18. Oktober 2010
Engang var det et problem at fragte øl til Indien. Dengang
var det for varmt at brygge i landet og turen fra England til Indien gik syd om
ækvator, og varmen ødelagde øllet på turen. Man løste det dengang med masser af
humle og skabte derved den nu så berømte ”India Pale Ale – IPA” type.
Men da tyskeren Carl von Linde opfandt køleteknikken, og i
1873 afprøvede den på Spaten Bryggeriet i München, blev der åbnet op for nye
muligheder for ølbrygning på steder, hvor der tidligere var alt for varmt. Og
man begyndte også at brygge på helårsbasis.
I Indien har de taget den undergærede øl til sig. Sikkert på
grund af den friske og lette karakter, der er god til at slukke tørsten i
varmen. Så mange at de undergærede lagerøl, der sælges i England stammer fra
Indien.
Forleden så jeg et par nye øl i Salling – fra SOM-Brewery i
Indien. Det er et større foretagende, der producerer øl, vodka, rom og gin. Det
er beliggende i nærheden af Bhopal i det centrale Indien. Destilleriet er fra
1986 og ølproduktionen begyndte i 93.
De brygger bla. denne Premium Lager Beer ved navn Legend.
Der er ikke nævnt noget om produktionen på deres hjemmeside, men på etiketten
står der: ”brewed with natural ingredients”. Der er ikke nævnt noget om ekstra
kulsyre, og det må der være tilsat. Man ser den indiske indflydelse med den
overdrevne brug af guld på etiketten. Det er dog ikke en guldøl, men en
pilsnertype på 4,8%.
Det er en lys gylden øl med mange bobler og et lidt diffust
skumlag. Den har en sødlig duft af våd halm og lys malt, hvorfra der dukker en
lidt kunstig citrusnote frem.. Den føles meget frisk, måske lidt prikkende
sodavandsagtig.. Smagen er neutral, men citrusnoten dukker frem mod slutningen.
Efter smagen nærmest er forsvundet dukker en udmærket bitterhed op. Den
fungerer udmærket til maden – kinesiske forårsruller – fordi den virker
rensende med sin lidt neutrale friskhed.
Karakter 2+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar