Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 22. maj 2010

Tid til en øl - Samuel Smith Oatmeal Stout

22. Maj 2010

I dag spillede jeg, sammen med en fløjtenist til en kær kollegas bisættelse. Hun døde af kræft i en alder af 61 år og det er alt, alt for tidligt. Vi kommer til at savne hendes musik og gode humør på arbejdet.

Aftenens øl er en mørk øl fra Samuel Smith – selvfølgelig på 5,0%. Jeg lovede tidligere at give en uddybende beretning om de 2 bryggerier i Tadcaster ( det tredje er Coors ), men det er en indviklet fortælling.

Bryggeriet stammer fra 1758, og er efter sigende det ældste i Yorkshire. I 1847 købte Samuel Smith bryggeriet sammen med sin søn John Smith. 5 år senere overtog John Smith bryggeriet og allierede sig med sin broder William. Da John Smith senere forlod stedet overdrog han sin andel til sin nevø (en tredje broders søn ) – Samuel. William købte derefter Samuels andel og flyttede bryggeriet ind på nabogrunden ( The New Brewery ) og opkaldte det ”John Smith Brewery”. Men Samuels søn, der også hed Samuel, arvede – i 1886 - efter Willians død ”The Old Brewery” og genåbnede det under eget navn. Det er, så vidt jeg har forstået, historien om de to Smith-bryggerier i Tadcaster.

Og aftenens øl er en ”Oatmeal Stout”. En øltype, der var populær i slutningen af 1800tallet, og som efter sigende var sund og nærende. Men allerede inden 1. Verdenskrig var typen uddød, indtil Samuel Smith gen-introducerede den i 1980.

Det er en kulsort øl med kraftigt, groft skum. Duften er en anelse sødlig med svage noter af chokolade. Der er – som navnet antyder - benyttet havre i bryggen, hvilket giver en lethed og en blødhed til øllet, der gør den meget drikkevenlig. Modsat Guinness virker den dog ikke tør, men har en fin sødme i smagen God maltsmag, lidt frugtnoter og en fin balanceret bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar