Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 7. april 2012

Tid til en øl - Pladderballe Påskelammer

7. April 2012

Øllet blev opdaget ved et uheld. Uheldet bestod i at det ikke blev opdaget noget før”. Dette berømte citat skyldes Monrad og Rislund, der altid har slået et slag for øllet i deres tekster. Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender forfærdelig meget til deres univers, men har dog set shows i TV og hørt sketches i radioen.

De har lavet mange forskellige figurer i tidens løb, bla. Mogens og Brodtgaard, der er indbyggere i Pladderballe. Og Pladderballe Bryghus er nu også en realitet, selvom det må betegnes som et fantombryggeri. Foreløbig er der sendt 4 faste øl på markedet. Jeg har endnu ikke set dem i de lokale indkøbssteder, men flere af mine blogkolleger ( bla. Kajs Ølblog ) har indgående beskrevet dem. Når jeg render på dem, skal de da også smages. Så vidt jeg har forstået er det en lidt blandet landhandel.

Deres hjemmeside er flot og temmelig omfattende, og her kan man erfare at det er Næstvedbryggeriet Føniks, der har lagt lokaler til Pladderballe Bryghus.

Hele ideen stammer fra ølentusiasten Martin Bo Petersen, der også altid har været stor fan af Monrad og Rislund. Han har brugt 2 år på at overbevise de to herrer, samt deres kapelmester Øyvind Ougaard, om at det var en god ide. Han kendte direktøren på Føniks, John Serritzlev, og han var også med på ideen. Føniks Bryggeriet har brygget øl indtil 1955, men i 2006 startede John Serritzlev det op igen under sloganet –”Det gode øl er tilbage”. Brygmesteren hedder Alexander Fritz. Så det er en større gruppe idemænd bag dette bryghus.

Hver øl har en længere historie, der bliver optrevlet på hjemmesiden. Derudover er de forsynet med en QR-kode, men da min mobil ikke er så avanceret, er det noget man selv må forsøge sig med.

Den første sæson øl er kommet ud – ”Påskelammer”. Det er en øl brygget på byg- og hvedemalt, humle, kandis og gær ( og vand ). Stilen er diffus, måske belgisk. Det er en orange, kobberfarvet øl på 5,8% med svagt skum, der knitrende opløses. Meget kulsyre. Øllet er ufiltreret, så det er noget uklart. Aromaen er ikke kraftig, men man mærker lidt karamel og noget der minder om trælim. Den er meget let – på grænsen til tynd, men kulsyren giver en aggressiv, prikkende fornemmelse. Smagen bliver indledt med maltsødme, slutter i en let bitterhed. Et lille overraskende strejf af lakrids. Måske lidt for anonym – der er mest tale om antydninger i de forskellige indtryk.

Karakter 3

I 1986 udgav Monrad Og Rislund en plade med titlen ”Øl er Gud”, og det er jo meget passende her op til Påskedag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar