Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 3. december 2017

Tid til en øl - Svaneke Don't Worry Julebryg


3. December 2017

I går havde jeg inviteret til ”Øl & damer”, hvilket nok lyder mere løssluppent end det var. Man skulle selv medbringer damer. Mens vi mænd samlede os til en juleølsmagning, rykkede de medbragte hustruer ind ved siden af, hvor de hyggede sig sammen med min kone. Så slap vi for strikkeopskrifter, og kunne bedre koncentrere os om vores opgave.

Da der tidligere havde været røster fremme om, at netop juleølsmagningen godt kunne være lidt heftig at komme igennem, lagde jeg ud ”Don’t Worry” fra Svaneke Bryghus. Det er Danmarks første jule-let-øl på 0,5%.

Jeg annoncerede også, at vi ville fortsætte i mere eller mindre samme spor – det blev så ”mindre”.

I de senere år har der været mange tiltag til at brygge lette øl, hvor man forsøger at få fylde og smag frem. Ofte sker det ved at smide en ordentlig håndfuld humle i, så man ender med noget tyndt, bittert stads. Derfor var mine forventninger nok ikke så store til aftenens første øl. Den var vel også tænkt som en gimmick, men den overraskede positiv hele bordet rundt.

Det er en mørk, mahognyfarvet øl med let skum på toppen. Dufter let af sød malt og gær. Den er naturligvis let i kroppen, men der er væsentlig mere fylde i smagen end jeg havde forventet. Den har en fin sødme og en god bitterhed i afslutningen. Der er brugt Hallertau og Chinook.

Brygmester Jan Paul har brugt en speciel gær til øl, der kun omsætter visse af urtens sukkerstoffer. Resten af sukkeret er med til at give smag, og det tyder på, at det lykkes.

Karakter 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar