I 2007 kom min kone hjem fra besøg hos sin mor og havde en
julekalendergave med til mig. Øl fra Virklund Bryghus, der ligger i nærheden af
svigermors hus. Jeg havde tidligere smagt øl når jeg var på besøg på egnen, men
denne gang havde min kone hentet hele sortimentet, så det var en herlig
kalenderpakke.
Jeg kunne fra starten godt lide deres øl, især deres pale
ale og andre amerikansk inspirerede øl. Men jeg opdager nu, at jeg ikke har
skrevet om dem på bloggen. Virklunds øl kan være svære at skaffe udenfor selve
Stor-Virklund ( som de siger ), men i dag så jeg nogle i SuperBest i Brædstrup.
Vi tog af sted i går for at male svigermors nye
andelslejlighed i Brædstrup. Hun har
købt en lejlighed, der meget ligner den min egen mor købte sidste år her i
byen. I går fik vi malet stue, køkken og det ene værelse. Vi var færdige ved 5tiden,
og kørte derefter til Middelfart for at besøge nogle gode venner der. Her havde
vi en hyggelig aften med god mad og drikke, og vi indledte med en Franziskaner
Weissbier i det rigtige glas. Det er jo noget, der glæder en ølentusiast.
Til frokost i dag gik vi til SuperBest, for at købe en
sandwich eller lignende, men det havde de ikke noget af. Til gengæld havde de
et par nye øl fra Virklund ( jeg har i hvert fald ikke set dem før ). Det lader
til at Virklund har gang i en ”kornsort”-serie, for de har brygget en Hvede, en
Rug og en Havreøl. Havreøllen var ikke i butikken.
Til frokost ( vi fandt nogle mellemmader i Brugsen ) åbnede
jeg ”Hvede”
Jeg havde kun et plastikkrus til at drikke af, og det er jo
ikke helt optimalt. Det er en ”nyfortolkning af klassiske tyske og belgiske
hvedeøl”. Den er på 5,0% og der er brugt saaz-humle.
Den fungerer desværre ikke. Det må være plastikkrusets
skyld. Der er en frugtagtig aroma, der lover meget godt, men øllet er blottet
for smag. Man mangler simpelthen et eller andet – krydderi, frugt eller
aromahumle, men det eneste man fornemmer er en lidt for kraftig bitterhed, der
ikke hænger sammen med noget.
Karakter 2
Da vi vendte hjem til aften åbnede jeg så for ”Virklund Rug”
og det var en helt anden snak. Her er de tilbage i de amerikanske humler, som
de bruger så godt. Det er en smuk, orange øl med en varm glød. Den ligner
uklart rav. Kraftigt hvidt skum. Jeg ser nu på hjemmesiden, at det er First
Gold humle ( som er engelsk ), der er benyttet, men den afgiver en dejlig smag
af grape og citrus. Rugen giver en blød og lækker fornemmelse. Der afsluttes
med en pæn balancerende bitterhed til sidst
Karakter 4
Den sidste ”Havre” er vist en stout, men den må vente til en
anden gang
Ingen kommentarer:
Send en kommentar