I dag var der møde efter arbejdet, men jeg havde en times tid inden mødet. Hvad skulle jeg dog fordrive tiden med? På vejen mellem arbejde og mødested ligger John Bull Pub, og så var det jo nærliggende at falde ind der.
Nikolaj, der driver pubben har skaffet en del nye og spændende flaskeøl fra USA til stedet, og han har også indført ”Månedens øl” på en af hanerne. I denne måned er det ”Chocolate Stout” fra amerikanske Rogue. Jeg har før skrevet om bryggeriet og flere af deres øl, og også om deres ”Rogue Nation”.
Bryggeriet blev stiftet i 1988 af Jack Joyce, Rob Strasser and Bob Woodell. Det ligger i Newport, Oregon og er opkaldt efter den store flod i staten. Sammen med fans har de dannet en forening – Rogue Nation.
Jeg er normalt ikke så meget for chokoladestouts, som jeg let synes kan blive en smule søde/vamle, men Rogue har en godt bud på stilen. Den er brygget på 10 ingredienser: Northwest Harrington and Klages, Crystal 135-165 and Beeston Chocolate Malts, Cascade Hops, Rolled Oats and Roasted Barley, Natural Chocolate Flavor, Free Range Coastal Waters and PacMan Yeast. Den er på 6,3% og har en bitterhed på 69 IBU. Den blev udsendt første gang på Valentine’s Day i 2001.
Det er en kulsort øl med blødt, cremet og lysebrunt skum. Der er en meget tydelig aroma at chokolade – lidt som mælkechokolade. Den lægger ud med en blød fylde, men ændrer sig til en skarp, lidt ætsende fornemmelse ( det er ikke så slemt som det lyder ), der modvirker det lidt vamle indtryk, som chokoladestout ofte får. Smagen indledes med chokolade og laktose – derefter dukker ristede noter frem fra malten. Chokoladen kommer igen. Denne gang virker den mørkere –mere kakao, inden en hel pæn bitterhed jager det sødladne væk – gudskelov for det. Jeg kan normalt godt lide søde øl, men har lidt vanskeligheder med chokoladen.
Karakter 4
Der var stadig lidt ventetid tilbage, så jeg fik lyst til at smage en af de nye flaskeøl – Founders ”Dirty Bastard”. Founders Brewery blev grundlagt i Grand Rapids, Michigan af Mike Stevens og Dave Engbers. De sendte den første øl på markedet i november 1997.
”Dirty Bastard” er en amber ale på 8,5% ( den er ikke så rød/pink, som på billedet ). Den er brygget af syv forskellige malte og en god portion humle ( 50 IBU )
Flot rød øl med meget svag skumudvikling. I aromaen fornemmer jeg malt. mørk frugt og måske er det kløver. Den er blød og venlig i starten, men senere bliver den mere aggressiv og den har en prikkende afslutning. Smagen er rund med malt, karamel og frugt. Senere dukker der en smule alkohol op. Slutter af med lidt sødme, der afløses af en fin bitterhed i eftersmagen
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar