Der er mange små bryggerier i Danmark,
og selvom der er nogle der må lukke, er der ligeså mange nye der kommer frem
hele tiden. Nogle – som Løkken Bryghus – må lukke og genåbner så et års tid
senere. Sådan var det også med det gamle bryggeri på Ærø. Det blev grundlagt i
1884 ( står på etiketten ), men en nærmere undersøgelse af bryggeriets tidslinie,
afslører at det i begyndelsen var mejeri. Faktisk blev den første øl brygget så
sent som i 1926 - ”Prima Lyst Hvidtøl”.
I 1950 begynder man at lave mineralvand og bryggeriet lukker i 1956.
Først i 2004 genopstår Rise Bryggeri på
Ærø. Jeg synes næsten det er lidt af en tilsnigelse at reklamere med over 100 års historie – reelt set
er der kun brygget øl i 30 år.
Det nye bryggeri har til huse i de gamle
mejeribygninger i St. Rise midt på øen, så på den måde hænger historien sammen.
Det ligger ved en god vandkilde, der lader til at være bryggeriets stolthed. En
god vandforsyning har altid været vigtig ved ølbrygning.
De brygger en vifte med 5 faste øl + 2
sæsonøl. Som noget nyt er de begyndt at lave økologiske udgaver af de
forskellige øl også. Jeg synes deres ”Hertug Hans” med valnød er en lille
perle, som jeg snart skal finde tid til at anmelde, men i aften gælder det ”Dark
Ale” på 6,0% ( ikke økologisk ).
Der er brugt pale ale-, karamel- og sort
malt, samt tørristet hvede. Derudover ekstra sukker og ascorbinsyre. Humlet med
engelsk First Gold og amerikansk Cascade.
Det er en mørk, brun øl. Den er klar, men
lader kun lidt lys slippe igennem, så det er passer godt til navnet. Mange
bobler og et kraftigt, blødt skum, der bliver hængende fint i gardiner. Man
bliber mødt af en spændende aroma, hvor karamel, antydning af lakrids og lidt
friske humle/grape noter blandes. Den føles frisk og er behagelig at
drikke. Smagen er maltet med en tone af
karamel, men humle og ascorbinsyre blander sig gerne med friske
grape/citrusnoter. Der afsluttes med en pæn, middel bitterhed.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar