Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 1. oktober 2008

Tid til en øl - Elzabethan Ale

1. Oktober 2008
Så starter vi på en ny måned, og selv om september også er en efterårsmåned, er det først nu, man rigtig begynder at kunne mærke det. Selvom solen skinner, er der mere kulde i luften. Den føles frisk, selvom den sikkert er ligeså forurenet som om sommeren.
I Bayern er Oktoberfesten i fuld gang og selv i lille Aalborg kommer der også gang i bænkerækkerne. På pladsen foran musikskolen er der rejst et kæmpe telt, og i dag øvede tyrolerorkesteret på musikken, inden festen går i gang i weekenden. Hver sin smag.
Jeg tror, det kunne være fantastisk at være i München til den rigtige Oktoberfest, men jeg er nok mere til små specialøl end til store ølkrus og lederhosen og AlpenSpetakel. Jeg er nok gået hen og blevet for gammel.

Så nu sidder jeg og nyder aftenen med en lille øl – kun 27,5 cl.
De engelske Barley Wines er ofte små og Harveys ”Elizabethan Ale” er ingen undtagelse. Den er brygget til Queen Elizabeth’s kroning i 1953 og blev så populær, at den er blevet brygget lige siden. Den nyder kælenavnet en ”Lizzie”.
Den er brygget på pale ale ( Maris Otter ) malt og lidt krystalmalt og humlet med Fuggle, Golding og Progres humle. Den første gæring er i åbne gærkar, mens den anden er i lukkede tanke.
Procenten er på 8,1%

Der er en flot rødgylden øl, der kan minde lidt om blommesaft. Den er klar, og der er så godt som ingen skumdannelse. Duften er meget vinøs og kan minde of god sherry. Mundfornemmelsen er blød, men alkoholen kan mærkes, og den giver varme og lidt liv i munden. Smagen er sødlig med noter af blomme og sveske, men der mærkes en fin humlebitterhed i eftersmagen.
Karakter 5

De engelske Barley Wines er ikke nær så humlede som de amerikanske. Min favori er stadig ”Thomas Hardy’s Ale”, men denne her er også i en fin balance, dog til den søde side. Det er jo også meningen. Jeg har desværre smagt en del engelske Barley Wines, der stak i forskellige retninger, for det er en kompleks palet af nuancer, der dukker frem.
Denne øl vil være en meget fin ledsager til søde desserter, f.eks med sveske eller andre søde frugter, og selvfølgelig også til isen.

Det var en fin varmende øl, at indlede denne efterårsmåned med. Den var gået langt over sidste salgsdag, men det har altså ingen betydning for sådan en øl. Den bliver højst lidt blødere og rundere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar