Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 15. december 2013

Tid til en øl - Bøllingsø Julebryg +

15. December 2013

I går var jeg til julefrokost i vores madklub. Det er en fast tradition, hvor det bliver holdt og også hvem der har forret og dessert med. Og der er altid masser af god mad og øl på bordet. Også denne gang.

Til sild og æg åbnede vi en flaske ( eller flere ) fra Svaneke Bryghus  - ”Rød Jul”. Det er en rød øl på 5,7%  med en god smag og en fin humlebitterhed til slut. Derefter smagte vi ”Winterbock” fra Flensburger og ”Winterbier Dunkel” fra Altenmünster. Her synes jeg at Flensburger har det bedste bud med en velafstemt bock med en behagelig sødme. Jacobsens ”Golden Naked Christmas Ale ” var også på bordet.

Ørbæk har jo været ude med et par øl til Nyborg Slot og også her til jul er der nu fabrikeret en ”Nyborg Julebryg” på 7,0%. Det er en spændende øl med lækre juletilsætninger – honning, nellike og mandel. Det giver en fin krydret aroma, hvor nelliken er mest fremme, og smagen minder mest af alt om flydende brunkage. Men meget fint afvejet så det ikke bliver for vammelt. En virkelig julet julebryg.

Der blev også åbnet for en ”Julemumme” fra Kongens Bryghus. Den laves så vidt jeg ved ikke mere, men værten havde en på lager fra sidste år. Det er også en dejlig juleøl hvor kirsebærlikør er med til at sætte stemningen.

Dejlig mad, dejlig øl og dejligt selskab. Nu er det snart jul.


Da min kone holdt rund fødselsdag, fulgte der sandelig også en værtsgave med i form af tre øl fra Bøllingsø Bryghus, der ligger i Engesvang ved Silkeborg. En af dem var en ”Julebryg” på 6,4% - en belgisk inspireret dubbel, brygget på 5 forskellige malte.

Det er en mørk, rødlig ale med luftigt skum og få bobler. Den har en maltagtig aroma med tydelige frugtnoter. Høj ”drinkability”. Meget afbalanceret smag, hvor der ikke er noget, der dominerer eller stikker ud. Lidt maltsødme med karamel, lidt frugtnoter som blomme, måske en anelse lakrids i baggrunden. En meget behagelig juleøl.
Karakter 4    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar