Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 9. december 2017

Tid til en øl - Ebeltoft Jule IPA / Jule Saison


Ebeltoft Gårdbryggeri har 4 juleøl på programmet i år. ”Balthazar” der er en belgisk bruin, som jeg smagte tidligere på året. Udmærket øl. De har også en ”Jule Stout”, som jeg sikkert vender tilbage til senere. Og så har de udsendt en ”Jule IPA”, som vi smagte forleden til vores julesmagning.

Jeg har tit lidt svært ved at se julen i IPA’er, men det er meget forfriskende med en sådan, når man har fået nok øl med kardemomme, kanel og stjerneanis.

Ebeltoft gårdbryggeri har en elendig hjemmeside, hvor der ikke er oplysninger om deres øl, men kun om deres åbningstider. Man skulle tro det var norske tilstande.

Deres ”Jule IPA” er en smuk orangegylden øl på 7,2%. Den er brygget på gode humler og gode malte, og det er da i hvert fald positivt. Andet steds kan man dog finde oplysninger om mosaic, amarillo og willamette. Den har en dejlig let sødlig duft, hvor jeg synes pære og appelsin trænger frem i profilen. Den er frisk og levende at drikke. Den har en god fylde, hvor malten giver smag, og humlen igen giver noter af appelsin og grape. God bitterhed i afslutningen. I det hele taget en god øl, hvor de humlede bitre indtryk får godt modspil af lidt sødere nuancer.

Karakter 4


” Jule Saison” er også en lys forfriskende øl – denne gang i belgisk tradtion. Jeg kan ind imellem synes at nyere ”saisons” har lidt mere syrlighed, end jeg bryder mig om, men denne juleudgave har kun et behageligt strejf. Den er på 6,7% og har en dejlig frugtig duft. Den er brygget af hvedemalt, bygmalt og rugmalt, og sidstnævnte kan man faktisk også ane i aromaen. Den virker rund og fyldig i kroppen. Smagen er præget af lyse frugter som fersken, abrikos og mandarin.  Lige et strejf af syrlighed til slut.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar