I dag har været et temmelig hektisk dag. Først avisrute - så kirkesangerjob – dernæst første gennemspilning på Skansen i Hals – så til Nibe efter nye dansesko ( standard ) til konen – og så til to timers dans i Aalborg.
Så vi gad ikke lave aftensmad, da vi kom hjem ved 20.30 tiden, men gik direkte i fryseren efter 2 pizzaer. Og jeg fandt en mørk øl dertil. Forleden fik jeg i fødselsdagsgave nogle øl ( faktisk adskillige ), og nogle af dem har jeg ikke tidligere smagt. Det gælder bla. ”Scottish Strong Ale” fra Bryghuset Kragelund. Jeg smagte et par stykker fra dette bryggeri sidste år ( 20. jan 11 & 5. feb 11 ), men da jeg ikke har fået indført disse indlæg på den nye blog endnu, gentager jeg lige lidt om bryggeriet.
Kragelund Bryghus ligger ved Silkeborg. Planerne blev lagt i 2005 af 5 venner og man begyndte opførelsen i 2006. Planen var at brygge det første øl i sommeren 07, men man skulle hen på efteråret inden den første øl blev produceret. Det var Juleøllen, der blev præsenteret og udsolgt på en og samme dag i december. Brygmesteren hedder Jan Poulsen, og han har en lang erfaring som håndbrygger. Alle øl er overgærede, ufiltrerede og upasteuriserede. Bryggeriets motto er: ”Bryg på malt og byg på kvalitet”
”Scottish Strong Ale” siger sådan set, hvad der skal siges om øllet. Den er på 6,4%, og at den er skotsk betyder ofte ( i min optik ) – letdrikkelig og mere maltet end humlet.
Og sandelig – det passer.
Det er er brown ale med lysebrunt/beige skum, der føles blødt og lækkert. Maltet aroma med mørk frugt – kan minde en smule om svesketrifli. Let drikkelig. Smagen er også maltet, og det er også mørke frugter der træder frem. Ikke megen bitterhed at hente.
Karakter 4
Hvis man er til Imperial IPA’er er det ikke her, man skal sætte sine penge, men kan man lide maltede skotske øl er det ikke et dumt bud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar