Kendere af ”Old Heathen” fra Weyerbacher
har formentlig set, at det ikke er denne øl, der er afbilledet ovenover. Det er
heller ikke en Innis & Gunn, som der står på glasset. Den blev skænket fra
en flaske med Krenkerup ”Rauch” og det er det tydeligvis heller ikke, så hvad
er dette ?.
Det er såmænd ”Sommerbælleøl Beta” som
jeg var med til at lave, da Youtube-bloggeren Jakob ( The Lord of Malts ( LOM
)) inviterede mig til at være med til en bryggesekvens. ( 2. apr. 2012 ). Den er nu gæret færdig, tørhumlet med Chinook og
Citra humle, og er blevet flasket, og den skulle nu smages.
Vi havde sat hinanden stævne på The
Wharf, men det var af en eller anden grund lukket i går, så vi gik på John Bull
Pub i stedet. Her faldt vi i snak med Nikolaj, der driver stedet, og han fik
også en smagsprøve og det samme gjorde Chris bag disken.
Det er en Mild, men den var blevet lidt
stærkere end forventet, og er derfor opgraderet til en Imperial Mild ( ny
øltype ? ). Det er let og trods alt
stadig alkoholsvag ( 4,4% ), men den har en kraftig og vedvarende humlesmag med
gode citrusnoter. Helt klart en dejlig øl at sidde med i de kommende, varme
sommerdage.
Snakken gik ubesværet hen over disken og
vi bestilte jo også nogle øl. Jakob tog en ”Mocha Porter” fra Rogue og jeg
fandt en Imperial Stout fra Weyerbacher – ”Old Heathen”
Jeg har tidligere skrevet om
Weyerbacher, bla. om deres ”Heresy”, der er en videreudvikling af ”Old Heathen”.
Det ligger nærmest i navnet også ( Gammel hedning – Kætteri ). ”Heresy” er en ”Old
Heathen”, der har ligget på bourbonfade i længere tid.
Der er brugt syv forskellige malttyper
for at brygge ”Old Heathen”, men det oplyses ikke nærmere hvilke. To
forskellige humletyper ( heller ikke oplyst ). Alkoholprocent på 8,0%
Det er en kulsort øl, nærmest uden skum.
Dejlig aroma, der overrasker med lidt blomme. Giver faktisk lidt mindelser om
barley wine, men man fornemmer også ristede noter fra malt og kaffe. Den har et
stærkt, lidt sprittet bid, og man fornemmer igen frugt og chokolade og kaffe.
Den frugtige note overrasker lidt, men fungerer faktisk meget fint. Kan minde
lidt om en belgisk interpretation
Karakter 4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar