Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 14. april 2011

Tid til en øl - Stjær Bryghus Hvede


14. April 2011

Så blev der holdt barnedåb i kongehuset, og sandelig om ikke den lille prins blev opkaldt efter en øl. Den øl, jeg nød i går fra Ugelris bar netop navnet Vincent. Så det navn kan vi jo ikke indvende meget imod.

Jeg har været til møde hele dagen – MED-kursus, hvor vi skulle lære om vores roller og funktioner i det nye MED-udvalg. Sådan noget er jo aldrig udpræget spændende, men det er lovpligtigt, og så gik dagen da med det. Vi sluttede ved 15-tiden og så var der mulighed for at besøge Ølkonsortiet, for at finde et par øl.

Det er nu ikke en øl derfra, der er på programmet i aften. Derimod er det et stykke håndbryg, jeg fik forleden af min nevø ( han har en kollega, der vist nok kender en der brygger ( eller noget i den retning )). Der er ikke mange oplysninger om en sådan øl. Det er en ”Hvede” og den er på 4,0%. Brygget den 22. januar 2011 af Stjær Bryghus.

Det er ikke lykkedes mig at finde noget om denne hjemmebrygger, men der er henvisninger på nettet om Stjær Andelsbryggeri. Det er nu vist ikke det samme – i hvert fald ser deres etiketter anderledes ud, og der er ingen hvedeøl iblandt. Men det er da flot, hvis Stjær har 2 bryghuse i byen.

Det er en meget lys øl med dovne bobler og blødt hvidt skum. Den er ufiltreret, så der er en smule slør. Fin duft af blomst og lidt krydderi. Den føles meget let i munden med lidt prikkende kulsyre. Desværre holder den fine aroma ikke til smagen, der er lidt neutral af korn og halm, og som ender en smule vandet. Der er ikke megen eftersmag. Det virker lidt som om der ikke er brugt original tysk hvedegær, men det ved jeg jo ikke noget om. Man savner i hvert fald de typiske noter af kryddernellike og banan.

Karakter 2

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar