Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 27. oktober 2013

Tid til en øl - Ølsmagning / Ugly Duck


27. Oktober 2013

I går var der årsmøde i Ølentusiasterne i Aalborg. Det bliver hurtigt skudt af – i løbet af en time – for formanden speedsnakker sig gennem en fyldig beretning, hvor han kommer omkring alt, hvad der rør sig i foreningen. Bestyrelsen blev genvalgt og så kunne vi komme videre til den ”væsentlige” del – Ølsmagningen.

Det var lykkedes at få en smagning med øl fra Indslev/Ugly Duck. Martin Jensen kunne desværre ikke selv komme, da Indslev havde åbent hus med  1500 besøgende, og vi var trods alt kun 59. Men han havde sendt en kompetent erstatning, nemlig Jakob Schytz, der bla. anmelder øl på YouTubekanalen ”The Master Of Hoppets”. Han har tidligere holdt smagninger i landsdelen for Ugly Duck og havde taget 12 øl med – 4 hvedeøl fra Indslev og 8 øl fra Ugly Duck.


Indslevs logo er jo en flot svane, og det er grunden til at denne nye opkomling har fået navnet ”Ugly Duck” ( og så er det jo fra H. C. Andersens fødeø ). Vi lagde derfor ud med en ”Svanehvede”. De 4 første øl var hvedeøl fra Indslev, og de har alle været omtalt tidligere her på bloggen. De tre andre var ”Hvede IPA” , ”Spelt Bock” og ”Sort Hvede”.  Det er solidt bryg, der kommer herfra. Jeg har altid godt kunne lide deres øl, selvom den bedste – ”Hvede Bock” – ikke var repræsenteret.

 
Derefter fulgte så 8 øl fra Ugly Duck, hvoraf jeg ikke havde smagt de 4 tidligere. 2 af disse øl er ikke udgivet endnu, så de kom på nogle store 2 - 3 liters flasker. Den ene fra Bies Bryghus ( men man skal ikke lade sig narre af etiketten )
 
Først smagte vi ”Miami Vice”, der er en dejlig, frisk pale ale, som jeg synes fortjente en 2. plads. Det fik den dog ikke, men jeg glemte min bordseddel, så jeg kan ikke huske, hvor den blev placeret.
 
Derefter fulgte Årets Øl 2012 ( under 6,0% ) – ”Simcoe & Chinook IPA”. Den havde fået en ny etiket, hvor man kan se den grimme ælling nyde et godt glas øl  på toppen af P’et. Det er vist ikke det første glas, for den ser noget skeløjet ud.
 
 
Derefter dukkede dagens første specialitet op – en helt ny ”Saison” på 6,2%. Den er ikke udgivet endnu, og oplysningerne om den var sparsomme. Den er mere gylden end billedet antyder – med fine små bobler og groft, hvidt skum. Det er en frugtig aroma, der møder en – med lidt krydrede noter i baggrunden. Den har en god fylde. Smagen er sødlig med frugt og en svagt, men tydelig note af dild. Jeg spekulerer på om der er brugt Sorachi Ace, for den giver netop denne note.  Og Ugly Duck har jo tidligere brygget med denne humle. Her er smagen dog væsentlig bedre balanceret.
Karakter 4
Denne øl placerede jeg på en 3. plads, men det var der i den grad ikke tilslutning til. Dog viste formanden god smag, idet han placerede den lige sådan.
 
 
Næste øl var også en øl, der kunne udfordre forsamlingen. En syrlig øl brygget med en streng af gærtypen Brettanomyces. Øllet går under navnet: ”Funk You Ale With Brett”.  Det er denne gærtype, der har gjort ”Orval” kendt i hele verden, men Jakob fortalte, at der også her er variationer, så det er ikke sikkert, at det er præcis samme udgave.
Jeg har stadig lidt svært ved de syrlige øl, selvom jeg er begyndt at bevæge mig ind på deres domæne, og øl med Brettanomyces hører jo ikke til en den mest ekstreme ende. Denne øl er da også en godt introduktion til syrligt øl. Godt nok er duften meget syrlig med mindelser om æbleeddike, men smagen indledes af en behagelig sødme, der fint balancerer den syrlige afslutning.
Karakter 3+
 
”Dubstar” er en belgisk inspireret dubbel. Der er et engelsk indieband, der hedder Dubstar, men om der er nogen sammenhæng med det, ved jeg ikke. ”Dub” bruges også i betydningen ”at doble noget”, hvilket jo passer godt med en belgisk dubbel.
Den er brygget med rosin og dadelsirup, og denne sødmefulde blanding kan godt fornemmes i aromaen. Kraftigt skum på en mørk, rødlig bund. Smagen er præget af sødme.
Karakter 3+

Sidste specialitet var en ny juleøl fra bryggeriet – ”Christmas Imperial Brown Ale” var betegnelsen på bordsedlen. Om det bliver navnet, når den kommer på gaden ved jeg ikke. Det var måske dagens svageste øl, eller i hvert fald mindst karakterfulde øl. Det kan skyldes, at den blev hældt om fra den store 3 liters flaske til nogle kander, som kom på bordene. Den var overraskende let i munden. Egentlig en udmærket øl, men der var ikke noget, der skiller den ud fra mængden. Den virker umiddelbart noget neutral, og det er svært at finde julemotivet i den. Men jeg er indstillet på at give denne en chance til under andre forhold.

Karakter 3

Derefter rundede Jakob af med et par gamle, sikre kendinge. ”Rye Porter”, der i den samlede afstemning blev nr. 2 og Årets ølnyhed 2012 ( over 6% ) – ”Imperial Vanilla Coffee Porter”. Langt de fleste var enige om at det var aftenens vinder. Personligt synes jeg disse afstemninger er unødvendige ( øltyperne er for forskellige til at man reelt kan sammenligne dem ), men der blevet en populær tradition, og det gør jo heller ingen skade. Alligevel giver resultatet altid grobund for nogle raske diskussioner.

Derudover smagte vi også et par øl udenfor smagningen, men det må vente til en anden gang.

 

1 kommentar:

  1. Miami Vice fik en skuffende 4. plads. Jeg stemte på den som nr. 1 da jeg synes det klart var den bedste. Men i det hele en rigtig god aften.

    SvarSlet