Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Bruin/Dubbel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bruin/Dubbel. Vis alle opslag

lørdag den 8. januar 2022

Tid til en øl - Frederikshavn XX Dubbel


8. Januar 2022 

Til aften stod menuen på klassisk vintersimremad - Osso Buco og kartoffelmos. Det er ikke en ret, hvor man disker op med en alkoholfri øl. Der skal noget kraftigere på bordet.

Inden jul modtog jeg en sending øl fra Frederikshavn Bryghus, men jeg har kun fået anmeldt deres juleøl indtil videre. I denne sending var der også en belgisk inspireret dubbel på 8,5%, og den kunne nok stå mål med maden.

'XX Dubbel' hører til i den sødlige ende af genren. På etiketten beskrives, hvordan betegnelsen med X'er viser styrken, så XX er en kraftig øl. Det er fint med lidt historie om øltypen. "Dubbel blev først brygget i 1856 af munkene fra Westmalle".

Det er en flot brunlig øl med et godt skumlag. Duften er sødlig med skiftevis brændt karamel og farin. Den har en god fylde og stod godt til Buco'en. Smagen er som nævnt i den søde ende. Blomme og rosin, og bryggeriet nævner selv kirsebær - måske, hvis man leder. Slutningen er sød med chokolade og lidt for meget farin. Det ville klæde den, hvis man skruede en anelse ned for sukkerniveauet. Og det kommer fra en, der godt kan lide søde øl. Bitterheden på 26 IBU findes nærmest kun på etiketten.

Karakter 4


 

tirsdag den 29. december 2020

Tid til en øl - Willemoes Jul 2020


 29. December 2020

Vestfyen laver hvert år en juleøl i serien Willemoes. Eller rettere – de laver flere. ’Julebryg’ og ’Juleale’ er gengangere, men en speciel bryg varierer fra år til år. Den hedder bare ’Jul’.

Gennem årene har disse bryg hvert år placeret sig pænt i afstemninger om ’Årets Øl’, hvilket har givet anledning til en del debat. Fakta er, at det altid er lykkedes at skabe nogle spændende og velbryggede øl af meget forskellig karakter.

I år er det naturligvis ’Jul 2020’, og det er vist en letteste af disse årgangsbryg.

’2020’ er en belgisk dubbel på 6,5%. Krydret med karamelsirup og gran, og humlet med Herkules og Mandarina Bavaria. Den sidste kender jeg ikke til, men det må være den der sætter sit præg på denne øl.

Den er en brunlig øl, ( ikke så rød som på mit billede ) med kraftigt hvidt skum. Det er netop mandarin og appelsin, der er den fremmeste note i aromaen. Det er vældig indbydende. God fyldig krop. Den har den lidt sødlige smag fra karamelsirup i starten. Jeg synes ikke jeg lægger så megen mærke til gran, men lige når man tror det er slut, dukker orangenoterne op igen på behageligste vis.

En øl med meget julestemning.

Karakter 4

tirsdag den 15. december 2020

Tid til en øl - Randers Rensdyrbryg


 15. December 2020

Randers Bryghus har i tidens løb lavet kraftige, spændende øl med masser af smag. Derfor kan det godt undre, at de par juleøl jeg er stødt på i år begge kun er antyninger.

’Rensdyrbryg’ er en belgisk inspireret bruin på 6,0%. Den har en fin mørk farve og en duft af sød mørk frugt – mest i retning af rosin. Behagelig og letdrikkelig. Også i smagen er der rosin og mørke bær, men der er kun tale om antydninger. Om det er for at gøre øllen så tilgængelig som mulig, og man ikke vil skræmme nogen væk, ved jeg ikke, men det ville klæde den med lidt mere udtryk. Gode intentioner.

Karakter 3+

fredag den 18. maj 2018

Tid til en øl - Elfique La Redoutable


18. Maj 2018


Nu havde man lige lært af ’dubbel’ og ’bruin’ er det samme. En mørk øl - og en ’triple’ er en lys øl. Og så lancerer bryggeriet Elfique minsandten en ’triple brune’. Det er da noget rod.

Bryggeriet Elfique ligger i den lille by Sur La Heid på toppen af en bakketop – Redoute. Bakketoppen er ofte med i cykelløbet Liege-Bastogne-Liege. 

Bryggeriet blev stiftet i 2005 af Andre Grolet, der efter en studietur på 2 år vendte tilbage til sin fædrene gård for at starte sit bryggeri.
Han er også belgiens første zythologist. Zythologi er studiet af øl, brygteknik og bryggerier fra en historisk, teknisk og smagsmæssig synsvinkel.

Først hed bryggeriet ’Au Grimoire des Legendes’, men skiftede i 2014 til sit nuværende navn Basserie Elfique.
Andre Grolet er meget interesseret i den mystiske verden med alfer og andre naturvæsener, der befolker området, og har derfor opkaldte bryggeriet efter det.

’La Redoutable’ er som nævnt en ’triple brune’ og jeg ved stadig ikke helt, hvad det dækker, men det er en mørk, rødlig øl på 8,0%. Den har et kraftigt, lettere groft skumlag, der antager en beige nuance. Fin duft af malt, brød og alkohol.  den har en rund og blød krop. Smag af sødlig malt, mørk frugt, karamel og en fin afsluttende bitterhed.

Karakter 5

Denne øl blev præsenteret i 2016 ved en ølfestival i Barcelona, og samme år vandt den guld ved festivalen i Lyon.
Købt i ’Det Bette Ølhus’ Aalbæk

mandag den 28. august 2017

Tid til en øl - Ambiorix


28. August 2017

Vi ved fra historisk velakkrediterede kilder at de gæve gallere drak meget øl. Nogle vil endda mene, at det var derfor de var gæve. Julius Cæsar omtaler 3 forskellige stammer af galler og skriver: - ” af disse tre er belgierne de tapreste”. Man må derfor rette blikket mod Belgien for at se om de drak mere øl end deres naboer.


Studier af moderne belgiere tyder på det, men gjaldt det også i oldtiden. i et gmmelt stik af en belgisk fest tyder det i hvert fald på at øllet flød i store mængder fra store tønder.


Belgiernes leder under Gallerkrigene var Ambiorix – konge af Eburonerne. Han bekæmpede de romerske legionærer ved et stort slag år 54 f. kr. Cæsar blev en smule pirrelig og sendte store nye tropper mod Belgien og udslettede eburonerne i to store slag i 53 og 51 f. kr. Det var de 2 år, hvor byghøsten slog fejl og der ikke var brygget nok øl.

Da Belgien blev selvstændigt i 1830 så man sig om efter historiske helte og da Tintin og Hercule Poirot endnu ikke havde gjort deres entre, faldt blikket på Ambiorix.
Et lyrisk epos kom til verden i 1841 0g i 1866 rejste man en statue af ham på torvet i Tongeren.

I byen Ath afholder man hvert år en procession, hvor man bærer enorme statuer rundt i byen og her er Ambiorix også med.
Han er 3,75 m høj – han vejer 129 kg og kom med første gang i 1850. Disse oplysninger kan findes bag på flasken fra det belgiske Basserie des Legendes.


”Ambiorix” er en stærk mørkebrun øl på 8.0%. Kraftig beige skum der erodere hurtigt under masser af knitren. Dejlig duft af kaffe/karamelbolsjer. Den er blød og behagelig at drikke. Smag af karamel og mørke bær – brombær, hyllebær. Eftersmagen er vedholdende og præget af sødme.

Karakter 4+

Ikke dårligt af en gammel kriger.


mandag den 30. januar 2017

Tid til en øl - Petrus Dubbel Bruin


30. Januar 2017

En meget glad Sankt Peter pryder etiketten til aftenens øl. Han står med nøglerne til Paradis og byder én velkommen med et skummende krus øl. Han har ganske givet selv smagt på varerne, og virker som en gemytlig fyr, man let kan komme i godt drikkelag med.

”Petrus” bliver brygget af bryggeriet Brouwerij De Brabandere, der indtil 2013 gik under navnet Bavik. Der er 7 faste øl i serien, samt en vinterøl, der kun brygges i november. 3 af øllene er i den syrlige afdeling.

I august 1894 ansøgte Adolphe de Brabandere byrådet i Bavikhove om tilladelse til at bygge et bryggeri, men det var hans søn Joseph, der kom til at lede det indtil 1929. Det er stadig et uafhængigt familiebryggeri, der i dag ledes af Bert de Brabandere. 

”Petrus Dubbel Bruin” ( egentlig to navne for samme øl ) er en mørk øl på 6,5%. Den er brygget med 6 forskellige malte. Den har en sødlig aroma med karamel og chokolade. Nogle vil nok finde smagen for sød, men kendere af min blog ved, at sødme har aldrig været et decideret problem her. Dog kunne balancen godt være bedre for at opnå den højeste karakter. Det er sød karamel og krydderiblanding, lidt i stil med de belgiske øl, der bruger ”gruut”. Ikke nævneværdig bitterhed.


Karakter 3+

torsdag den 28. juli 2016

Tid til en øl - 8 års jubilæum / Groenendael Egotripel Dark


28. Juli 2016

I dag er det 8 år siden jeg skrev mit første indlæg på denne ølblog. Jeg havde interesseret mig for øl et par år inden ( vores ølklub har 10 års jubilæum i september ), men det var først efter en ferietur til Harzen, jeg begyndte at skrive om øllene.

Jeg havde taget billeder af de øl jeg nød i løbet af ferien og det gav stødet til at lave en blog. Så kunne jeg fortælle om øl uden at trætte venner og bekendte i tide og utide.
Derfor var den første øl på bloggen en ”Hasseröder Pilsner”, så jeg fik serveret på torvet i Wernigerode efter en lang køretur. Og derefter fulgte så flere tyske øl.

Det er i alt blevet til 1550 indlæg på bloggen, hvor jeg har omtalt 1886 øl. Det er ikke alle øl jeg får skrevet om – især har det været lidt sløjt det sidste års tid. Jeg nærmer mig nu 2500 øl, jeg har smagt.
Jeg kan bedst lide at skrive om gamle traditionelle øl med en historie, og når jeg skriver om de nye øl - der dukker op og forsvinder igen i en uophørlig strøm – har jeg tilbøjelighed til at gentage mig selv – ”gylden med hvidt skum, duft af grape og bitterhed i eftersmag”. – og det er jeg blevet lidt træt af. Men de nye øl har af naturlige årsager sjældent en historie tilknyttet, selvom der allerede nu er nogle fantastiske nyklassikere på markedet. Jeg håber, jeg kan tage mig sammen til at skrive lidt mere kontinuerligt her i efteråret. Jeg skal da helst nå 2500 øl inden mit 10 års jubilæum d 29. september.

I dag åbnede jeg en mørk belgisk øl med navnet ”Egotripel Dark”. Det er Brouwerij Groenendael, der står bag denne øl. Bryggeriet ligger i Blanden og blev stiftet i 2011 af to venner – Gerrit Versyck og Raf Swevers. Det skulle være et bryggeri med klasse – jakkesæt og bowlerhat. Bowleren er med på etiketten, der er holdt i elegant enkelhed. Oprindelig hed bryggeriet Opus Magnum, men det blev ændret til Groenendael, hvilket også er navnet på den belgisk hyrdehund

”Egotripel Dark ” er en mørk, mahognyfarvet øl på 7,1%. Den er uklar med en del gær i svæv. Kraftig, groft skum topper glasset. Duft af malt og brød samt en let syrlig note fra egetræ. Der er brugt 5 forskellige malte og øllet er lagret på egetræ ( så vidt mit flamske rækker ). Den er let og perlende i munden. Det er lidt sukkersødme, der indleder smagen, efterfulgt af karamel og mørkt brød. En skarp note fra egetræet afslutter. Bitterheden er opgivet til 37 IBU, hvilket er meget i forhold til det man rent faktisk oplever.


Karakter 4

tirsdag den 15. december 2015

Tid til en øl - Midtfyn/Holm Santa Claus Ale


15. December 2015

Kokken Claus Holm har sammen med Midtfyns Bryghus lavet to øl til COOP. Hvedeøllen skrev jeg om forleden og ”Santa Claus Ale”  havde jeg med ved tirsdagsholdets danseafslutning. Vi dansede en god halv times tid og satte os derefter til bordet for at hygge os. Mad fra Fandanko i Aalborg.

”Santa Claus Ale” er en rødlig øl på 6,8%. De omtaler den selv som en ”dubbel”, men den minder mere om en ”amber ale”. Hvidt skum kroner øllet, der er en anelse uklart. Duften er maltet med lidt frugtnoter. Den er frisk og en smule skarp – en let syrlig smag af ingefær ( der er nænsomt tilsat ). Det er netop bare en note, der modvirker den maltede tendens og måske giver et lille strejf af jul. Men egentlig foretrækker jeg mine belgiske uden denne engelske tilsætning.

karakter 3+

lørdag den 12. december 2015

Tid til en øl - Grimbergen Brassin De Noel


12. December 2015

Til aften kom datter, svigersøn og barnebarn til flæskesteg med rødkål – det vil sige – der var ikke meget flæskesteg til vores barnebarn, for hun er kun 2 mdr. gammel. Jeg havde åbnet en flaske ”Brassin de Noel” fra det belgiske bryggeri Grimbergen.

Det er Carlsberg, der distribuerer Grimbergen og den skal måske på sigt erstatte Leffe, der jo har været med i mange år. Der brygges ikke længere øl i Grimbergen. Vi var der for nogle år siden, og bryggeriet er nu lavet til et museum. Det lader til at ”Noel” bliver brygget af Kronenbourg i Frankrig. Det hele bliver efterhånden så internationalt, at det tager noget af fornøjelsen af det.

”Brassin De Noel” fik her for nyligt topkarakter ved en blindsmagning af juleøl foretaget af Politiken.
Det er en mørkbrun øl på 6,5% - en dubbel – tilsat karamel og  farvestof, hvilket jo er lidt snyd. Duften er maltet og man fornemmer karamel – ligeså i smagen. Den er temmelig højt karboneret, og det giver en fin livlighed. Der er ikke megen bitterhed. En typisk belgisk julebryg, men jeg må sige, at de er smagt bedre i flere tilfælde.

Karakter 3+


fredag den 4. december 2015

Tid til en øl - Thisted Bryghus Nikolaus


4. december 2015

Atter en fornøjelig danseaften. Vi danser to gange om ugen – samt hver anden fredag, så det blivertil lidt. Om fredagen er det folk fra forskellige hold der mødes, og ofte er der lidt hygge bagefter med snacks og øl. Vi har sjældent spist aftensmad på det tidspunkt og det har vores dygtige instruktør heller ikke, så vi har mad med og han tager sig af drikkevarer
.
Den første gang havde han en øl med, jeg ikke havde smagt, og det har han håbet at gentage lige siden. Men det er ret vanskeligt, hvis man ikke kommer i specialforretninger. Men i dag lykkedes det.
Vi havde sushi med og han havde en ”Schiøts Bohemian Pilsner” ( der passede fint dertil ), samt en  ”Nikolaus” med. Det er den nye belgiske juleøl fra Thisted Bryghus. Brygget på trappistgær og lagret i mindst fem måneder på amerikansk egetræ. Der er brugt ædle humler ( ? ), ristede malte, kandis og egespåner i processen.

Etiketten er enkel og holdt i gammel balkanstil. Gulnet papir, gammel skrifttype og let ortodoks ornamentik i hjørnerne ( med julepynt ). Jo, her henvises til det gamle sagn om Skt. Nikolaus, der i 300-tallet var biskop i Lilleasien. Her hjalp han anonymt tre fattige piger til en medgift, så de kunne blive gift og det er baggrunden for hans popularitet som gavegiver. På hans dødsdag ( 6. december 343 ) deles der i mange lande gaver ud til børn. ( den 6. december brygges af samme grund også den kendte ”Samichlaus” fra Eggenberg ).

Det er en glimrende øl på 8,2%. Mørkebrun med lys skumkrone. Dejlig duft af frugt, lidt julekrydderi  og egetræ. Den sødlige og fyldige smag bliver balanceret af en skarpere note fra egetræet og selv den tilsatte ascorbinsyre spiller for en gang skyld positivt  ind, så det ikke bliver for sødladent.


Karakter 4+

torsdag den 3. december 2015

Tid til en øl - Nørrebro Stjernestund


3. December 2015

Så blev der stemt nej til afskaffelsen af retsforbeholdet. Heldigvis blev aftenen afbrudt af et par julekalendere, som man kunne sidde og nyde en juleøl til. 

Det blev til en ny økologisk øl fra Nørrebro Bryghus – ”Stjernestund”. Den har undertitlen ”Klosterøl” og er en ”hyggelig” belgisk bruin på 5,7%.

Det er en mørkebrun øl med et tyndt lag offwhite skum. Der er en duft af mørk frugt og chokolade. Den er overraskende let i munden, men har en god smag. Typisk belgisk – sødme med et strejf af mælkechokolade.. Som bryggeriet selv skriver er den ”hyggelig” – en behagelig øl, der ikke helt har den kant, man kendte fra bryggeriet i gamle dage.


Karakter 4

tirsdag den 23. september 2014

Tid til en øl - Jessenhofke BRWN


23. September 2014

Lørdag blev min datter gift i Hammer Kirke, og det var en fantastisk dejlig dag med godt vejr, godt humør og vellykket fest. Det øl, der var efter middagen, var det sædvanlige Tuborg. Det er stadig for dyrt med specialøl til den slags fester, og de fleste gæster vil såmænd også hellere være fri.

Vi havde fredag været til frokost med brudeparret på Cafe Vesterå i Aalborg, hvor man til gengæld havde et helt pænt ølkort – Svaneke, Rochefort og Brooklyn IPA bla. Her fik vi en dejlig æggekage.

Men i går åbnede jeg så en øl fra Jessenhofke i Belgien. Det er en bruin/brown ale men der er ikke helt plads på etiketten til navnet, så det er forkortet til BRWN. Jessenhofke er et nyt bryggeri, der åbnede i Kuringen, Limburg i 2010. jeg smagte deres ”Pimpernelle” på baren ”Delerium Tremens” i Bruxelles for nogle år siden.

Deres ”BRWN” er en rødlig, mørk øl på 7,0%. Skummet er beige med gulligt skær, og øllet er klart. Den har en dejlig duft af krydderi og frugtvingummi, men det bliver ikke for vammelt og dominerende. Den føles overraskende let i munden. Smagen er behageligt krydret, og der er da også tilsat krydderier, men de er ikke navngivet. Til gengæld består humleblandingen af Challenger, Goldings og Fuggles. IBU 21. Det er en behagelig øl.

Karakter 4+


fredag den 1. august 2014

Tid til en øl Westmalle Dubbel


1. August 2014

Den 1. august 1836 bryggede munkene i Westmalle – efter sigende – deres første øl. Klosteret havde eksisteret siden 1794, og det kan jo undre, hvad de havde drukket indtil da, men det var i 1836  klosteret formelt blev udnævnt til Trappistkloster. De første abbed Martinus Dom besluttede at man skulle brygge til eget forbrug. Man siger at den første øl blev drukket 10. december 1836.

Det første registrerede salg er fra 1861.

Klosteret i Westmalle var det første trappistkloster i Belgien. Faktisk havde munkene været på vej til Canada, men fandt et fristed i Flandern. Efter Belgiens selvstændighed i 1831 begyndte munke fra Westmalle at oprette andre klostre i landet, så det nu er 12 trappistklostre, hvoraf de seks brygger øl.

De første bryggermunke var Bonaventura Hermans og Albericus Kemps og deres første øl var alkoholsvag og meget sød. Den næste øl var en mørk, alkoholstærk øl på 7,0% - ”Dubbel”. Den nuværende opskrift stammer fra 1926.

Westmalle ”Dubbel” er brygget på pilsner- og karamelmalt. Hårdt vand fra undergrunden. Der tilsættes brunt sukker under kogningen og humle fra Belgien ( ifølge  Rolf Nielsen har klosteret Saaz, Tettnanger, Hallertau og Spalter liggende ).

Det er en mørk øl med temmelig mørkt skum. Man mødes af en mørk maltet duft, hvor chokolade og mørk frugt blander med en lidt skarpere humlenote. Det er en god og fyldig øl med en god krop. Smagen er præget af mørk frugt og malt med et strejf af lakrids. Humlen er kun med for at skabe en fin balance. Dejlig øl

Karakter 5

I dag er det også International Beer Day, så det er også godt at fejre med en god øl.

søndag den 27. juli 2014

Tid til en øl - Braunstein Kronborg



27. Juli 2014

Da vi var i Helsingør for at se vores datters lejlighed, besluttede vi os for at gøre en ferie ud af det og lege turister. Så dagen efter var vi på Kronborg, så den yngste kunne se, hvor hun var havnet henne. Riddersalen er nok det flotteste rum på slottet.

Som så mange andre turistmål/events har Kronborg naturligvis også deres egen øl – ”Kronborg”. En mørk øl med anis, brygget af Braunstein.
 

Erik af Pommern byggede i 1420erne et fæstningsværk i Helsingør ved navn Krogen. Senere – i 1574-85 - ombyggede Frederik d. II det til et renæssanceslot. Det brændte i 1629, men blev genopført at Christian d. IV.

På den tid var øl den vigtigste drik i landet, for vandet i byerne var urent. Øllet blev jo kogt, så det var ikke skadeligt. Det var nok ikke så stærkt øl, den almindelige befolkning drak. Man hævder at folk drak 7-8 liter øl om dagen ( også børnene ), men Kongen og adelen har drukket stærkere og bedre øl – ofte krydret med specielle krydderier.

”Kronborg” er en mørk, formentlig overgæret ale på 7,0% - krydret med anis. Den er ikke kulsort, men lyset skinner igennem og giver et rødbrunt skær. Duften af anis er tydelig, og denne note er også fremtrædende i smagen. Det er lige før, den bliver for gennemgående, for der er ikke så mange andre smagsvariationer. Men lakrids har jo aldrig skadet noget, så man vænner sig til det.

Karakter 3+                                                                                                                                             


                                                                                           

lørdag den 19. juli 2014

Tid til en øl - Loterbol Bruin


19. Juli 2014

Da jeg forleden handlede i Salling, så jeg en enkelt øl stå for sig selv imellem en masse XO . ”Loterbol” hed den, og selvom jeg ledte andre steder fandt jeg ikke andre. Der var heller ingen pris på, og kassedamen havde den heller ikke i systemet. Det er en smule mystisk, hvordan den har sneget sig ind.

Brouwerij Loterbol ligger i Diest, Belgien. Det blev grundlagt i 1995 i et tidligere bryggeri, der havde stået tomt i årevis. Belgierne har det åbenbart med at give hinanden øgenavne – lidt i stil med molbohistorierne. Jeg har set det før med andre bryggerier. Indbyggerne i Diest går under navnet ”loterbollen”, hvilket her antyder noget tåbeligt. Det komme af ”loteren”, der betyder at noget ikke siddet fast, og vi ser da også på etiketten en nar, der holder en pind med en bold, der ikke sidder fast.

”Loterbol” kommer i tre forskellige udgaver. Den originale på 6,0% fås vist kun på fad, men ”Blonde” og ”Bruin” kan fås på flaske. De er begge på 8.0% og er blevet brygget siden 2002

Det er en rødbrun øl med let offwhite skum. Duft af krydderier – lidt i stil med de gamle gruut-blandinger man kender fra Gent, men det er der ikke nævnt noget om. Den føles blød, men behagelig let. Smagen er også krydret med milde krydderier – ikke noget med chili eller andre ubehagelige ting. Humlen gør ikke noget væsen af sig

Karakter 3+


tirsdag den 15. juli 2014

Tid til en øl - Ampleforth Abbey Beer


15. Juli 2014

I 1530-erne flygtede en gruppe Benediktinermunke fra England, da Cromwell lukkede klostrene og overtog deres gods og jorde. De slog sig ned i Frankrig og oprettede et nyt kloster i 1608. Her bryggede de deres egen øl – ” La biere Anglaise”.

I 1793 måtte de atter flygte. Denne gang fra Den Franske Revolution, og de vendte tilbage til England, hvor de i 1802 byggede et nyt kloster i Ampleforth, Yorkshire. 1802 er det årstal, der er printet på etiketten. Klosterets våbenskjold pryder også etiketten.

Deres ”Abbey Beer” er en double på 7,0% - eftergæret på flasken, så den er mere ”belgisk” end ”engelsk” i sit udtryk. Den er meget mørk og uklar - med skum, der hurtigt svinder hen. Der er duft af mørk frugt, puddersukker og lidt karamel. Den er let og livlig i munden. Det er også karamel og puddersukker, der dominerer smagen, med et spændende input af hård, engelsk lakrids i baggrunden.


søndag den 15. december 2013

Tid til en øl - Bøllingsø Julebryg +

15. December 2013

I går var jeg til julefrokost i vores madklub. Det er en fast tradition, hvor det bliver holdt og også hvem der har forret og dessert med. Og der er altid masser af god mad og øl på bordet. Også denne gang.

Til sild og æg åbnede vi en flaske ( eller flere ) fra Svaneke Bryghus  - ”Rød Jul”. Det er en rød øl på 5,7%  med en god smag og en fin humlebitterhed til slut. Derefter smagte vi ”Winterbock” fra Flensburger og ”Winterbier Dunkel” fra Altenmünster. Her synes jeg at Flensburger har det bedste bud med en velafstemt bock med en behagelig sødme. Jacobsens ”Golden Naked Christmas Ale ” var også på bordet.

Ørbæk har jo været ude med et par øl til Nyborg Slot og også her til jul er der nu fabrikeret en ”Nyborg Julebryg” på 7,0%. Det er en spændende øl med lækre juletilsætninger – honning, nellike og mandel. Det giver en fin krydret aroma, hvor nelliken er mest fremme, og smagen minder mest af alt om flydende brunkage. Men meget fint afvejet så det ikke bliver for vammelt. En virkelig julet julebryg.

Der blev også åbnet for en ”Julemumme” fra Kongens Bryghus. Den laves så vidt jeg ved ikke mere, men værten havde en på lager fra sidste år. Det er også en dejlig juleøl hvor kirsebærlikør er med til at sætte stemningen.

Dejlig mad, dejlig øl og dejligt selskab. Nu er det snart jul.


Da min kone holdt rund fødselsdag, fulgte der sandelig også en værtsgave med i form af tre øl fra Bøllingsø Bryghus, der ligger i Engesvang ved Silkeborg. En af dem var en ”Julebryg” på 6,4% - en belgisk inspireret dubbel, brygget på 5 forskellige malte.

Det er en mørk, rødlig ale med luftigt skum og få bobler. Den har en maltagtig aroma med tydelige frugtnoter. Høj ”drinkability”. Meget afbalanceret smag, hvor der ikke er noget, der dominerer eller stikker ud. Lidt maltsødme med karamel, lidt frugtnoter som blomme, måske en anelse lakrids i baggrunden. En meget behagelig juleøl.
Karakter 4    

fredag den 8. november 2013

Tid til en øl - Triporteur from Heaven ( or Hell)


8. November 2013

En “Triporteur” er en 3-hjulet budcykel, og på etiketten til dagens øl, ser vi et meget glad bud, der bringer korn og humle til både himmel og helvede ( Belgien er i sandhed et tegneserieland ).  I himlen bliver han modtaget at en engel med en øl – i helvede kommer djævlen springende med en hel bakke med øl. Men ligesom i Yin & Yang er den modsatte pol også repræsenteret som en utydelig figur i baggrunden - vældig fint og filosofisk.

Det er bryggeriet Bom ( Belgian Original Maltbakery & brewery ) der står for disse øl. Brygmesteren hedder Bert van Hecke, og han har arbejdet tidligere for Orval, Rodenbach, Sint –Bernadus og New Belgium i USA.

Jeg købte de to øl i ”Det Bette Ølhus”, da jeg var af sted med vennerne i september. Da vi skulle hjem kom vi for sent til toget, og så åbnede vi en af de medkøbte øl på Frederikshavn banegård.

”Triporteur from Heaven” er en lys øl på 6,2% og den skal måske anmeldes en anden gang under gunstigere vilkår. Jeg kan ikke huske så meget om den, men kan tyde nogle notater til: ”at den er en sløret, gylden øl med kraftigt hvidt skum. Aroma af korn og lys frugt. lidt neutral smag, hvor man aner lyse frugter.
Karakter 3
Jeg ved ikke helt om denne anmeldelse yder øllet retfærdighed. Bryggeriet skriver at den er ”tungt” humle ( IBU 28 ) med East Kent Golding, Styrian og Cascade, men det er gået min næse forbi, så måske den skal generhverves næste gang, jeg kommer forbi Aalbæk.


 
 

”Triporteur from Hell” er derimod en meget mørk øl på 6,6%. Den er humlet med East Kent og Styrian ( IBU 32 ). øllet toppes af lysebrunt/beige skum. Man mødes af en spændende, kompleks duft, hvor krydderier spiller ind. Jeg synes at ane vanilje og lakridsrod. Et lille strejf af kaffe, kan man måske også finde. God fyldig krop. Smagen lidt mindre intens end duften, men man mærker stadig kaffe og chokolade, krydderi og små sorte lakridser.
Karakter 4



mandag den 4. november 2013

Tid til en øl - Adelardus


4. November 2013

I det 7. århundrede grundlagde en frankisk adelsmand – St. Trudo – et kloster i det sydøstlige Flandern. Rundt om klosteret voksede et bysamfund op – Saint-Truiden. Klosteret blev efter St. Trudos død et mål for pilgrimsrejser og samfundetnød godt af de mange besøgende. I det 11. århundrede byggede abbed Ardelardus klosterets kirke, samt 2 kirker i byen. Som man kan se på etiketten, var han en trivelig, jovial mand med hang til godt øl. Vi bliver også her præsenteret for et væld af navne. ”Adelardus” – det giver vist sig selv.

”Trudoabdijbier” – en klosterøl fra Trudo. Denne øl blev brygget på opfordring af byen og klosteret i 2002, hvor man for første gang holdt ”åbent hus” i klosteret.

”Haspengouwse” – er navnet på hele området. der er Belgiens fineste frugtområde.

”Dubbel” – er naturligvis ølstilen.

Det er Brouwerij Kerkom, der brygger denne klosterøl. Jeg har tidligere skrevet om bryggeriets historie og deres øl "Bink" 

 ”Adelardus” er købt i ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk og er på 7,0%. Det specielle ved produktionen er, at der er brugt ”gruut”. Gruut er en urteblanding, som mange flamske byer tidligere krævede af bryggerne skulle benytte i deres øl. Hver by havde deres egen ”gruut”. Eller er den brygget på 5 forskellige malte og to belgiske humletyper. Eftergæret i flasken.

Det er en meget mørk øl med svagt skum. Duft af mørke frugter – bla. rosin og sveske, samt lidt alkohol. Den har en blød tekstur og en god fylde. Smagen er også præget af frugt, og så denne ”gruutblanding”, der består at 10 forskellige urter. Det er måske en af dem, der giver den kunstige syrlighed, der ligger i slutningen. Det var nok bedre uden.

Karakter 4

søndag den 27. oktober 2013

Tid til en øl - Ølsmagning / Ugly Duck


27. Oktober 2013

I går var der årsmøde i Ølentusiasterne i Aalborg. Det bliver hurtigt skudt af – i løbet af en time – for formanden speedsnakker sig gennem en fyldig beretning, hvor han kommer omkring alt, hvad der rør sig i foreningen. Bestyrelsen blev genvalgt og så kunne vi komme videre til den ”væsentlige” del – Ølsmagningen.

Det var lykkedes at få en smagning med øl fra Indslev/Ugly Duck. Martin Jensen kunne desværre ikke selv komme, da Indslev havde åbent hus med  1500 besøgende, og vi var trods alt kun 59. Men han havde sendt en kompetent erstatning, nemlig Jakob Schytz, der bla. anmelder øl på YouTubekanalen ”The Master Of Hoppets”. Han har tidligere holdt smagninger i landsdelen for Ugly Duck og havde taget 12 øl med – 4 hvedeøl fra Indslev og 8 øl fra Ugly Duck.


Indslevs logo er jo en flot svane, og det er grunden til at denne nye opkomling har fået navnet ”Ugly Duck” ( og så er det jo fra H. C. Andersens fødeø ). Vi lagde derfor ud med en ”Svanehvede”. De 4 første øl var hvedeøl fra Indslev, og de har alle været omtalt tidligere her på bloggen. De tre andre var ”Hvede IPA” , ”Spelt Bock” og ”Sort Hvede”.  Det er solidt bryg, der kommer herfra. Jeg har altid godt kunne lide deres øl, selvom den bedste – ”Hvede Bock” – ikke var repræsenteret.

 
Derefter fulgte så 8 øl fra Ugly Duck, hvoraf jeg ikke havde smagt de 4 tidligere. 2 af disse øl er ikke udgivet endnu, så de kom på nogle store 2 - 3 liters flasker. Den ene fra Bies Bryghus ( men man skal ikke lade sig narre af etiketten )
 
Først smagte vi ”Miami Vice”, der er en dejlig, frisk pale ale, som jeg synes fortjente en 2. plads. Det fik den dog ikke, men jeg glemte min bordseddel, så jeg kan ikke huske, hvor den blev placeret.
 
Derefter fulgte Årets Øl 2012 ( under 6,0% ) – ”Simcoe & Chinook IPA”. Den havde fået en ny etiket, hvor man kan se den grimme ælling nyde et godt glas øl  på toppen af P’et. Det er vist ikke det første glas, for den ser noget skeløjet ud.
 
 
Derefter dukkede dagens første specialitet op – en helt ny ”Saison” på 6,2%. Den er ikke udgivet endnu, og oplysningerne om den var sparsomme. Den er mere gylden end billedet antyder – med fine små bobler og groft, hvidt skum. Det er en frugtig aroma, der møder en – med lidt krydrede noter i baggrunden. Den har en god fylde. Smagen er sødlig med frugt og en svagt, men tydelig note af dild. Jeg spekulerer på om der er brugt Sorachi Ace, for den giver netop denne note.  Og Ugly Duck har jo tidligere brygget med denne humle. Her er smagen dog væsentlig bedre balanceret.
Karakter 4
Denne øl placerede jeg på en 3. plads, men det var der i den grad ikke tilslutning til. Dog viste formanden god smag, idet han placerede den lige sådan.
 
 
Næste øl var også en øl, der kunne udfordre forsamlingen. En syrlig øl brygget med en streng af gærtypen Brettanomyces. Øllet går under navnet: ”Funk You Ale With Brett”.  Det er denne gærtype, der har gjort ”Orval” kendt i hele verden, men Jakob fortalte, at der også her er variationer, så det er ikke sikkert, at det er præcis samme udgave.
Jeg har stadig lidt svært ved de syrlige øl, selvom jeg er begyndt at bevæge mig ind på deres domæne, og øl med Brettanomyces hører jo ikke til en den mest ekstreme ende. Denne øl er da også en godt introduktion til syrligt øl. Godt nok er duften meget syrlig med mindelser om æbleeddike, men smagen indledes af en behagelig sødme, der fint balancerer den syrlige afslutning.
Karakter 3+
 
”Dubstar” er en belgisk inspireret dubbel. Der er et engelsk indieband, der hedder Dubstar, men om der er nogen sammenhæng med det, ved jeg ikke. ”Dub” bruges også i betydningen ”at doble noget”, hvilket jo passer godt med en belgisk dubbel.
Den er brygget med rosin og dadelsirup, og denne sødmefulde blanding kan godt fornemmes i aromaen. Kraftigt skum på en mørk, rødlig bund. Smagen er præget af sødme.
Karakter 3+

Sidste specialitet var en ny juleøl fra bryggeriet – ”Christmas Imperial Brown Ale” var betegnelsen på bordsedlen. Om det bliver navnet, når den kommer på gaden ved jeg ikke. Det var måske dagens svageste øl, eller i hvert fald mindst karakterfulde øl. Det kan skyldes, at den blev hældt om fra den store 3 liters flaske til nogle kander, som kom på bordene. Den var overraskende let i munden. Egentlig en udmærket øl, men der var ikke noget, der skiller den ud fra mængden. Den virker umiddelbart noget neutral, og det er svært at finde julemotivet i den. Men jeg er indstillet på at give denne en chance til under andre forhold.

Karakter 3

Derefter rundede Jakob af med et par gamle, sikre kendinge. ”Rye Porter”, der i den samlede afstemning blev nr. 2 og Årets ølnyhed 2012 ( over 6% ) – ”Imperial Vanilla Coffee Porter”. Langt de fleste var enige om at det var aftenens vinder. Personligt synes jeg disse afstemninger er unødvendige ( øltyperne er for forskellige til at man reelt kan sammenligne dem ), men der blevet en populær tradition, og det gør jo heller ingen skade. Alligevel giver resultatet altid grobund for nogle raske diskussioner.

Derudover smagte vi også et par øl udenfor smagningen, men det må vente til en anden gang.