Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Cruzcampo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cruzcampo. Vis alle opslag

lørdag den 17. januar 2015

Tid til en øl - Furteventura






17. Januar 2015

Nytåret fejrede vi på Fuerteventura sammen med vores unge mennesker. Det er lidt underligt at gå rundt i høj sol og se på både palmer og juletræer, men de fejrer jo julen indtil Hellig Tre Konger.

 
Nytårsaften stod vi på den centrale plads, hvor der blev talt ned til midnat, men det store fyrværkeri var der ikke noget af. Det er ikke tilladt at private fyrer raketter af, så det var et enkelt hotel, der sendte en raket af i ny og næ. Men der var DJ og masser af mennesker, så der var liv nok i byen. Vi satte os på en af de små pubber og fik en drink og en øl.
Det er ikke det store udvalg af øl på De Kanariske Øer. Vi fik ofte de lokale øl ”Dorada” og ”Tropical”, men jeg fandt da et par øl jeg ikke kendte i de lokale butikker. Der er faktisk også et belgisk ølhus i Corralejo, hvor vi boede, men det havde åbenbart nytårslukket.
 
Vi havde en lille lejlighed med egen have og swimmingpool ( lille og kold, men vi kom dog i ), så vi kunne lave mad til morgen og frokost. Så kunne vi jo prøve de lokale ølspecialiteter. Det er mest udenlandske øl der er specialiteter i butikkerne.
”Schlappe-Seppel Dunkel” brygges af Eder & Heylands Brauerei i Grossostheim, Tyskland. De overtog bryggeriet Schlappe-Seppel i 1975, og dette bryggeri stammer fra 1803.
Historien fortæller at da Kong Gustav af Sverige indtog Aschaffenburg i 1631 var det ikke til at opdrive godt øl i byen. Så der udgik en befaling at der skulle brygges øl til kongen. Det blev Joseph Lögler - der var krigsinvalid med lamme ben – der løste opgaven, og fik brygget øl til kongen og de svenske soldater. I 1803 overdrog Kurfyrst Karl Theodor von Dalberg bryggerrettighederne til Schlappe-Seppel i al evighed.
Deres ”Dunkel” er en noget sødlig øl med smag af malt og brød. Der kan godt være lidt hvidtøl over aromaen, men det træder ikke frem i smagen. Det er ikke nogen udpræget bitterhed til stede.
Karakter 3
 
Cruzcampo er en spansk øl fra Sevilla. Jeg har tidligere skrevet om deres pilsner, men denne gang er det ”Gran Reserva” på 6,4%. Desværre er deres hjemmeside på spansk, så oplysningerne er sparsomme. I 2009 vandt den titlen som ”Worlds Best Bock” ved WBA, og det er en glimrende øl. Den har en god fylde, og en behagelig smag, hvor karamel og lidt mørke bær gør sig gældende.
Karakter 3+

fredag den 10. februar 2012

Tid til en øl - Legado de Yuste

10. Februar 2012
 Spansk øl er næsten altid af den undergærede slags. Pilsner og schwarzbier/dunkel er jeg stødt på på mine ferier. ”Legado de Yuste” hævder at være Spaniens første øl i belgisk klosterstil – ”Cerveza de Abadia”.
Desværre er næsten alle artikler om denne øl på spansk. Der er selvfølgelig anmeldelser på Ratebeer og lignende, men her får man jo ikke mange oplysninger om historie og bryggeri – kun forbrugerens egne vurderinger. Men man kan dog udlede at det er noget med Karl V og klosteret Yuste i Carceres i det centrale Spanien.
Det tredje mest talte sprog i verden er spansk, så det er måske helt naturligt, at man ikke mener at det er nødvendigt at oversætte til anglofile danskere, men det besværliggør nu det hele. Hjemmesiden ser ellers spændende ud. Den virker som et gammelt skattekort, hvor man kan gå på jagt. Etiketten er også holdt i gammel stil. Gulnet papir, gotisk skrift og et billede af klosteret. På halsen sidder der et laksegl  af Karl V.
Her ses også årstallene 1500 – 1558. Karl V blev født d. 24. februar 1500, og blev i 1516 konge af Spanien. Han var født i Gent og arvede allerede i 1505 Nederlandene og Østrig, men begyndte først at regere som 15-årig. Han var involveret i kampen mellem protestanter og katolikker, og led et stort nederlag i 1552. I 1556 abdicerede han og tilbragte sine sidste år i Klosteret Yuste indtil sin død i 1558.
Karl kunne godt lide sit hjemlands gode øl og vi kender jo den fremragende øl fra Gouden Carolus – ”Cuvee van der Keizer”, som også er brygget til hans ære.
Det er en let sløret amber ale på 6,5%. Den har et svagt lyst skumlag, der hurtigt forfalder. Der er en aroma af lyst frugt, lidt blomme og alkohol. Der er også fra flasken og det tomme glas en sær duft af rugbrød. Der er en del kulsyre i og det giver en lidt uventet prikken i munden. Smagen lever ikke helt op til det belgiske indtryk fra aromaen. Den er væsentlig mere afdæmpet og overskygges lidt af en overraskende bitterhed, der ikke rigtig hører hjemme.
Karakter 3+
Det er Cruzcampo/ Heineken España der brygger denne øl. Købt i Las Palmas, Gran Canaria

torsdag den 29. oktober 2009

Tid til en øl - Costa del Sol / Cruzcampo

29. Oktober 2009
Fredag – den sidste dag på Costa del Sol - skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi havde bestemt, at denne dag ville vi bare dase og nyde solen, så vi gik til stranden om formiddagen. Her kunne man leje nogle liggestole. Eftermiddagen var på altanen med en god bog og en øl.
Cruzcampo ejes nu af Heineken, men stammer tilbage fra 1904. Bryggeriet har hovedsæde i Sevilla og brygger på 5 forskellige lokaliteter i Andalusien.
Deres Premium Lager, der bare hedder ”Cruzcampo” er på 4,8%. Det er en meget lys, klar øl,hvor boblerne sætter sig på glasset. Det giver et forfriskende udseende. Duften er neutral. Frisk i munden med en let citrussmag. Der er en kort eftersmag, hvor der dog dukker bitterhed op til allersidst.
Karakter 2+
På denne sidste aften i Spanien gik vi på thai restaurant, hvor vi fik 2 forskllige retter, der var mildt krydret til europæiske smagsløg. Jeg er ikke meget for stærkt krydret mad, men det var heldigvis ikke for stærkt. Til maden fik jeg selvfølgelig en thaibeer – ”Singha” ( 23 aug 09 )