Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Camerons. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Camerons. Vis alle opslag

mandag den 11. april 2011

Tid til en øl - Camerons 6th Sense


11. April 2011

I dag er det min fødselsdag, og jeg blev fejret af kone og datter i morges. I lørdags holdt vi fødselsdagsfest for familien med lækkert kagebord og efterfølgende aftens-grill-mad. Det var mørbrad, og jeg havde taget en ”Mercator” fra Nibe Bryghus med.( 09 marts 2010 ). Det er deres påskeøl og den har jo en af stenfigurerne fra Påskeøen på etiketten. Der er tilsat salvie og mynte tl denne lidt eksperimenterende øl, men det fungerer efter min mening fint.

Jeg har fået mange flotte gaver – bla. Gps, Cd, grillkogebog, sangbog, og flere andre bøger bla, den nyeste om Ayla + plus nogle øl. 2 spændende øl fra Ugleris Bryggeri, som jeg ikke kender, og nogle øl fra Thisted. Der var også et par smagsprøver fra en hjemmebrygger, så det bliver spændende.

Her på min fødselsdag arbejdede min kone længe – er først lige komme hjem her kl. 21.30, men vi spiste aftensmad sammen i ”Den Grønne Cafe” i Nordkraft.

Jeg skulle derefter overvære Uropførelsen af ”Ragnarok”, som Aalborg Kulturskole har arbejdet med et par måneder. Jeg har ikke været involveret i det, men det var blevet et meget flot stykke med mange medvirkende. De unge skuespillere var dygtige, stykket var interessant med tråde til nutiden, og bandet spillede godt. Meget fint stykke.

Inden aftensmaden havde jeg lige et par timer i byen, hvor jeg skulle på biblioteket og derudover købe lidt forskelligt. Men der var alligevel en god time tilovers, så jeg satte mig i solen udenfor ”John Bull” – dog havde jeg først været indenfor, for at hente en øl.

Camerons Brewery i Hartlepool har jeg skrevet om før ( 5 & 8 april 2010 ). Bryggeriet er fra 1865, men på denne etiket erfarer man, at der har ligget et bryggeri på stedet siden 1573. Mange af de mennesker, der har været tilknyttet bryggeriet, har også efter døden deres gang der. Det er meget detaljeret beskrevet, og de nuværende bryggere har udviklet en 6. sans, så de kan fornemme disse ånder. Nu har de også udviklet en ”strong ale” ved det navn.

Den er naturligvis på 6,0% og kan købes fra 6. september til 31 oktober ( ? ) Brygget på 100% engelske ingredienser. Der er brugt Magnum, Fuggles og Goldings humle.

Øllet blev først sat til salg i Tesco’s butikker i England og her vandt den prisen i 2009 som bedste ale.

Det er en mørk kastanjebrun, klar øl, hvor man ser en enkelt boble engang imellem. Udmærket skumdannelse. Aromaen var ikke særlig kraftig – måske fordi jeg sad udenfor  i vinden. Det var mest lidt karamel.

God og fyldig øl, med en behagelig maltprofil, hvor netop karamel og nødder træder frem, og med en kraftig og markeret bitterhed balancerer den flot. Denne kraftige bitterhed bliver hængende længe i eftersmagen.

Karakter 4

Jeg havde desværre ikke noget kamera med mig, så jeg har ikke noget billede at denne fine fødselsdagsøl.

fredag den 9. april 2010

Tid til en øl - Camerons Trophy

9. April 2010

I dag har været med havearbejde. Det er dejligt at være ude i haven, men min lænd gør ondt, så det lægger en dæmper på aktiviteten. Jeg har da også haft tid til at gå på arbejde.

Til aftensmaden åbnede jeg en ny øl fra Camerons – ”Trophy Special”. Denne øl blev oprindelig brygget af Castle Eden Brewery, der stammer tilbage fra 1826. I 2001 købte de Camerons og besluttede til, at omdøbe deres bryggeri til dette navn, så i 2002 ophørte Castle Eden med at eksistere. Deres ”Trophy Special” forsatte derimod – nu som en øl fra Camerons.

Det er en nordengelsk ale på 4,0%, hvilket er meget normalt for engelsk fadøl, men lidt mere ualmindeligt for flaskeøl. Der er brugt Styrian og Target humle. Det er ikke lykkedes, at finde en forklaring på navnet.

Det er en flot pale/amber ale med svag skumlag og sparsomme, men energiske bobler. Duften er sød maltet, med en note at citrus, der virker en smule kemisk ( ascorbinsyre ). Øllet føles meget let, nærmest vandet. Jeg må desværre sige at jeg ikke bryder mig særlig om smagen. Den virker tynd og kunstig. Igen er der denne mærkelige citrussmag, som jeg tidligere kun har smagt i spanske pilsnere, og den virker ikke rigtig på mig.

Karakter 2

Jeg tror ikke den lave alkoholprocent har noget at gøre med det lidt tynde indtryk. Det er samme procent som ”Strongarm” fra samme bryggeri og det var en væsentlig fyldigere og bedre øl.

mandag den 5. april 2010

Tid til en øl - Camerons Strongarm

5. April 2010

Vi fik gæster her til eftermiddagskaffen og da vi havde nydt både kage og kaffe, trængte vi til at rense ganen med en engelsk ale. Indkøbt for nylig i Brugsen i Jels, hvor de havde specielle engelske ales på hylderne.

Camerons ”Strongarm” er en Ruby Red Ale ( som der står på etiketten ) på 4,0%. Altså en såkaldt session ale, som man ofte får på engelske pubs. Baggrunden for navnet kender jeg ikke, men vi ser en stærk smed stå og hamre på en armbolt. På etiketten  - og på kapslen – ses også en løve.

Bryggeriet ligger i Hartlepool, Durham. I 1852 åbnede William Waldon ”Lion Brewery”, men det blev allerede i 1865 overtaget af John William Cameron. I 1892 blev det nuværende bryggeri opført og 100 års senere blev det solgt til Wolverhampton & Dudley Breweries. I 2002 købte familien Camerons bryggeriet tilbage og det er nu det eneste uafhængige bryggeri i det nordøstlige England. Der er nu også en lille mikrobryggeri ”The Lion’s Den” på stedet.

”Strongarm” blev lanceret i 1955 for at imødegå en efterspørgsel efter stærkere øl ( ? ). Det må have været noget stilfærdigt letøl tidligere.

Det er en flot mørkerød øl med svagt hvidt skum. Farven kommer af, at der er brugt en del krystalmalt. Vi var enige om at duften er typisk engelsk, hvad det så betyder. Der er en anderledes tung maltkarakter over engelske ales end de tyske lagerøl. Måske er det overgæren, der farver indtrykket. Ellers føles øllet meget let i munden – god drinkabillity – og smagen er overraskende stor og lang. Der dukker en mild, men tydelig bitterhed frem i eftersmagen. Der er brugt Fuggles, Target og Goldings.

Karakter 3+