Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 22. oktober 2010

Tid til en øl - Løkken Kopal Rav / Jacobsen Pale Ale


22. Oktober 2010

Der var blæst og store bølger, da vi i dag besøgte nogle venner, der havde lejet et sommerhus i Lønstrup. I går havde der jo nærmest været storm på stedet, men i dag var det præcis som en efterårstur ved havet skal være. Vi ankom til frokost og det var stillet an med sild og æg og leverpostej. Og en lille porsesnaps til silden. Der var også købt øl ind fra Løkken Bryghus, der kan være svær at skaffe udenfor lokalområdet.

Den første øl havde jeg ikke hørt om før, men det viser sig også at være et helt nyt bryg – ”Kopal Rav”.

1. oktober havde den premiere på Restaurant Gråanden i Frederikshavn. Det er en belgisk blonde på 6,8%. ”Kopal” er en overgangsform mellem harpiks og ægte rav. Jeg forestiller mig dog ikke, at den er flydende, men nu har jeg i hvert fald lært noget nyt i dag.
Det er en smuk ravfarvet øl med en del slør ( den mørke drik i forgrunden er porsesnaps ). En god frugtig aroma, der også går igen i smagen. Det er helt klart den bedste øl, jeg til nu har smagt fra bryggeriet.
Derefter fik vi en ”Stygge Krumpen” – også fra Løkken Bryghus. Den skrev jeg om i juli 2009, men når jeg ser mine notater fra dengang, kan jeg ikke helt få dem til at passe med dagens smag. Den virker mindre sød og lettere i munden, og jeg vil nok bedømme den bedre denne gang. Om det er mig eller øllet, der har ændret sig ved jeg ikke, men det er i hvert fald til det bedre.
Så gik vi en frisk tur til klinten. Vi besøgte Mårup Kirke – eller hvad der nu er tilbage.



Man har revet det meste ned, så der kun står 2 m høje mure tilbage. Havet har også arbejdet sig tæt på, så det er ikke sikkert vi kan se den til næste år. Vores værter har været ved kirken næsten dagligt i den sidste uge. De har haft en del gæster.


Vi gik langs klinten til Lønstrup. En dejlig tur med fantastisk udsigt. I byen så vi lidt på kunsthåndværkstederne, inden turen gik hjem til kaffe og nougathorn. Her åbnede vi den sidste øl fra Løkken – ”Mørk Kutterøl”. Den er beskrevet som ”en mild ale med noter af kaffe og lakrids”, men det er en besynderlig øl. Måske havde jeg forstillet mig lidt porteragtigt, men den føles let , nærmest tynd i munden. Man kunne sige lidt schwarzbieragtig, men den er en overgæret ale. Kaffe og lakrids kan jeg absolut ikke fornemme, derimod er der en syrlig citrusnote, der virker malplaceret.

Jeg havde taget den nye Jacobsenøl med – en ”Pale Ale” på 6,4%.


Det er den første nye øl i det faste sortiment siden 2007, og jeg havde måske håbet på noget andet end en traditionel pale ale. Der er ikke det ”nordiske islæt” som vi var begyndt at forvente, men man har dog forsøgt med en Hallertau humlevariant – ”Hallertauer Jacobsen”. Det er ikke en ekstremøl, men det har jo heller aldrig været Jacobsens ærinde. Men jeg synes ikke nytænkningen helt lever op til tidligere tiders niveau. Det er en smuk gylden øl med flot hvidt skum og en tydelig humleduft. Den er frisk, men jeg synes, humlebitterheden virker lidt anstrengt. Nu blev den også nydt efter kaffe og nougathorn, og det giver nok ikke de bedste betingelser, så jeg vender sikkert tilbage på et mere rimeligt grundlag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar