Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 16. maj 2010

Tid til en øl - Black Magic Woman

16. Maj 2010

”Got a Black Magic Woman” sang Peter Green i 60’erne i Fleetwood Mac, selvom sangen nok mest er kendt i Carlos Santana’s udgave. Og aftenens øl fra Hornbeer afspejler denne sang godt. På etiketten ser vi en inciterende kvinde i rødt, der kaster sig selv og sit sorte hår rundt i en fejende dans.

Øllet er også sort - en stout - brygget på ristede bygmalte, birkerøget malt, tørverøget malt og karamelmalt. Her er eksperimenteret med udtrykket. Bryggeriet Hornbeer brændte desværre i 2008 – jeg ved ikke, om det er derfor de har forkærlighed for røget malt – men heldigvis er det blevet genopbygget. Det oplyses ikke hvilken humletype, der er benyttet,

Det er en kulsort øl med fint og blødt, lysebrunt skum. Duft af røg og humle, der giver et godt modspil til hinanden. Øllet har en overraskende lethed, selvom smagen fylder godt i munden. Den er lidt skarp med røg og tjære og humle i skøn forening. Røgen og bitterheden holder ind i eftersmagen, hvor bitterheden bliver hængende længe.

Karakter 5

”Black Magic Woman” fik en 2. plads ved dette års ølvalg.


tirsdag den 11. maj 2010

Tid til en øl - Amager Forårsbryg

10. maj 2010
I dag har det lignet forår, når man sad inde og har man været i solen, kunne det vel også gå an. Men vinden har været kold. Vi var på Egholm, for at aftale de sidste detaljer omkring vores sølvbryllup – det skal nok blive en fin fest.
Her til aften tog jeg en ”Forårsbryg” fra Amager Bryghus – om ikke andet så for at lokke foråret frem. Det er en frisk, skinnende blå etiket med glade, gule påskeliljer på. Amager Bryghus plejer at fortælle en historie om lokaliteter på Amager, men denne gang kaster de sig ud i en fortælling om letpåklædte cykelpiger og brunstige mænd. Vi får dog også lidt konkrete oplysninger.
Det er en Biere De Garde med ”toner af karamel og så en tørhumling, der sikrer, at der ikke går sødsuppe i den”.
Biere De Garde betyder ”gemmeøl” og er en fransk øltype fra det nordlige Pas de Calais. Regionen har brygtradition tilbage til 800tallet, hvor Lille havde 4 royale bryggerier og 2 klosterbryggerier. Biere De Garde stammer dog fra bondekulturen, hvor man i marts bryggede rigelige mængder øl til at gemme til sommeren, hvor det var for varmt til at brygge. Det var en kraftigt godt maltet øl med relativ lav bitterhed. Man er først på det seneste begyndt at eksportere fra regionen. Jeg har ikke smagt så mange eksempler på denne øltype og så vidt jeg husker, har jeg kun tidligere skrevet om en, nemlig La Choulette Primtemps ( 21. Maj 09 ).
”Amager Forårsbryg” er en flot rødbrun øl med hvidt skum, der hurtigt svinder ind. Den holder 6,5%. Aromaen er sødlig maltet, lige når der hældes op, men denne duft forsvinder og giver plads til lidt blomst og citrusagtig humle. Det søde, maltede præg af karamel er dog ikke fremtrædende i smagen, hvor humlen ( som de også selv beskriver ) dominerer med fin citrusbitterhed. ( IBU 26 ) Jeg kunne godt tænke mig mere sødme og fylde. Amager Bryghus har før vist, at de er bedre til humle end til malt, så det er måske et godt valg fra deres side – i hvert fald er det en frisk og god tørstslukker.
Karakter 3+

mandag den 10. maj 2010

Tid til en øl - Vendelbobajer / Derniere Volonté

9. Maj 2010

I dag var min kone og jeg i Saltum til uldmarked. Hun havde på Facebook vundet en præmie, som hun kunne høre mere om, men hun var nu nok kommet dertil alligevel. Der er meget garn og strikketrøjer at se på, foruden andre kunsthåndværksting. Derudover kan man se fårene blive klippet.

Sidste år var der en mandeparkering med en times ølsmagning, som jeg besøgte sammen med en af mine venner, men vi var kun 3 mand tilstede, så der var ikke forsøgt i år. Men jeg opdagede i et af spiseteltene, at de serverede Vendia-øl. Der var en ”Pilsner” og en ”Vendelbobajer” på fade.

”Vendelbobajer” var ganske rigtigt en ægte bajer – altså en mørk undergæret øl. Brygget på pilsner og karamelmalt, hvilket måske ikke er helt rigtigt, da karamelmalten sikkert er tilsat for at få den rigtigte farve. Man burde nok have brugt munchenermalt i stedet for at give mere fylde. Den er på 5,5%. Desværre blev den serveret ”misforstået” kold og her mener jeg, at der er mange der tror, at bare en øl er køleskabskold, så er alt godt. Men det ødelægger smagen. Derfor er det svært, at give en ordentlig bedømmelse af øllet. Den stod flot klar i glasset med en god nøddebrun farve. Der var kun en ringe skumdannelse. Der var en udmærket note af karamel i duften, men det kunne slet ikke fornemmes i smagen – enten fordi den var for koldt eller fordi den overvejende er brygget på pilsnermalt. Den havde en neutral, let karakter. Eftersmagen var præget af en fin markeret bitterhed.

Min kone købte garn til et par flotte trøjer til sig selv.

Til aften åbnede jeg en grumset øl. Der var tydelige gærrester i glasset – det var nærmest små partikler, der svævede rundt. – Nå, det generer mig nu ikke.
”Derniere Volonté” ( ”den sidste vilje” ) er beskrevet som en blond, men bliver på hjemmesiden omtalt som en blanding af belgisk og engelsk brygtradition. Den blev brygget første gang i april 2004 i Montreal – på Dieu Du Ciel’s Brewpub. På etiketten ses en engel, der holder en døende i sin favn.
Det er en flot orangefarvet øl på 6,5%. Som nævnt med ”gær i svæv”, som det så smukt hedder og kraftigt hvidt skum, der bliver blødt og cremet. Duften er lidt parfumeret med et tydeligt præg fra amerikansk humle. Det giver en sød grapeagtig aroma. Smagen er overraskende neutral – kun med små antydninger af blomst og humle. Der er en markant bitterhed i eftersmagen, men grapenoten er forsvundet.
Karakter 3+

lørdag den 8. maj 2010

Tid til en øl - Palm Royale

7. Maj 2010

I dag bestemte vi menuen til vores sølvbryllup. Maden bliver leveret fra Restaurant Dahl i Aalborg og vi havde møde med kokken til frokost. Det bliver en meget fin menu, så vi glæder os. Vi spiste frokost på stedet og det smagte vældig godt, så vi er helt trygge med den del af arrangementet.

Hos Ølkonsortiet fandt jeg i dag en enkelt øl, der som den sidste lå i tilbudskassen og det var da helt synd at se på, så jeg købte den med hjem – ”Palm Royale”

”Palm” bliver brygget i Steenhuffel og i byens arkiver fra 1747 er 2 bryggerier nævnt ”De Hoorn” og ”De Valck”. Disse 2 går sammen og danner det bryggeri der findes i dag. I 1908 gifter Arthur van Roy sig ind i bryggerfamilien og overtager efterhånden foretagendet. Desværre bliver bryggeriet ødelagt i 1. Verdenskrig, men det bliver genopbygget og man lancerer – i forbindelse med den store konkurrence om en belgisk pale ale ( ”Speciale Belge” ) – en øl med navnet ”Palm Speciale” ( 11 aug 09 ). I 1930erne overtager sønnen Alfred van Roy langsomt produktionen og på hans 90 års fødselsdag, brygger man en ”Van Roy Ale ”. Det er en stærkere udgave af ”Palm Speciale” på 7,5% og den får siden navnet ”Palm Royale”

Det er en lys, klar øl med kraftigt hvidt skum og en heftig bobleudvikling. Det virker som ekstra kulsyre.( ? ). Duften er af lys malt og en antydning af lys frugt. Øllet føles meget friskt og livligt i munden. Smagen er lidt syrlig/sød. Først fornemmes sødmen og derefter lidt blomst/frugt, samt en syrlig note, som jeg har lært at kende som ascorbinsyre. Det står dog ikke på etiketten, så jeg er ikke sikker, og den er da heller ikke så gennemtrængende som man sommetider møder. Eftersmagen er af pæn længde, men bitterheden er ikke overvældende.

Karakter 3+

torsdag den 6. maj 2010

Tid til en øl - Hornbeer Carribean Rumstout

6. Maj 2010

I dag har vi lært nye trin i Quickstep – det er bare en herlig dans. Det var med hop og sving og fuld fart hen over gulvet, med fare for at ramle ind i de andre. Jeg er faktisk lidt øm i fødderne, ligesom jeg var i starten, da det hele var nyt.

Efter at have fået aftensmad, skulle jeg hente min datter, der havde været til symfonikoncert for første gang – Mahlers 5. symfoni. Hun syntes, det var godt - især de første, lidt dystre satser, men blev nok lidt træt til sidst. Det er også et langt værk.

Og så kunne jeg slappe af med en god øl. Jeg har tidligere smagt denne øl og også haft den med på flere ølsmagninger, men ikke skrevet om den før, hvilket mest skyldes mangelen på billeder. Men nu havde jeg tid til at nyde den i fred.

Hornbeer er et af de nye bryggerier, der allerede har manifesteret sig stærkt på den danske ølscene. De er lige blevet kåret som ”Bedste Bryggeri 2009” sammen med Mikkeller og deres ”Black Magic Woman” fik en 2. plads som ”Årets Ølnyhed”. Og sidste år vandt ”Carribean Rumstout” prisen som ”Årets Ølnyhed 2008”

”Carribean Rumstout” er en kraftig stout brygget på bygmalt, røgmalt, havre, kaffe, og en en god sjat rom fra Jamaica. Den er lagret på egetræsfade i lang tid. Sweet Stouts var populære på de Caribiske Øer, og da de samtidig er storproducenter af rom, er det nærliggende at lave en øl ud af det.

Hornbeer ligger i Kirke Hyllinge i Hornsherred – heraf navnet. Det er et familiebryggeri. Jørgen Rasmussen står for ølbrygningen og Gunhild Rasmussen for de farvestrålende etiketter. De er sjove og lidt naivistiske. Her er udgangpunktet selvfølgelig, at Caribien også er hjemsted for de gamle pirater - så vi ser en pirat med papegøje på skulderen foran romtønden, hvor også rotten er interesseret. Bag ham spærrer en haj munden på vid gab. Jo – alle de gamle forstillinger om sørøverne er intakte.
Hornbeer har et motto, der siger: ” Vi vil gerne lave markant øl – men ikke så markant at folk ikke kan lide det”
”Carribean Rumstout” er en markant øl på 11,0%. Den er kulsort med et kraftigt, næsten mørkebrunt skum. Duften er meget kraftig med ristet kaffe, chokolade og røg. Derudover er der et tydeligt præg af alkohol ( rom ).
Den fylder utroligt godt i munden. Smagen er røget med noter af ristet kaffe. Der er en forbigående sødme af chokolade – derefter smager rommen igennem, inden bitterheden trænger sig på til sidst. Eftersmagen er præget – i lang tid – af bitterhed og røgsværtet egetræ.
Karakter 5

mandag den 3. maj 2010

Tid til en øl - Dieu de Ciel Rosée D'hibiscus

3. Maj 2010

”Routes Des Epices” ( ”Krydderi-ruten” ) er brygget på rugmalt og tilsat både sorte og grønne peberkorn, så jeg mente den ville passe fint til biksemaden – så behøvede jeg da ikke krydre den. Det er ikke en stærk øl – den holder 5,0%. Men den er stærk i smagen. Allerede i aromaen fornemmes peberet tydeligt – det er lidt spændende. Farven er rødbrun, sløret og skummet er lyst med fine små bobler. Øllet er relativ let i munden, men uden at virke tyndt. Smagen er en anelse neutral indtil peberet trænger igennem. Der er måske lidt svag note at blomme og karamel, men det er ikke meget. Peberet bliver hængende og præger eftersmagen, og selv lang tid efter en tår brænder det stadig på tungen. Det giver en varmende fornemmelse. En meget spændende øl, men som det ofte er, når smagsindtrykket er for tydeligt, mister man lidt interessen med tiden

Karakter 3+

Brygget første gang på Brewpubben i Montreal i maj 2002 og vandt guldmedalje ved ”Mondial de la Biere” i 2006

lørdag den 1. maj 2010

Tid til en øl - Dieu de Ciel Routes des Epices

1. Maj 2010

I dag har jeg fået åkander på plads i søen. Vi var inviteret til brunch med lækker mad, og på vejen hjem slog vi et smut omkring planteskolen og købte vandplanter til søen. Og så er eftermiddagen gået med at få dem placeret i vandet uden at blive alt for våd. Der var også andet havearbejde, der trængte sig på, så efter et bad var det rart at slappe af med en øl og noget aftensmad.

Jeg havde tænkt at smage en øl med hibiscusblomst fra det canadiske bryggeri Dieu Du Ciel, men aftenens menu stod på biksemad med spejlæg, så jeg valgte i stedet en anden.

Dieu Du Ciel er beliggende i Montreal i Canada. Det åbnede som værtshusbryggeri i 1998. Ejeren og brygmesteren hedder Jean-Francois Gravel og han eksperimenterer meget med forskellige tilsætninger.
”Routes Des Epices” ( ”Krydderi-ruten” ) er brygget på rugmalt og tilsat både sorte og grønne peberkorn, så jeg mente den ville passe fint til biksemaden – så behøvede jeg da ikke krydre den. Det er ikke en stærk øl – den holder 5,0%. Men den er stærk i smagen. Allerede i aromaen fornemmes peberet tydeligt – det er lidt spændende. Farven er rødbrun, sløret og skummet er lyst med fine små bobler. Øllet er relativ let i munden, men uden at virke tyndt. Smagen er en anelse neutral indtil peberet trænger igennem. Der er måske lidt svag note at blomme og karamel, men det er ikke meget. Peberet bliver hængende og præger eftersmagen, og selv lang tid efter en tår brænder det stadig på tungen. Det giver en varmende fornemmelse. En meget spændende øl, men som det ofte er, når smagsindtrykket er for tydeligt, mister man lidt interessen med tiden
Karakter 3+
Brygget første gang på Brewpubben i Montreal i maj 2002 og vandt guldmedalje ved ”Mondial de la Biere” i 2006