Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 15. april 2011

Tid til en øl - Stenøl


15. April 2011

I dag var sidste arbejdsdag på Kulturskolen inden påskeferien, men det er jo så som så med påskeferie, når man også har kirkejob. Det er jo nærmest en tid med spidsbelastning. Vi sluttede af med elevkoncert – den første efter vi flyttede i Nordkraft. Derfor blev det et monster af en laaaaang koncert – 3 timer og vi skulle spille næstsidst. Men vi holdt ud og fik afleveret vores numre i en nogenlunde frisk tilstand.

Til aften var der kylling på bordet og jeg åbnede en fødselsdagsgave – en øl fra Thisted Bryghus. Jeg var ret sikker på, jeg havde smagt den før, men jeg kan ikke finde den i mine optegnelser, der plejer at været rigtige. Jeg har smagt ”Julestenøl” ( der var den første), ”Påskestenøl”, ”Eistein” og ”Eksklusive”, der alle er brygget på lavasten, men vist ikke denne – ”Stenøl”.

( Goggle’de lige og ser, at det er samme øl som ”Ekslusive”, så der er intet nyt under solen denne gang ).

Det er en gammel brygmetode, som Peter Klemmensen genoptog som den første her i landet. Man nedsænker 800 grader varme sten i urten. Så dannes der et karameliserende lag om stenen, og senere under den lange afkøling/lagring afgives karamellen til øllet. Det giver en maltet, fyldig karamelsødme, som oftest balanceres af humle.

”Eksklusive” blev første gang lanceret omkring Skt. Hans 2007. Thisted Bryghus har lanceret en ny flasketype og en ny etiket til mange af deres allerede kendte øl. De er nummeret 1 -6. ”Stenøl” er nr. 5 ( kan ikke ses på billedet ). Det er en mere stilren etiket, så øllet præsenterer sig eksklusivt på hylderne, men den virker, - som så meget stilrent gør – også lidt kedelig. Det signalerer ikke øl med spræl i.

Det er en smuk klar øl, med farve som mørkt rav. Der er et godt kraftigt skumlag. Duften er intens, hvor man i høj grad fornemmer karamel. God fyldig krop, og smagen er også præget af karamelsødme. Der er ikke så meget humlebitterhed til balance, som jeg husker i ”Eksklusive”, men jeg savnede det egentlig ikke. Det er en behagelig og fyldig smag, der godt kan stå alene ( hvis man er til det lidt sødlige ). Tilsat CO2, så den ikke bliver for tung. Alk. 7,6%

Karakter 4


Ingen kommentarer:

Send en kommentar