26. December 2013
Glædelig jul til alle. Håber det har
været nogle gode dage med fred og ro og tid til en masse juleøl.
Der er ofte en ølgave med under træet (
eller ved siden af ) og det var også tilfældet i år, hvor jeg af min kære kone
fik de fire nye stouts fra Midtfyn. Dem glæder jeg mig til at smage.
Juleaften stod menuen på traditionel
juleand og flæskesteg. Der var både vin og øl på bordet. Jeg havde fra sidste
år gemt en flaske ”Speciale Noël” fra Abbaye des Rocs. Jeg havde måske håbet,
at den ville modnes og blive endnu fyldigere, men her blev jeg nok lidt
skuffet. Der var ikke sket den store udvikling. Stadigvæk er det dog en
glimrende juleøl og den passede fint til maden
Jeg havde for en måneds tid siden
stiftet bekendtskab med Val-Dieu, da jeg smagte deres ”Triple” på London Pub i
Aalborg. Deres ”Biere de Noël” havde jeg også fået med på julebordet. Det er en
triplelignende, lys øl på 7,0%, men der er skruet op for den lyse frugt og den
blomsteragtige humle. Min svigersøn fornemmede flere humleindtryk end jeg
gjorde. En udmærket øl, men måske ikke helt så velegnet til andesteg.
Min svigerinde havde haft 2 øl med fra
Ribe Bryghus og vi åbnede deres ”Jule Ale” til frokosten næste dag. Ribe
Bryghus åbnede i 2006 og jeg har tidligere smagt øl derfra, men vist ikke fået
skrevet om det. Det er Lars Nielsen, Mark Vind og Steen Sahl, der driver det på
”meget seriøst fritidsplan”. Det brygger 800 liter ad gangen og har fem faste
øl på programmet. Derudover sæsonøl som ”Jule Ale”
Den er på 6.8% og brygget af seks forskellige
malttyper, samt kanel, nelliker, appelsin og stjerneanis. Men det er vist i
beskedne mængder, for det trænger ikke helt igennem. Det er en behagelig mørk
øl med en maltet profil, men alle juletilsætningerne før altså ikke meget væsen
af sig.
Karakter 3+
De sidste par aftener er gået i et mere
roligt tempo, hvor to af de mere kraftfulde øl var på bordet. I går blev det
til en 13,0% ice-bock fra det tyske bryggeri SchorschBräu. SchorschBräu ligger
i Oberasbach i Franken og brygmesteren hedder Georg ”Schorsch” Tscheuschner ( ”Schorsch”
er en sydtysk udtale af ”Georg” ( De kan godt lide ”sch” på egnen )). Det
stammer fra 1996 og skønt det er lille, vil de gerne brygge stærke øl. Der er
overvejende to bryg på menuen – ”Schorsch Bock” og ”Schorsch Weizen” – begge på
13,0%. Derudover laves der også stærkere udgaver, bla. en ”Schorschbock” på
57,0%.
”Ice 13” er en icebock, der er lagret i
4 måneder inden man fryser den og fjerner isen. Så er den stærkere alkohol
tilbage.
Det er en sort øl med tyndt, beige skum.
Man mødes af ristet malt, brænderøg, tyrkisk lakrids og alkoholen holder sig
ikke tilbage. Det er en kraftig øl, der giver varme i en kold tid.
Karakter 4
Her til aften satte vi os og så den første
Harry Potter Film - og tog et glas mælk til. Nok ikke et mærke jeg vil hælde over
havregrynene om morgenen. ”Julemælk” fra To Øl er kulsort og vil med sine 15,0%
alkohol sikkert opløse havregrynene. Der er faktisk flækket havre i, og det
giver en lækker, smooth øl.
På etiketten skrives: ”X-mas is here and santa has brought som of his
evil black x-mas milk.” Jeg
beklager, men jeg forstår det ikke helt. Selvfølgelig spiller det på bryggeriet
”Sort Mælk” ( som jeg ikke har smagt ). Derudover citeres MC Einer i to omgange
: Med fornøjet glimt i øjet, trækker folk i vintertøjet til den årlige
folkevandring op og ned ad Strøget” – Ja, har man først indtaget en ”Jule Mælk”
er det ikke så svært at få et glimt i øjet.
Det er en kulsort øl med nærmest
mørkebrunt skum. Overvældende sødlig duft med kaffe/mælk, chokolade og alkohol, selvom den er bedre skjult end i ”Schorsch
Bock”. Enorm fylde. Havren giver en blød tekstur, men alligevel er det en øl
der giver sig god tid. Også i smagen er der chokolade og alkohol med også en
afsluttende humlebitterhed, der balancerer oplevelsen fint.
Karakter 5
De tre sidste dage har jo været
arbejdsdage, men i morgen er det fridag og der tager vi til strikkefestival i
Silkeborg. Garnbutikken er flyttet til en placering lige ved siden af et
bryggeri ( Grauballe, der er flyttet til ny adresse ) og de holder også åbent i
dagens anledning. Så må vi se at fordele opgaverne mellem os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar