Da min interesse for øl i sin tid
begyndte, var det især belgiske øl, der tiltrak mig. Til den allerførste
ølsmagning fik vi en Tripel fra Westmalle. Det er jo stamfaderen til stilen og
det var lige en øl, der faldt i min smag. Siden fik jeg fat i en udgave fra
Affligem, og den kunne jeg faktisk lide mindst lige så godt. Fakta havde købt en stort parti hjem, så der
var mulighed for at købe dem et stykke tid. Jeg hamstrede de sidste øl, da de
kom på udsalg til 10. kr stykket. Men det var grunden til at
specialforretningerne holdt op med at sælge dem, og det har været svært at
finde øl fra Affligem på disse kanter. Men i sommer fandt jeg dem atter i
Ålbæk. ”Det Bette Ølhus” har dem og jeg har flere gange købt nogle med hjem
derfra.
Her fandt jeg også de 3 øl fra
Steenbrugge. Jeg har tidligere skrevet om ”Blond” og ”Dubbel”, og her til aften
havde jeg vældig trang til den sidste – ”Tripel”. Lang tid på arbejdet og en
times ekstra dans – så jeg syntes, jeg havde fortjent en god og frisk øl at
slutte dagen på. Jeg er endnu ikke stødt på en tripel, jeg ikke kan lide.
Steenbrugge brygger deres øl efter en
gammel traditionel opskrift, hvor de bruger ”Gruut”. Det er specielle
krydderiblandinger, som var forskellige fra by til by. Enhver brygger var
forpligtet til at købe disse gruut hos bystyret, der derved havde en fin lille
indtjening. Det er ikke gældende mere, men nogle få belgiske bryggerier har
fundet de gamle opskrifter frem.
”Steenbrugge Tripel” er en smuk gylden
øl på 87%. Den ligner smeltet guld, men den er dog helt klar. Skummet er temmelig
pauvert, selvom der er en ret kraftig karbonering. Der er en dejlig duft af
lyse frugter som mandarin og fersken, og mon ikke gruut-blandingen også betyder
noget, selvom jeg ikke synes den virker krydret. Den føles frisk og sprudlende,
hvilket lige var det jeg trængte til ovenpå dansetræningen. Det er også de
samme aromatiske indtryk man får i smagen. Den virker umiddelbart ikke særlig
bitter, men langsomt toner en humlebitterhed frem, som holder sig længe i
eftersmagen. Det giver en god afslutning på oplevelsen.
Karakter 4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar