10. Februar 2011
Denne
øl er nr. 1111, hvilket jo er et sjovt tal.
Jeg
har været ved tandlægen i dag, fordi jeg har haft ondt i den ene side, når jeg
havde spist. Han sleb lidt af en fyldning, og resten af dagen har jeg haft ondt
hele tiden, så det er ikke det der er i vejen. Heldigvis har jeg nogle stærke
piller, der har taget smerterne her til aften. Jeg må prøve om jeg kan få en
tid i morgen igen.
Vi
kom til at svede til dans – nye trin i valsen og så sluttede vi af med jive og
quickstep, så det var på sin plads med en forfriskende øl, da vi kom hjem.
Jeg
havde forleden fundet en sjælden øl i Ølkonsortiet. Den er fra Three Floyds i
USA, og det er første gang, jeg ser deres øl i Danmark. De har tidligere
brygget i samarbejde med Mikkel Bjergsø – ”Hvedegoop” og ”Oatgoop” og der er
lige kommet en ny på markedet, men den har jeg endnu ikke smagt. Men Three
Floyds sælger normalt altid alt deres øl lokalt, så derfor er det en sjældenhed
i Danmark.
Det
er vist også Mikkel Bjergsø, der har etableret et nyt importfirma, hvor hans
kontakter til Three Floyds nu kommer os andre til gode. Three Floyds ligger
altid i toppen, når man nævner verdens bedste bryggerier.
Bryggeriet
blev stiftet i 1996 af 2 brødre – Nick og Simon – og deres far – Mike. Alle med
efternavnet Floyd. Det oprindelige bryggeri lå i et nedlagt varehus i Hammond,
Indianna. I 2002 flyttede de til Munster ( også i Indianna ) og bryggeriet
vokser stadig, selvom det stadig hører til de små.
Deres
hvedeøl hedder ”Gumballhead” – opkaldt efter en undergrundstegneserie af Rob
Syers. Hvorfor ved jeg ikke, men de synes formentlig godt om serien. Vi ser
figuren på etiketten. En gul kat, der ryger og har fået et blåt øje, Der er i
hvert fald ikke noget tuttenuttet om den.
Og det er der heller ikke over øllet. Det er
en lys gylden øl med kraftigt silkeblødt skum. Den er ufiltreret med fine
bobler ( det lyder indtil nu lidt tuttenuttet ). Men så kommer humleprofilen
ind. Der er benyttet Anarillo humle i ”bådefulde”, som de skriver, og det
sætter sit præg på aromaen. Den er meget frisk med kraftige noter af lemon og
sød grape. Det er rød hvede, man har brugt og øllet føles let og friskt i
munden. Alkohol på 5,5%. Kraftig smag, hvor citrushumlen trænger igennem. Der
er en god bitterhed i eftersmagen. Det er ikke en høj bitterhed sammenlignet
med en IPA, men den er højere end normalt i en hvedeøl.
Karakter
4+
Søger
man på nettet efter Gumballhead, er langt de fleste resultater på Three Floyds,
så de har nærmest overhalet forlægget og er mere berømte. Sådan kan det gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar