27. September 2010
Lørdag eftermiddag kom 13 glade fynboer på besøg i Aalborg -
eller Ølborg, som byen nærmest er blevet døbt, efter vores lokalafdeling i år
blev kåret til landets bedste. Det var fynboerne, der havde indstillet Aalborg
til prisen og derfor var de inviteret på en tur, hvor de kunne se – og smage –
hvad byen kunne byde på.
Aalborg lokalafdeling havde for år tilbage lavet et
arrangement i Zoologisk Have, hvor man smagte forskellige dyre-øl og hørte
noget om dyrene samtidig med. Nu havde man atter stillet et lignende
arrangement på benene.
Vi skulle mødes kl. 13 ved Zoo og jeg ankom i sidste øjeblik
– lige til øllet, kunne man sige, men sådan passede bussen nu engang. Der var
samlet 13 ølentusiaster fra Fyn – der havde varmet lidt op i toget – og 12 fra
Aalborg. Øllet blev kørt rundt på 2 trækvogne, så alt var i fineste orden.
Første stop var en tropisk regnskov, hvor der var
myreslugere og bæltedyr, parakitter og tukaner og 40 små frøer, der var sat ud
i rummet. En af dem var det giftigste dyr på landjorden. Her hørte vi lidt om
dagens første øl – ”Kiss the Frog” fra Hornbeer.
Det er en nyhed fra 2010 og er en frugtøl, der er tilsat
kirsebær. Om det er en spontangæret type, er jeg ikke helt sikker på, men den
har et markant strejf af syrlighed, så nogle vilde gærstammer har den snuset
til. Det er et udmærket bud på de frugtøl, der kommer mere og mere frem, måske
hjulpet på vej af ciderbølgen. Det er en sløret rød øl på 4,6%. Den er ikke for
sød og ikke for syrlig og vældig god at starte dagen med.
Vi var blevet advaret
om, at vi nok kom til at gå en del. Dels i Zoo men også ind til byen og rundt
på Beerwalk i Aalborg. Det var et velgennemtænkt koncept. Dels fik vi rørt os
mellem de forskellige smagsprøver, men først og fremmest grupperede vi os på
forskellige måder, når vi gik og på den måde tror jeg, at alle fik snakket med
alle. Det fungerede godt.
Vi gik til tigerindhegningen og her skulle vi selvfølgelig
smage en ”Tiger” fra Asia Pacific Breweries i Indonesien. Den er brygget på
europæiske ingredienser og er en udmærket repræsentant for den asiatiske
pilsnertype med relativt lavt humleniveau og let drikkelighed. Deres slogan er
”Time for a Tiger”
Vi satte os ved nogle borde og fik serveret nogle gode
hjemmelavede madder med leverpostej og pølse. Dertil blev der serveret ”Randy’s
Pors” som Søgaards Bryghus har lavet sammen med den amerikanske ølguru Randy
Mosher. Han besøgte Aalborg under ”Skandinavisk Brygger Konference”. En god
mørk øl med tydelig smag af porse.
Derefter fik vi serveret en abe-øl fra USA. Jeg har tidligere
skrevet om bryggeriet Victory fra Downingtown i Pennsylvania og deres kendte
mærker ”HopDevil” og ”StormKing”. De laver også en ”Golden Monkey” – en belgisk
ale på 9,5%. Bryggeriet stammer fra 1996, hvor Ron Barchet og Bill Covaleski –
der havde fået smag for belgisk klosterøl under en Europatur ( den historie har
man hørt før ) – ville være med på mikrobryggerieventyret. Bill blev uddannet
brygger i Tyskland og de benytter udelukkende tysk malt i deres øl. Til ”Golden
monkey” har de benyttet en belgisk gærtype
.
Det er en uklar belgisk triple med svagt skum. Duften er
meget frisk med humle og mange florale noter. Etiketten viser en lidt speciel
abeskulptur, der viser østerlandske inspirationer, og smagen er da også mystisk
og spændende af eksotiske frugter. Jeg tror faktisk, det er den mest spændende
øl, jeg har smagt fra bryggeriet.
Derefter bevægede vi os ned til slangeburet. Det er lang tid
siden jeg sidst har været i Zoologisk Have og der var mange nye ting, jeg
aldrig har set, så vi må nok komme tilbage inden længe. For vi skulle jo videre
– vi havde et program at nå.
Udenfor slangehuset fik vi serveret dagens uden
sammenligning bedste øl – ”The Serpent’s Stout” fra Lost Abbey i Californien.
Jeg har tidligere skrevet om deres bryggeri og deres fanklubber ”Saints” &
”Sinners” (20 feb 10 ), hvor jeg smagte deres whiskylagrede Barleywine ”Angel’s
Share”.
”The Serpent’s Stout” er en kulsort stout på 10.5% med en
fremragende palet af mørke frugter, chokolade og kaffe - en kompleks og
nuanceret øl, der skjuler nogle af sine hemmeligheder, så de kun kan anes. Lidt
ligesom slangen i paradiset. En meget fin afslutning på Zoo-turen.
Selvom det ikke var de ideelle omgivelser for en kritisk
smagning, tøver jeg ikke med at give denne øl karakteren 5+.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar