Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Jessenhofke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jessenhofke. Vis alle opslag

tirsdag den 23. september 2014

Tid til en øl - Jessenhofke BRWN


23. September 2014

Lørdag blev min datter gift i Hammer Kirke, og det var en fantastisk dejlig dag med godt vejr, godt humør og vellykket fest. Det øl, der var efter middagen, var det sædvanlige Tuborg. Det er stadig for dyrt med specialøl til den slags fester, og de fleste gæster vil såmænd også hellere være fri.

Vi havde fredag været til frokost med brudeparret på Cafe Vesterå i Aalborg, hvor man til gengæld havde et helt pænt ølkort – Svaneke, Rochefort og Brooklyn IPA bla. Her fik vi en dejlig æggekage.

Men i går åbnede jeg så en øl fra Jessenhofke i Belgien. Det er en bruin/brown ale men der er ikke helt plads på etiketten til navnet, så det er forkortet til BRWN. Jessenhofke er et nyt bryggeri, der åbnede i Kuringen, Limburg i 2010. jeg smagte deres ”Pimpernelle” på baren ”Delerium Tremens” i Bruxelles for nogle år siden.

Deres ”BRWN” er en rødlig, mørk øl på 7,0%. Skummet er beige med gulligt skær, og øllet er klart. Den har en dejlig duft af krydderi og frugtvingummi, men det bliver ikke for vammelt og dominerende. Den føles overraskende let i munden. Smagen er behageligt krydret, og der er da også tilsat krydderier, men de er ikke navngivet. Til gengæld består humleblandingen af Challenger, Goldings og Fuggles. IBU 21. Det er en behagelig øl.

Karakter 4+


lørdag den 25. august 2012

Tid til en øl - Jessenkofke Pimpernelle


25. August 2012

Mandag morgen gik vi til købmanden for at hente mælk til havregrynen, men han åbnede først kl. 13.00. Vi fik at vide at der var en anden butik 500 m væk, men det holdt ikke helt stik. Vi fik vandret 5 km inden morgenmaden. Efter gårsdagens vandren i Brugge var vi begyndt at få vabler , og nu gik turen til Bruxelles. Vi tog bussen fra Grimbergen og måtte gå fra Station Noord til centrum. Det var gågade og ikke så forfærdelig langt, men med vabler var det langt nok.

Grote Markt er den store plads midt i Bruxelles. Hvert 2. år laver man på pladsen et stort blomstermaleri, og det var man netop begyndt på, så en del var afspærret. Men vi kunne se de flotte huse rundt om pladsen – bla. det gotiske rådhus.

I de små snævre gader rundt om pladsen ligger der mange små beværtninger, men vi gik efter ”Delirium” der ligger i Impasse de la Fidelite.

 
Her kan man naturligvis nyde de berømte ”Delirium”-øl, men der var også andre – mere ukendte – øl på hanerne.
Jessenhofke ligger i Limburg – i byen Kuringen. Det åbnede i august 2010, men Gert Jorden havde været hjemmebrygger siden 2000 med en kapacitet på 32 l. I 2005 udvidede han til 120 l og det er stadig det anlæg der bruges, men nu brygges der også på Proefbrouwerij te Lochristi.
”Pimpernelle” var på hanen i Delirium-cafeen. Det er en krydret triple på 8,0%. Der er brugt 8 forskellige urter ( så den er rigtig sund ) og har derfor lidt smag af schweiziske urtebolcher. Det skal man lige vænne sig til. En af urterne er naturligvis pimpernelle ( eller pimpinelle ). Efter sigende er der også hvidløg i, men den smages ikke og formålet med urterne er ikke at give tydelige smagsnoter, men at give en speciel karakter til smagen.

 
Af en eller anden ukendt årsag har jeg ikke fået taget et billede af denne øl. Måske blev jeg distraheret af figuren ”Janneken Pis”, der er i samme smalle gyde som Delirium. Det er det kvindelige modstykke til ”Manneken Pis”, og der var en strøm af turister dertil.
Det er en ( a propos ) uklar, tisgul øl. Aromaen er ret neutral, men man aner urtebolcherne. Disse træder meget tydeligere frem i smagen, hvor pimpernelle og mynte er det jeg kan sætte navn på. Men formålet er som nævnt heller ikke tydelighed, men el almen urtekarakter. Der afsluttes med en tydelig bitterhed i eftersmagen med noter af grape og appelsinskal.
Karakter 4                                                                                                 
I kælderen er der indrettet en ægte ølkælder.