Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 26. september 2013

Tid til en øl - Jacobsen Single Malt Ale 2012


26. September 2013

Begrebet ”single malt” forbinder vi jo mest med whisky. men Husbryggeriet Jacobsen har startet en ny Limited Edition, hvor man forsøger sig med ”Single Malt Ale”. Man har ekperimenteret med en ny bygsort, som er dyrket på en enkelt mark på Fyn. Denne mark gav et udbytte på 1600 kg byg, der blev sendt til Frankrig for at blive maltet. Det gav 1500 kg basismalt og man tog deraf 150 kg til yderligere ristning.

I august 2012 begyndte man brygningen og øllet stod færdig d.28 august og kunne sendes til tapning. Der er brugt ”en særlig amerikansk” humle og engelsk overgær. ( Jeg har siden set, at der er Hallertau som bitterhumle, Amarillo som aromahumle og Citra som tørhumle. ). Det giver en øl der mest minder om en barley wine. Procenten er 7,1% og bitterheden ligger omkring 34 IBU.

Den er egentlig kun til salg i København, men forleden da jeg var på besøg hos Vinspecialisten i Aalborg, bød Sune på en smagsprøve til de kunder, der var i butikken. Der er lavet 6000 flasker og denne var nr. 4150.

Det er en rød øl med et varmt skær. Skumudviklingen er ikke særlig kraftig. Aromaen er kraftig med blomme i madeira og lidt antydninger af grape fra humlen. Den har en fyldig krop. Smagen er også præget af frugt i alkohol – blomme, melon og pære, samt list sødlig grape. En dejlig øl, der giver lidt mindelser om tidligere tiders gode øl fra bryggeriet. Desværre kan forsøgene med Limited Edition ikke altid fås i Aalborg, og København ligger jo noget afsides. De øl Jacobsen har sendt ud landsdækkende har været i svingende kvalitet, men det er godt at se, at de stadig kan brygge noget ordentligt sammen.
Karakter 5
Dette var et lille jubilæum. Nu har jeg anmeldt 1400 øl på bloggen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar