I dag var det jo flagdag, som man kan se på billedet. Skærtorsdag, hvor Jesus indvier nadveren. Min datter og jeg afsluttede gudstjenesten med en arie af J.S. Bach ( med guitar akkompagnement ) – ”Bist du bei mir”. En arie der fint leder over til Langfredag. Hun synger dejligt.
Om eftermiddagen var vi til dans, hvor vi fik gennemgået alle 10 danse, som skal danses til afslutningen om et par uger.
Forleden fandt jeg i Ølkonsortiet en sjovt udseende flaske, der var pakket ind i papir. ”Ondineke”, der er en tripel fra De Glazen Toren. Umiddelbart kendte jeg den ikke, men det skulle vise sig at være forkert, for jeg har smagt den før. Den gang så jeg bare ikke flasken, så jeg er lidt lovligt undskyldt. Jeg kunne til gengæld godt huske at jeg havde smagt øl fra De Glazen Toren tidligere - og det var så altså den her.
Det var 23. marts 2011 at den øl blev serveret som en ekstra overraskelse ved John Bull Pubs belgiske ølsmagning. Den var ikke en del af smagningen, men blev serveret for dem, der nød en belgisk ret inden smagningen rigtig gik i gang.
Jeg gentager lige mig selv:
” ”Ondineke” med undertitlen ”Oilsjtersen Tripel” ( hvilket betyder ”Tripel fra Aalst ) er en orangegylden, ufiltreret øl på 8,5%. Den har en kraftig skumkrone, der skyldes tilsætningen at humleblomster. Der er benyttet en lokal dyrket Hallertau-variant. Der er en let syrlig aroma. Den føles rar og behagelig i munden. Smagen lægger ud med en smule sødme og frugt, der bliver afløst af lidt syrlighed og en let balancerende humlebitterhed.
Karakter 4+
Navnet ”Ondineke” stammer fra hovedpersonen i en roman af Louis Paul Boon – ”De Kapellekensbaan”. Forfatteren stammer fra Aalst og der står en statue af Ondineke foran rådhuset. På grund af navnet og den lokaldyrkede humle er denne øl udnævnt til officiel by-øl.”
Når jeg ser på mine noter fra i aften, ser jeg stort set den samme beskrivelse, så jeg er vist kommet let hen over det i dag. Sidst fik vi 10 cl af denne gode øl – i dag var det 75 cl. Det er vel en festdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar