14. Oktober 2010
Jeg har været lidt træt i dag. Nok ikke så træt som min
kone, der pga hoste har sovet dårligt i flere nætter, men mindre har vel også
ret. Og så skulle vi alligevel ud og danse moderne – hvis ellers man kan sige
det om slowfox. Det er faktisk en anstrengende dans, selvom den ikke er hurtig,
for der skal så meget koncentration til, for at huske alle trinene – hvornår er
det hæl, hvornår er det tå. Og så støder man hele tiden ind i de andre par, så
det er en svær dans. Og selv om det at danse giver en masse energi og man
bliver i godt humør, så bliver man altså også træt.
Min datter har været i kravlegård i en køretime, for at lære
at bakke i 8-taller og bakke ind i en parkeringsbås og andre unødvendige ting.
Men hun lært at bruge kopling og rat og har vist nogenlunde mod på det. Så nu
lukkes hun snart ud på vejen. Vi hentede hende efter dans, så det blev lidt
sent inden vi kom hjem
Men så var det godt at sætte sig med en god øl.
Jeg trængte simpelthen til en ukompliceret øl, så kunne
drikkes i gode, store mundfulde og fandt en ”helles” fra min tur til Bayern i
sommer – ”Neuschwansteiner. Das Echte”. Den bliver brygget af Hirschbräu i
Sonthofen, Allgau. Det er den sydvestlige del af Bayern, hvor slottet
Neuschwanstein også ligger. Bryggeriet stammer fra 1657 hvor Hans Papst købte
brygrettigheder til sit værtshus ”Das Hirsch.” I 1859 købte Josef Anton Höss
bryggeriet og det har været i familiens eje lige siden. I dag ejes det af
Claudia Höss. Derfor kaldes bryggeriet også ”Privatbrauerei Höss”
De brygger altså den ”Neuschwansteiner” på 4,7%. En
ukompliceret ”helles” med lidt groft hvidt skum. Duften er af lys malt og vådt
hø med en lidt kunstig citrusnote. Men den er naturligvis brygget efter ”Das
Reinheitsgebot”. Frisk og god som tørstslukker, og derfor lige passende til i
aften, selvom jeg har smagt bedre. Smagen har også denne lidt syrlige
citrussmag, der formodentlig stammer fra humlen, selvom den virker kunstig. Der
er ikke særlig meget bitterhed i eftersmagen, men alligevel nok til at det
opfattes.
Neuschwanstein er et at de flotteste slotte i verden og det har været inspiration for mange, bl.a Walt Disney. Det blev bygget at Kong Ludwig II, der byggede 3 ekstravagante slotte i Bayern. Neuschwanstein skulle være hans regeringsslot, men han blev aldrig færdig, fordi Bayern gik bankerot inden og Ludwig blev erklæret sindssyg og afsat. Han druknede kort tid efter sammen med sin psykiater. Det er kun 1. og 3 sal der er indrettet, mens 2 sal nu indeholder cafe og souvenirbutik. Alle de færdige rum er overdådigt indrettet med guld og ornamenter og gobeliner, der forestiller scener fra Wagners Operaer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar