Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 5. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk Gjøl 2


 5. September 2024

Jeg er det sidste års tid kommet til at sætte pris på 'pastry sour', med dens blanding at syrlighed og sødme fra frugt, og den lidt cremede fremtoning den ofte har. Men på årets Beerwalk på Gjøl havde Jesper Mørkholt en ny udfordring med.

Jeg har set betegnelsen 'Smootie Sour', men ikke smagt nogen, da det lyder lidt for fortænkt, men netop sådan en dukkede frem som øl nr.5.


Hop Hooligans fra Rumænien har lavet en 'Pearfect Pearing' på 6,0%. En 'pear and ginger ice cream sour'. Man kan se både pære og ingefær på etiketten, der har samme farve som øllet. Jeg skriver 'øllet', selvom det er svært at finde det øltypiske smagsnuancer deri.



Den er brygget uden laktose, hvilket overraskede mig meget. Vi fik råd om, at vende dåsen på hovedet og rulle den mellem hånderne. Ellers ville den være for tyktflydende, og have svært ved at komme ud af dåsen.

'Grab a Spoon' står der med store bogstaver på etiketten. Det blev nu ikke nødvendigt, selvom det nok er den mest tyktflydende og cremede øl, jeg har smagt. Det var virkelig Smootie.

Og den overraskede positiv. Pæren indledte smagsoplevelsen, men derefter overtog ingefæren. Det var lækkert og sjovt at smage, og selvom det nok ikke bliver en hverdagsforeteelse ( der er for lidt 'øl' i den ), så kommer den nok med til nogle smagninger.

Karakter 4 ( lidt langt fra 'øl' )


Vi havde smagt en alkoholfri NEIPA i starten af smagningen, men skulle ikke snydes for en mere traditionel udgave. En DNEIPA fra Gamma Brewing.

'Big Doink' er på 8,0% og humlet med Cashmere, Citra, Columbus og Mosaic. Det giver en behagelig humlesmag af milde eksotiske frugter, og en nydelig bitterhed. En klar tørstslukker med smag på en varm sommerdag.

Karakter 4


Mad Scientist's traditionelle IPA - ' Liquid Cocaine' blev betegnet som en westcoast IPA, og der er da også væsentlig mere bitterhed i, selvom jeg har fået væsentlig kraftigere IPA'er før.

'Det er nok en øl for folk over 40 år. Hipsterne vil hellere have noget frugtigt NEIPA', fortalte Ølsmageren, og deri har han til dels ret. Jeg er tit stødt på unge øldrikkere, der synes at kraftig humlebitterhed er for voldsom. Men vi mødte en ung mand, der følte sig lidt stødt, for han kunne altså også godt lide den. Den faldt lige i min smag, men jeg er jo også over 40.

Karakter 4+


Det kunne man måske også bruge som argument om den sidste øl, for min erfaring siger, at ungdommen kan have svært med Imperial Stout, der ikke er fadlagret. De er voldsommere i både smag og bitterhed. Fadlagringen giver ofte en større raffinement, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan lidt begge dele.

'Motor Oil, fra Moersleutel er en Imperial Stout på 12.0%, Masser af smag fra ristet malt, kaffe og vanilje, og der sluttes af med en tydelig bitterhed.

Karakter 5

En god afslutning på en spændende øldag på Gjøl.

Ølsmageren fra Gjøl har mange flere spændende arrangementer i støbeskeen - f.eks kommer Overtone for første gang til Danmark med en smagning på Gjøl Kro i Oktober.



onsdag den 4. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk på Gjøl 1


4. September 2024

Igen i år var der - i forbindelse med 'Gjølen Festival' - arrangeret en beerwalk langs Limfjorden af Ølsmageren fra Gjøl. Vejret var det bedst tænkelige - høj sol og næsten ingen vind, hvilket dog medførte at myggene sværmede ved fjorden. Vi klarede os helskindet igennem på godt øl.

Vi lagde ud i Ølsmagerens egen butik med de 2 første øl.



Jesper Mørklund / Ølsmageren brygger også selv øl, og den første var hans egen 'Triple' på fad. En kraftig udgave på 11,0%, hvilket er højt, men den havde nu en fin triplekarakter og virkede ikke sprittet. Flot orange farve og en dejlig maltsødme med lidt krydrede noter. Fin bitterhed som afslutning. Når man kiggede i glasset kunne man se Ølsmagerens kontrafej i ølllet, så man var ikke i tvivl om ophavet.

Karakter 4+


Vi blev på de 11,0%. Jeg tror, der er tradition for, at øl nummer 2 skal åbnes med økse. Sådan har det i hvert fald været begge gange, jeg har været med.


'Straffe Hendrik Heritage 2020' er lagret på egefad og det præger den meget. Egen giver en skarp og vinøs karakter, der virker helt herskabelig. Jeg følte mig hensat til gamle saloner eller engelske klubber for gentlemen. Jeg kan nu godt lide den sødme og varme, der er i originalen, så den rammer ikke helt plet.

Karakter 4+

Jeg kan se at jeg har givet udgaven fra 2014 højere karakter, men jeg kan ikke helt huske forskellen.


Så drog vi afsted mod fjorden, og gjorde holdt, da vi nåede frem. Vi kunne ikke gå helt nede ved vandet det første stykke, for stien var sumpet efter den megen regn.

Her fik vi en alkoholfri NEIPA fra skotske Brulo, der har specialiseret sig i alkoholfrie øl.

'CBD IPA' er brygget med de beroligende stoffer i cannabis. CBD bruges i olier og kapsler til medicinske formål og er lovlig at bruge.

Det gav en frisk og smagfuld øl, der jo dog var let i karakteren. Vi gik videre med øllet i glasset og den vandt ikke ved at blive gemt i sommervarmen. Den skal drikkes hurtigt efter åbningen.

Karakter 3


Ved næste stop kom der en saison fra Hazy Bear frem. Det århusianske bryggeri er desværre lukket, men Jesper havde gemt nogle dåser. 'Holy Refreshment' er en dry hopped saison på 5,5%. Humlet med East Kent Goldings, Citra, Simcoe og Nelson Sauvin. Den har en let syrlighed og smag af lys frugt som drue, fersken og let citrus. Dejlig forfriskende.

Karakter 4

Ølsmageren havde taget et kik på det dejlige sommervejr, og lagt fokus på de lyse, friske øl.