I dag har vi været til dejlig påskefrokost. Hver påske holder vi en lille fætter/kusine komsammen på skift mellem os. Vi er såmænd kun 5 par i flokken, men det er altid meget hyggeligt. Nu er vi også begyndt at mødes til grillaften i løbet af sommeren.
Det var et overdådigt påskebord med tærter, salater og laks - og and, fasan og vildt, hvor man lige skulle passe på, hvis der stadig var hagl i. Jeg stødte ikke på nogle.
Vi smagte nogle mousserende vine, som værtsparret selv importerer fra Slovenien – Hubert – og de var vældig gode.
Der var dog også øl til maden, og jeg fik smagt en ”Ahornbryg” fra Skovlyst. Jeg har anmeldt flere øl derfra tidligere, men ikke smagt ahornbryggen, der er en bockøl på 6,0% - tilsat ahornsirup. Det er en sæsonøl, der også har betegnelsen ”Forårsbock”. Den var god med sødlig maltet smag, sikkert pga siruppen, men den var fint afstemt.
Derefter fik vi ”Hertug Hans” fra Rise Bryghus på Ærø. En sødlig øl tilført valnød. Jeg har smagt den tidligere, men opdager, at jeg ikke har anmeldt den her på bloggen, så det må jeg vist råde bod på senere. Min koncentration var ikke optimal, fordi snakken gik lystigt omkring bordet.
Til sidst fik vi en øl fra Litauen, som deres litauiske logerende havde med sidst han var i hjemlandet. ”Tauras” mener jeg den hedder. Bryggeriet ejes vist af Royal Unibrew. Den var en maltet pilsner og faktisk udmærket i den kategori.
Men som sagt føler jeg ikke jeg kan give en ordentlig beskrivelse af disse øl, så jeg vender mig mod en af mine favoritter, som jeg gensmagte forleden, da vi bryggede øl.
Da jeg i sin tid indledte min udforskning af øluniverset, brød jeg mig ikke særlig meget om mørke øl som porter og stout ( jeg var heller ikke meget for humlet øl, så hvordan min interesse blev vakt er vist en gåde. Der er ikke mange typer tilbage ). Men ved ihærdig øvelse vænnede jeg mig mere og mere til den ristede smag fra disse øl, og den allerførste, sorte øl der slog benene væk under mig var ”The Czar” fra Avery.
Den er en del af Avery’s ”Diktator”-serie, hvor ”Der Kaizer” ( Imperial Oktoberfestbier ) – ”The Maharaja” ( Imperial IPA ) udgør de 2 andre. ”The Czar” er en Imperial Russian Stout på 11,03%
Brygget med 6 forskellige malte ( se hjemmeside ) og honning. Den er humlet med Magnum og Hallertau til en bitterhed på 70 IBU. Da jeg første gang smagte denne øl i 2007 var bitterheden i perfekt balance med resten af de smagsindtryk. Det er en stor og kraftig øl, hvor alle smagsnoter er forøget.
Derfor var det med nogen ængstelse jeg fandt den frem, for hvad nu hvis den ikke længere levede op til mine minder. Desværre er det svært at skaffe øl fra Avery i Danmark nu om stunder, da bryggeriet har indstillet eksporten. Jeg håber de kommer i gang igen. Jeg købte denne for et par år siden i Ølkonsortiet i Aalborg. Den er kommet på flaske i 2005, så det er en øl med nogle år på bagen, og man ved jo at det ændrer en del på smagsindtrykkene.
Den er kulsort med lidt lysebrunt skum. kraftig og kompleks aroma med noter af mælkechokolade, mørk frugt, salmiak og alkohol. Det er en tyktflydende øl, der varmer i munden og ned gennem halsen. Meget fyldig krop. Nu er det lang tid siden, jeg smagte den første gang, men jeg synes at den lange lagring har skubbet den nærmere en barley wine. Bitterheden er ikke mere så udpræget. Til gengæld er der en kompleks palet af smagsindtryk, hvor mørke frugter – sveske og rosin – blander sig med chokolade og lakrids. På et tidspunkt gav mine smagsløg op i forsøget på at udrede alle noter, og jeg lænede mig tilbage for bare at nyde denne øl. Det er en øl som er i top, når den bliver brygget, og derefter bliver den bare bedre med tiden.
Karakter 5+
Håber Avery snart forbarmer sig over os danskere, og begynder at eksportere hertil igen. Alle deres øl er i særklasse, og hører til blandt mine favoritter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar