Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 2. februar 2022

Tid til en øl - Alefarm Winterglow / Brøckhouse julebryg 2008


 2. februar 2022

Kjørmes Knud eller Kyndelmisse er traditionelt den dag, hvor vinteren vender - den koldeste dag på året.

'......kyndelmisse - slår sin knude - overmåde hvas og hård.'

'......og nu kom Kjørmes Knud.'

Sådan har det nu ikke været i mange år, selvom vi da havde noget sne i går. Vi fejrede kyndelmisse i kirken med lys og varm kakao, og her til aften fortsatte jeg lidt i samme stil med en øl fra Alefarm.

Skummet på 'Winterglow' gløder i hvert fald i en fantastisk farve. Det er en Imperial Stout på 10,0% og der er tilsat kakao, så også her passer det. Det er en kulsort øl med dette næsten rødglødende skum. Der er tilsat Tonkabønner og kakao og det giver en sødlig duft, hvor især kakaoen er fremtrædende. Tonkabønnerne giver den lettere eksotiske duft, jeg ikke helt kender, men der er noget vaniljepræg over det. Det er en tyktflydende, varmende øl, der ikke lige skal skylles ned i en enkelt slurk. Det er en øl, man skal nyde, og den tager tid. Måske skal den også deles, for i længden bliver den næsten lidt for tung og sødladen.

Karakter 4+


Forleden besøgte jeg en god ven fra Vrå, der i flere år har talt om en 'Julebryg' fra det hedengangne Brøckhouse. Den skulle vi da smage, og i år blev der så lejlighed til det. Brøckhouse var fra starten et af mine absolutte favoritbryggerier, og det var en sorgens dag, da de måtte lukke. Jeg købte alt hvad jeg kunne komme i nærheden af , men det er drukket .

Derfor var det med nogen spænding, jeg hældte denne op. Det var en 'Julebryg 2008', og den havde været godt gemt i hans ølkælder siden da.

Den er på 9,0% - meget mørk og der er næsten intet skum tilbage. Dejlig duft i retning af belgisk gær, men med mere sveske og rosin ned jeg husker fra dengang. Jeg kan se, jeg - sidste gang jeg anmeldte den - skrev noget om afsluttende bitterhed, men det er der ikke rigtig noget af. Det er som sådan meget typisk for langtidslagrede øl. Lidt mere hedvinsagtig. Det var en stor, nostalgisk oplevelse, så 'mange tak for smagsprøven'.

Karakter 5



Ingen kommentarer:

Send en kommentar