I morgen har jeg fødselsdag, men vi fejrede det for vennerne i går. Det blev til en del øl og en enkelt chokolade fra Summerbird. Jeg fik også en spændende bog fra min datter og svigersøn. I morgen bliver jeg nok også begavet, så jeg glæder mig.
Blandt ølgaverne var der øl fra Klosterbryggeriet – et Aalborg Beerwalk-kit – 3 spændende øl, som jeg endnu ikke har smagt og alle 3 øl fra Rochefort – umm.
Vi havde inviteret til eftermiddagskaffe med nougathorn og mangolagkage. Efter kaffen var der et lille slip inden aftensmaden, så vi åbnede et par øl – Jacobsens ”Forårsbryg” og en mindre smagsprøve af Krenkerups ”Rauch Bier”. Begge dele faldt i folks smag. Derefter fik vi påskemiddag med langtidstegt lam. 12 timer i ovnen på 100 grader. Kødet faldt nærmest fra af sig selv, så mørt var det. Øllet var ”Paasbier” fra St. Bernadus, Indslev ”Påskehvede” og ”Økologisk Påske” fra B.B.
B.B står fro bryggeriet Braunstein, som jeg vist ikke har skrevet om tidligere. Kun har jeg anmeldt deres ”Næsgården Jul”. Næsgården ligger på Bornholm og er blevet navnet på en serie af økologiske øl fra Braunstein. Men ”Økologisk Påske” er altså ikke udsendt under det mærke. Den er ikke nævnt på deres hjemmeside, men det er en ”Spring Bock” på 6,5% og Næsgården har en tilsvarende ”Økologisk Påske” med præcis samme beskrivelse.
Bryggeriet Braunstein ligger ved Køge, og blev etableret i 2005 af brødrene Michael og Claus Brauistein Poulsen. Der er 2 bryggere tilknyttet – tyske Kai Ulrich og Rene Hulgreen, der har vundet DM i Håndbryg. Braunstein har også et destilleri, hvor man fremstiller snaps.
”Økologisk Påske” er på 6,0% og er en Helles Bock, smagt til med amerikansk humle. Skal man skæve til ”Spring Bock” er det Nugget, Tetnang, Mount Hood og Hersbrücker, der er brugt ( Nugget og Hood er amerikanske ). Orange sløret øl med rigtig mange bobler. Blødt og luftigt skum. Man fornemmer en smule maltsødme og lidt citron. Let og behagelig i munden, men den har dog lidt bid - trods alt. Let maltet smag med en kortvarig sødme og en afsluttende bitterhed. Jeg kan godt lide den, men det hele er en smule tilbageholdt. Man kunne ønske sig lidt tydeligere smagsnoter - også uden at det bliver ekstremøl.
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar