra Sjælland. De tog bussen, så de var heldige at undgå bombetruslen på Odense Banegård. Sidste dag på arbejdet i 2014 ( i hvert fald det arbejde, der ikke involverer kirken ). Så det var tid at slappe af med en øl til maden. De unge mennesker gik på restaurant, så jeg måtte drikke min øl alene, men det går jo også.

Ridgeway er et engelsk bryggeri, der laver forfærdeligt mange juleøl. Jeg har omtalt mange på bloggen, bla. alle fem i serien ”Bad Elf”. En anden serie ( jeg kender kun to øl ) er ”Reindeer”.

”Reindeer’s Revolt” viser et rensdyr i forklædning, der sidder ved baren med en øl. Teksten lyder ( frit oversat ): ”Bartender, hvis nogen spørger, så er jeg her ikke. Det er det samme mareridt hver år, trækkende det overdimensionerede, rødklædte korpus rundt i hele riget. I kalder ham Saint? Slavepisker er mere rigtigt. Det er fint nok at blive husket i historien, men hvad med her og nu? Min terapeut siger, jeg skal begynde at gøre ting FOR MIG til en afveksling. Det er på tide, jeg får en Merry Christmas, synes I ikke?”

Det er en øl, der er ”brygget i England til det amerikanske marked, men kan også fås hemmeligt
lande rundt i Europa, hvor livet – og godt øl – ikke altid er alt for seriøst”.

Det er en lys brun øl med orange skær. Der er et pænt, hvidt lag skum på toppen. Alkoholprocenten er 6,0%. Man mødes af en duft af karamelmalt, kløver og græsmark. Det mærkes, at den er til det amerikanske marked, for en markant humlebitterhed overtager hurtigt efter en let maltet indledning.

Karakter 3+


torsdag den 18. december 2014

Tid til en øl - Bies Julebryg / Oue Ivan’s Julebryg


18. December 2014

Forleden var der julefrokost i madklubben med masser af god mad og kølige øl. Lidt snaps kom der også indenbords. En af øllene var fra Bies Bryghus i Hobro. Den havde det enkle navn ”Julebryg” – med klokker og kristtjørn på etiketten. En undergæret julebock på 7,3%.

Det er en mørkere gylden øl med pænt hvidt skum. Duft af karamel og malt og lidt tørret frugt. Behagelig at drikke. God smag, hvor balancen mellem de maltede noter og humlebitterheden er fin. Den tørrede frugt kan stadig fornemmes, og giver en god, fyldig krop.

Karakter 4

Vi prøvede også en komparativ smagning mellem en ny og en 2 år gammel ”Golden Naked Christmas Ale” fra Jacobsen, men vi blev noget overraskede og lidt skuffede over, at der ikke var så stor udvikling.

 
En af værtens kolleger brygger øl i Oue Bryggerlaug, og han havde sendt ”Ivan’s Julebryg” med som vi kunne smage. Etikketten prydes af en bægersvingende viking – sikkert fra Fyrkat.
Det er en juleøl med masser af julekrydderi. Jeg nævner i flæng – stjerneanis, nellike og kanel – vanilje, appelsin og honning. Man kunne frygte at det blev for varieret – at indtrykkene ville bliver forvirrede, men det er lykkedes Ivan at samle det hele til en dejlig øl, der emmer af jul. Den er i den sødere ende – bitterheden tager ikke ligefrem over, men det er der jo ikke noget galt i, når det er jul.
 
Karakter 4
 
Der bringes en advarsel på etiketten: ”Indtagelse af alkohol kan skabe forvridninger i tids-og rum forløbet, hvorved små ( og nogle gange store ) huller i tiden ser ud til at være forsvundet”
.

onsdag den 17. december 2014

Tid til en øl - Ridgeway Insanely Bad Elf


17. december 2014

Efter vores julekoncert i kirken ( det gik vældig godt ) hyggede vi os med gløgg og æbleskiver. Det er dejligt, men alligevel ikke det samme som en god øl. Jeg skulle køre datter og svigersøn til byen, så det blev ikke til så meget øl i dag. Men jeg tænkte på en af de gode øl, vi fik, da vi holdt julesmagning i november – ”Insanely Bad Elf” fra Ridgeway.

Jeg har en ukendt årsag ikke fået taget et billede, så I må nøjes med en lille opstilling af de sidste fem øl. Ridgeway har lavet en hel serie på fem øl om ”Bad Elf” – startende ved 6,0% og sluttende med denne øl på 11,2%. Undertitlen er ”Imperial Red Ale”, hvilket lidt antyder humle. Jeg har tidligere skrevet om de andre, men dengang var ”Insanely Bad Elf” ikke tilgængelig. Nu har de hele serien hos Vinspecialisten i Aalborg.

”Insanely Bad Elf” er en klar, lys øl. Lettere sødlig duft med tydelig alkohol. Ikke nødvendigvis sprittet, men man er ikke i tvivl om at det er en stærk øl. Den har en sødlig indledning med frugtige noter. Man kan også godt fornemme alkoholen, der måske er lidt for voldsom. Afslutningen er bitter, men ikke i en grad, der burde associere til ”Imperial” ( Nu er det jo engelsk og det er altid lidt mere afdæmpet ).

Jeg synes godt om juleøllene fra Ridgeway. Jeg synes ”Seriously Bad Elf” hører til de allebedste engelske juleøl, sammen med ”Winter Warmer” fra Samuel Smith. Men denne sidste og stærkeste ”bad elf” er ikke så vel balanceret som de andre. Alkoholen er for gennemtrængende til helt at komme til tops.

Karakter 4


tirsdag den 16. december 2014

Tid til en øl - Raasted Juleøl 14


16. December 2014

Jeg har tidligere skrevet om ”Juleøl” fra Raasted, men problemet med bryggeriet er, at der er nærmest to udgaver at det. Det originale var grundlagt af martin Jensen i 2005, men gik konkurs i 2009. Samme år dukkede det op igen og det var ”Juleøl” fra denne periode, jeg tidligere skrev om. Det var en kraftig sag på 8,5% - i belgisk stil.

I 2011 blev bryggeriet overtaget/fussioneret med Randers Bryghus og Martin Jensen fungerede en kort overgang som salgsdirektør. Han står nu som idemand bag Ugly Duck og der må man jo sige, at succesen fortsætter.

Randers Bryghus forsætter med at producere øl under navnet Raasted – måske pga navnet, der jo har stået for kvalitet. Desværre er kvaliteten ikke på samme niveau som tidligere. Det er blevet mere jævnt standartøl.

”Juleøl” fra 2014 er en mørk Dunkel på 4,6%. Der er en kraftig skumudvikling. I næsen er der lidt malt og karamel, men den virker forkert i munden. Den er lidt for spids og spritzig – de maltede noter kommer ikke til orde og øller virker dårligt balanceret. Jeg må sige jeg foretrækker deres ”Christmas Ale”.

Karakter 2+


mandag den 15. december 2014

Tid til en øl - Gudenådalens Bad Santa


15. December 2014

Det er populært at give juleøl lidt ”mørke” navne – ”Seriously Bad Elf”, ”Santa’s Nightmare”, ”Dark Christmas” og ”Bad Santa”. Sidstnævnte er et produkt fra Gudenådalens Bryggere, der har lavet en belgisk juleøl ( jeg er vist røget ind i en stime ) på 6,5%. Julemanden ser nu også lidt sur og gnaven ud på etiketten. Han har tabt sit skæg, kanen flyver af sted uden ham og han får vist en snebold i hovedet. Så alt er vist gået skævt for ham.

Det er en overgæret øl med belgisk gær – upasteuriseret, ufiltreret og fyldt med alsken julekrydderier.

Det er en meget mørk øl med svagt skum. Duften er maltet med julekrydderier. Jeg synes at fornemme lidt stjerneanis og lidt kanel. Smag af mørk karamel, krydderi og der sluttes af med en humlet bitterhed, der er bedre balanceret end gårsdagens øl.

Karakter 3+


søndag den 14. december 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Aros Belgisk Jule Ale


14. December 2014

Jeg er desværre ved at miste stemmen og har fået lidt ondt i halsen. Så jeg fulgte min brors råd om at komme lidt te i min rom for at lindre min hals. Det virkede også meget godt, men medførte, at jeg faldt uhjælpeligt i søvn på sofaen. Jo, slige stærke drikke er ikke at spøge med. Jeg vågnede op til aftensmaden og dagens juleøl.

De Jyske Bryghus har tre juleøl på hylderne i år. Den er hedder Aros, hvilket er navnet på deres signatur-serie, der rummer adskillige øl ( Aros er det gamle navn for Århus ). Denne juleøl har undertitlen ”Belgisk Jule Ale” og er på 5,8%.

Det er en rødlig øl med lettere orange skær. Den er uklar og der er stort set intet skum. Man mødes af en svag duft af blommer og frugt og en anelse nellike ( i hvert fald, når den ikke er for kold ). Det er en letdrikkelig øl, hvor man også i smagen støder på søde frugter. Den er ikke udpræget belgisk – humlebitterheden i slutningen er efter min mening for markant. Der er jo godt nok nyere belgiske bryggere, der eksperimenterer med øget humleniveau, men det er sjældent det lykkes. Det er i hvert fald ikke min kop te.

Vi skulle lige lave konfekt til jul, så glasset fik lov at stå, mens jeg æltede og formede konfekten. Som vi siger i Nordjylland: ” Det var noget værre gratværk”.

Men det kan absolut ikke tilrådes at lade øllet stå i et stykke tid. Bitterheden tager fuldtændig over og dominerer for meget.

Karakter 3


lørdag den 13. december 2014

Tid til en øl - Raasted Christmas Ale


13. December 2014

Raasted Bryghus har i år to juleøl på markedet – en ”Juleøl” og en ”Christmas Ale”. Mit bud er naturligvis at der er tale om en undergæret og en overgæret øl. Den ene har blå etiket med hvide snekrystaller – den anden er modsat.

”Christmas Ale” er en belgisk inspireret ale på 6,5%. Der er i hvert fald benyttet belgisk gær og tilsat appelsin og koriander, men det er nu ikke noget, der gør særligt væsen af sig.

Det er en mørk rødbrun øl med beige skum. Duften er maltet og der er krydrede noter tilstede ( hvilket jo nok er appelsin og koriander ), men de er ikke så lette at skelne. Den er letdrikkelig og har en maltet, sødlig smag med lidt karamel og krydderi. Den slutter af med en del bitterhed -  mest hvis man tager bundfaldet med. Jeg må sige, at der snart er så mange juleøl på markedet, at mange af dem ligner hinanden. Det må være svært at skille sig ud fra mængden.

Karakter 3


fredag den 12. december 2014

Tid til en øl - Svaneke Julefyr


12. December 2014

Svaneke Bryghus har begået en belgisk inspireret ale med tilsætning af fyrrenåle – ”Julefyr”. Det er jo en af de tilsætningsmuligheder, man ofte gør brug af ved juletid. Der er også kommet appelsinskal og måske lidt fennikel i.

Etiketten viser et snedækket fyrretræ, hvor stammen godt kan ligne Jesus på korset. Fint lavet.

 
Det er en mørk øl på 6,5%. Duften af fyrrenåle er kraftig og tydelig. Den er lettere i kroppen end jeg havde forventet. Smag af mørk frugt og let appelsin, men hurtigt tager fyr- og grannoterne over. Det er udmærket, men nok en god ide at dele, for det bliver måske lidt meget i længden.

Karakter 3+


torsdag den 11. december 2014

Tid til en øl - Amager Winter in Bangalore


11. December 2014
”Winter In Bangalore” har en meget farvestrålende etiket - flot tegnet af Simon .Hartvig Daugaard.  En kinesisk drage snor sig om spiret ( en ølflaske ) på et kinesisk tårn, mens gyldne strømme af øl falder i kaskader ned ad bjerget. Det hele ser meget kinesisk ud, hvorfor det er lidt svært at forbinde det til Bangalore i Indien. Men skrifttypen forsøger dog at ligne sanskrit. Og etiketten er meget iøjnefaldende og inciterende, selvom den ikke signalerer Indien.

Det er Amager Bryghus, der står bag denne vinter-IPA på 6,0%, og de skriver, at : Vores Vinter IPA er en hyldest til netop sådan et sted, som året rundt kækt hygger sig med sine behagelige 25 grader – kun afbrudt af et par forrygende snebyger. Tror vi nok. Smag på navnet – Bangalore. Indiens spraglede og krydrede mystik nærmest strømmer op i næseborene – akkurat som den bedste indiske aromahumle vi har brugt i denne øl, dyrket netop i smukke Bangalores opland.

Vi har specialdesignet denne intenst delikate Vinter IPA til at passe til AL vinterens mad – lige fra æbleskiver, og stegte sild over gule ærter til den fedeste gås eller steg med brun sovs. Selv veganere og palæo-folket har vi testet den på – og hver og en brød de ud i lovsang. Det gør du også. Vi garanterer.

Det er flotte ord – vel nok mest beregnet på humlehoveder. Det er en meget lys øl. Den er klar og toppes af diffust, hvidt skum. Det er grape og fyrrenåle, man lægger mest mærke til, måske krydret af lidt eksotisk frugt som mango og papaya. Der afsluttes med en markant bitterhed. Egentlig en udmærket øl, men det er meget svært at finde ”jul” i den. Måske meget passende, hvis julen rent faktisk blev fejret i Bangalore.
 
Karakter 3+



onsdag den 10. december 2014

Tid til en øl - Gudenådalens Julebuk


10. December 2014

Gudenådalens Bryggere er personificeret ved to brødre – Christian Dilling-Hansen og Jens Dilling-Jensen ( ? ). De stammer fra Randers og deres øl er brygget ved Randers Bryghus. De ejer i forvejen Real Drink, der distribuerer forskellige drikkevarer. Her i 2014 har de sendt fire øl på markedet, samt to juleøl – bla ”Julebuk” på 6,1%. Disse to juleøl er så nye, at de ikke er omtalt på hjemmesiden eller på deres Facebook side ( den er nu heller ikke opdateret siden april ).

Det er naturligvis en bockøl. Det ligger ligesom i navnet. Øllet er upasteuriseret og ufiltreret og fremstår som en mørk og uklar øl med et let lag skum på toppen. Duft af brød og karamel. Smagen er også præget af karamelmalt og en lidt mørk humle, der ikke helt balancerer. Det giver ikke den frugtighed, de selv beskriver.

Karakter 3


tirsdag den 9. december 2014

Tid til en øl - Anchor Christmas Ale 2013


9. December 2014

Anchor fra San Francisco laver hvert år en Christmas Ale på 5,5%, men hvert år har de alligevel ændret på opskriften. De begyndte i 1974, så den øl der er på markedet herhjemme i år – ”Christmas Ale 2013”, er nummer 39 i rækken. Det er da lidt af en bedrift.

Jeg ha desværre ikke smagt alle udgaver – faktisk kun 2006 og 2008- Den sidste har jeg også skrevet om. Hvert år ændrer de også på etiketten, der viser en af Californiens mange spændende træer. I 2013 er det en ”Abies Concolor var. Lowiana”. Det er et grantræ af en art.

Dette års juleøl er kraftigere krydret end dem, jeg tidligere har smagt. Den er meget mørk – med lysebrunt, groft skum, der næsten antager et rødbrun skær. Aromaen er meget krydret – kardemomme, kløver og rosmarin ( ? ). Denne kraftige, krydrede note finder man også i smagen, hvilket næsten giver den et præg af italiensk øl, hvor de godt kan lide at eksperimentere med krydderurter. Helt klart en spændende øl, der måske i længden bliver lidt for dominerende.

Karakter 3+


mandag den 8. december 2014

Tid til en øl - Skands Esrum Kloster


8. December 2014

Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for øl, var Brøckhouse et af de bedste og mest interessante bryggerier i landet. De lavede mange spændende øl, og man kunne købe dem i vores lokale Brugs. En af de mere specielle øl var en øl, de havde brygget i samarbejde med Esrum Kloster. De havde været på rov i klosterhaven og fundet spændende krydderurter frem. Brygget med både byg, hvede og rug og tilsat citronmelisse, mjødurt, lavendel, rosmarin, enebær og anis. Det var en – i hvert fald for mig – overraskende smag, som jeg ikke havde forventet i en øl. Men også overraskende god.

Desværre måtte Brøckhouse lukke, og Esrum Kloster fandt så en anden samarbejdspartner – nemlig Skands. Om det er samme opskrift, eller de har lavet deres egen, ved jeg ikke, men man har jo nok konsulteret gamle dokumenter og opskrifter i begge tilfælde. Ingredienslisterne ligner i hvert fald hinanden i høj grad.

Da vi besøgte vores datter i Helsingør i efteråret, tog vi på hjemrejsen forbi Esrum Kloster, og fandt der den nye udgave fra Skands. Den har til gengæld ikke været tilgængelig i vores lokale Brugs, så jeg var meget interesseret i at smage den. Og købte med hjem så vennerne også kunne smage. Det viste sig, at de enten ikke have smagt udgaven fra Brøckhouse – eller også kunne de ikke huske det.

Jeg tog den med til vores juleølsmagning, for selvom det ikke er en decideret juleøl, så er det den type øl, man bryggede til højtiderne i middelalderen.

Det er en mørkebrun øl på 7,5%. Den krydrede duft træder med det samme frem – især rosmarin og anis. Den har en god fylde og virker umiddelbart sødlig inden krydderierne kommer til orde. Her er det især lavendel, enebær og anis man lægger mærke til. Det var mit indtryk , at de fleste deltagere syntes godt om den, selvom nogle af dem ikke har den store erfaring med den type øl. Umiddelbart kan jeg ikke sige, om der er forskel på de to øl. De minder i hvert fald meget om hinanden, og jeg vil ikke have noget imod, hvis Skands satte nogle flasker på hylderne nede i Brugsen.

Karakter 4+

Rigtig god til vintermad, især enebærgryde.


søndag den 7. december 2014

Tid til en øl - Lervik Kringly Kris


7. December 2014

I USA kalder man sommetider Julemanden for ”Kris Kringle”. Det er en misforståelse af dem gamle tyske betegnelse ”Christkindl”, der i sin tid blev introduceret af Martin Luther. Det er nok denne betegnelse, der oversat til norsk bliver til ”Kringly Kris” – selvom jeg ikke ved om der ellers ligger en betydning i ”kringly”. På etiketten ser vi Julemanden, der har krummet sig godt og grundigt sammen, mens han tager sig en god lur.

Lervik Aktiebryggeri stammer fra Stavanger, og ”Kringly Kris” er en ”Norwegian Juleporter” på 4,7%. Den lave alkoholprocent skyldes de norske alkoholregler. Øl over 4,7% må ikke sælges i dagligvareforretninger, men kun i Vinmonopolet.

Det er en sort øl med lysebrunt, kraftigt skum. En anelse krydret duft, men det er mest humlenoterne, der dominerer aromaen. Med den lave alkoholprocent virker den noget let i munden – måske mere i retning af en schwarzbier eller en black ale. Den har smag af ristet kaffe og julekrydderier – mest kanel. Der sluttes af med en pæn frugtig humlebitterhed.

En udmærket øl, der kan gå fint til silden eller en god spegepølse på julefrokostbordet.

Karakter 3+

 

 


lørdag den 6. december 2014

Tid til en øl - Det Lille Bryggeri Hoppy X-mas



6. December 2014

Det er efterhånden et særsyn, hvis et bryggeri kun udsender en juleøl til jul. Langt de fleste har flere på programmet, for juletiden er den tid på året, hvor danskerne drikker flest øl. Thisted Bryghus og Mikkeller har mange forskellige juleøl, og det har Det Lille Bryggeri også. ”Julebryg” ( i flere udgaver ) og ”Juleporter” – og så har de ”Hoppy X-mas”. Det er som navnet siger en mere humlet juleøl. Den er på 6,6% og er brygget med flere karamelmalte, samt abrikossirup for at give lidt sødlig julehygge.

Det er en klar gylden ø, hvor man godt kan fornemme abrikos i aromaen – i hvert fald når man er blevet gjort opmærksom på det. Den føles prikkende og levende og lægger ud med en lettere sødlig tone, der sikkert skyldes abrikosen. Det er dog ikke særlig tydeligt i smagen. Den slutter af med en middel bitterhed.

Karakter 4

fredag den 5. december 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Let It Snow

 
 
5. December 2014
I går var vi til julefrokost, med traditionel god julemad og det var muligt at smage både den hvide og den blå X-mas, samt Tuborgs Snebajer. Alt sammen vældig gemytligt.
Aftenens øl  passer ikke rigtig til vejrudsigten, for sneen holder sig heldigvis på afstand. Heldigvis – siger jeg, for jeg har endnu ikke fået vinterdæk på. Min venstre arm har været dårlig i to uger nu. Det føles som om der er sat strøm til den fra skulder til fingerspids. Og hvad mere er – min lillebror lider af samme fænomen, og det er hos ham dækkene står. Men nu prøver vi, om vi i morgen - ved fælles hjælp med to højre arme – kan få skiftet dækkene.
Alligevel har jeg knappet ”Let It Snow” fra De Jyske Bryghuse op. Der er en ”jule wiener øl” på 4,6%. Den er klar med en fin karamelfarve – lidt orange skær. Skumkronen på toppen er stor og fyldig. Let sødlig duft med antydning af skovbund. Den er frisk og prikkende i munden. Smagen indledes med det sødlige, maltede indtryk. Der er stadig lidt nåletræsskovbund over den. Men mod afslutningen tager Hallertauhumlen mere over og leverer en ganske pæn bitterhed.


Karakter 3+

torsdag den 4. december 2014

Tid til en øl - Syndikatet Frelseren


4. December 2014

De tre forudomtalte øl var også med på den anden juleølsmagning, men her var det stort set ene nye øl, der var på programmet. Vennerne har været udsat for ølsmagninger i mange år, og kender de gode klassikere fra tidligere. Vi lagde også her ud med ”Mandarinen”, og den faldt - med en enkelt undtagelse – i god jord.

Derefter skulle vi smage en juleøl fra Syndikatet. De har to juleøl på markedet – den stærke ”Synderen” og ”Frelseren” som vi skulle smage.

Syndikatet stammer fra 2011, og er grundlagt af Jonas Jacobsen, der i 2010 vandt Skandinavisk Mesterskab i Håndbryg. Det har ikke deres eget bryggeri, men lejer sig ind hos andre – altså et kontraktbryggeri. 

”Frelseren” er en ”velsignet juleøl” af belgisk inspiration. Den er på 6,0% og brygget på belgisk malt og gær. Det er en rødlig, sløret øl ( jeg glemte billede ) med duft af frugt og krydderi. Smager er også en smule krydret med rosin og en snert af lakrids. Humlen gør ikke noget nævneværdigt af sig, men det skal den vel heller ikke. ( IBU 20 )

Karakter 3+

”Gem nissepigerne væk og lad Frelseren forsøde juletiden” ( Ah.. hvad er det for et slogan ).

 


onsdag den 3. december 2014

Tid til en øl - Willemoes Jul 2014


3. December 2014

Bryggeriet Vestfyn har siden 2006 brygget en speciel juleøl i Willemoes-serien. Altid en kraftig øltype – oftest en Barleywine, men også Porter og IPA. I år er der tale om en Rugøl på 8,0%, brygget af bygmalt, rug- og hvedeflager – alt sammen dyrket i Danmark.

De beskriver selv duft og smag som ”karamel, bær og rosiner, citrus, mango. lakrids og peber.”

Det er en mørkebrun øl, hvor lyset har svært ved at trænge igennem. Den toppes af kraftig, groft skum. I duften er der ristet kaffe, sødlig rugbrød ( nogle kaldte det ligefrem for øllebrød ) og jeg synes faktisk også, de har ret med noten af peber. Smagen er solid – også her er der ristet malt, rosin og rugbrød. Og en bitterhed, der er med til at afstemme det hele godt.

Karakter 4

Til vores juleølsmagning stiftede vi også bekendtskab med to belgiske juleøl – ”Corsendonk” og ”Bush Nöel”. To dejlige øl.


tirsdag den 2. december 2014

Tid til en øl - Coisbo Christmas Ale


2. December 2014

Ved den første ølsmagning havde jeg taget nogle få øl med, som jeg ikke havde smagt. Den næste ukendte øl var fra Coisbo Beer – en ”Christmas Ale” på 7,0%

Coisbo Beer begyndte i 2007 - hjemme på Anders Coisbos køkkenbord, hvor han bryggede sin første juleøl. Han har taget en uddannelse fra Scandinavian School of Brewing. Om den nuværende ”Christmas Ale” er den samme som blev brygget i 2007, ved jeg ikke. Denne er brygget med krydderier. Omtalen handler også om anis og solbær, men det er ikke nævnt i ingredienslisten.

Det er en mørk øl – orange/brun – med kraftigt, groft skum. Man kan faktisk ane lidt solbær i aromaen. Den er velafstemt – på den gode måde. Man kunne måske sige, den er for fint afstemt, for den kan godt virke lidt neutral – lidt for mainstream. På den anden side er det en behagelig øl at drikke, så det er en øl, der vil tiltale mange og ikke skræmme nogen væk. Og det er jo også et godt mål for ølproduktion – at hæve standarten.

Karakter 4

mandag den 1. december 2014

Tid til en øl - – Humleland Mandarinen


1. December 2014

Så er vi kommet i december og kan åbne for de første juleøl. Jeg har dog smugstartet en smule, for jeg har afholdt to juleølsmagninger her i slutningen af november. Den første var for folkenen på Skansen, hvor vi netop har afsluttet vores julespil - ”Jul på slottet”. Her havde jeg taget otte gode øl med for at præsentere den store variation, som juleøllet byder på. Det skulle ikke være for specielt, men alligevel lidt.

 
”Mandarinen” fra Humleland var den første – og den var faktisk med på begge smagningerne. Bryggeriet ligger i Risskov ved Århus, og erhelt nyt – fra 2014. Godt nok har Lene Richter og Michael Aæhof brygget siden 2005, men først for nylig er kapaciteten blevet stor nok til at distribuere i større omfang.
Deres ”Mandarinen” er en belgisk julewit på 6,0%. Der er tilsat mandarin, hvilket nok ikke kommer somen overraskelse. Den er ufiltreret, lys gul med det grahvide skær der ofte er over witbier. Mandarinen anes i næsen, men jeg synes mere det er skarpere citrus, der kommer frem i smagen. Den sødlige mandarin har jeg svært ved at finde, men nogle af vennerne hævdede, at det kunne de godt – ”en lidt gammel mandarin, der havde ligget lidt for længe”, som det beskrev det.  Det er en mere bitter afslutning end normalt i eftersmagen ( IBU 25 ), men det virker bare forfriskende.
Karakter 3+
Jeg fortalte lidt om juleøllets historie, og bevægede mig over i den engelske juleøl med den fine ”Seriously Bad Elf” fra Ridgeway. Den sjove historie om deres juleøl er omtalt tidligere. ”Seriously Bad Elf” er med i en serie på fem øl, hvor den sidste ”Insanely Bad Elf” var med på den anden smagning. De er balndt de bedste engelske juleøl.
Jacobsens ”Golden Naked Christmas Ale” var også en stor succes, og ligeledes med Beer Here’s ”Jule IPA”, selvom det ikke just er humlenørder, der er på Skansespillet.