Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 14. december 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Aros Belgisk Jule Ale


14. December 2014

Jeg er desværre ved at miste stemmen og har fået lidt ondt i halsen. Så jeg fulgte min brors råd om at komme lidt te i min rom for at lindre min hals. Det virkede også meget godt, men medførte, at jeg faldt uhjælpeligt i søvn på sofaen. Jo, slige stærke drikke er ikke at spøge med. Jeg vågnede op til aftensmaden og dagens juleøl.

De Jyske Bryghus har tre juleøl på hylderne i år. Den er hedder Aros, hvilket er navnet på deres signatur-serie, der rummer adskillige øl ( Aros er det gamle navn for Århus ). Denne juleøl har undertitlen ”Belgisk Jule Ale” og er på 5,8%.

Det er en rødlig øl med lettere orange skær. Den er uklar og der er stort set intet skum. Man mødes af en svag duft af blommer og frugt og en anelse nellike ( i hvert fald, når den ikke er for kold ). Det er en letdrikkelig øl, hvor man også i smagen støder på søde frugter. Den er ikke udpræget belgisk – humlebitterheden i slutningen er efter min mening for markant. Der er jo godt nok nyere belgiske bryggere, der eksperimenterer med øget humleniveau, men det er sjældent det lykkes. Det er i hvert fald ikke min kop te.

Vi skulle lige lave konfekt til jul, så glasset fik lov at stå, mens jeg æltede og formede konfekten. Som vi siger i Nordjylland: ” Det var noget værre gratværk”.

Men det kan absolut ikke tilrådes at lade øllet stå i et stykke tid. Bitterheden tager fuldtændig over og dominerer for meget.

Karakter 3


lørdag den 13. december 2014

Tid til en øl - Raasted Christmas Ale


13. December 2014

Raasted Bryghus har i år to juleøl på markedet – en ”Juleøl” og en ”Christmas Ale”. Mit bud er naturligvis at der er tale om en undergæret og en overgæret øl. Den ene har blå etiket med hvide snekrystaller – den anden er modsat.

”Christmas Ale” er en belgisk inspireret ale på 6,5%. Der er i hvert fald benyttet belgisk gær og tilsat appelsin og koriander, men det er nu ikke noget, der gør særligt væsen af sig.

Det er en mørk rødbrun øl med beige skum. Duften er maltet og der er krydrede noter tilstede ( hvilket jo nok er appelsin og koriander ), men de er ikke så lette at skelne. Den er letdrikkelig og har en maltet, sødlig smag med lidt karamel og krydderi. Den slutter af med en del bitterhed -  mest hvis man tager bundfaldet med. Jeg må sige, at der snart er så mange juleøl på markedet, at mange af dem ligner hinanden. Det må være svært at skille sig ud fra mængden.

Karakter 3


fredag den 12. december 2014

Tid til en øl - Svaneke Julefyr


12. December 2014

Svaneke Bryghus har begået en belgisk inspireret ale med tilsætning af fyrrenåle – ”Julefyr”. Det er jo en af de tilsætningsmuligheder, man ofte gør brug af ved juletid. Der er også kommet appelsinskal og måske lidt fennikel i.

Etiketten viser et snedækket fyrretræ, hvor stammen godt kan ligne Jesus på korset. Fint lavet.

 
Det er en mørk øl på 6,5%. Duften af fyrrenåle er kraftig og tydelig. Den er lettere i kroppen end jeg havde forventet. Smag af mørk frugt og let appelsin, men hurtigt tager fyr- og grannoterne over. Det er udmærket, men nok en god ide at dele, for det bliver måske lidt meget i længden.

Karakter 3+


torsdag den 11. december 2014

Tid til en øl - Amager Winter in Bangalore


11. December 2014
”Winter In Bangalore” har en meget farvestrålende etiket - flot tegnet af Simon .Hartvig Daugaard.  En kinesisk drage snor sig om spiret ( en ølflaske ) på et kinesisk tårn, mens gyldne strømme af øl falder i kaskader ned ad bjerget. Det hele ser meget kinesisk ud, hvorfor det er lidt svært at forbinde det til Bangalore i Indien. Men skrifttypen forsøger dog at ligne sanskrit. Og etiketten er meget iøjnefaldende og inciterende, selvom den ikke signalerer Indien.

Det er Amager Bryghus, der står bag denne vinter-IPA på 6,0%, og de skriver, at : Vores Vinter IPA er en hyldest til netop sådan et sted, som året rundt kækt hygger sig med sine behagelige 25 grader – kun afbrudt af et par forrygende snebyger. Tror vi nok. Smag på navnet – Bangalore. Indiens spraglede og krydrede mystik nærmest strømmer op i næseborene – akkurat som den bedste indiske aromahumle vi har brugt i denne øl, dyrket netop i smukke Bangalores opland.

Vi har specialdesignet denne intenst delikate Vinter IPA til at passe til AL vinterens mad – lige fra æbleskiver, og stegte sild over gule ærter til den fedeste gås eller steg med brun sovs. Selv veganere og palæo-folket har vi testet den på – og hver og en brød de ud i lovsang. Det gør du også. Vi garanterer.

Det er flotte ord – vel nok mest beregnet på humlehoveder. Det er en meget lys øl. Den er klar og toppes af diffust, hvidt skum. Det er grape og fyrrenåle, man lægger mest mærke til, måske krydret af lidt eksotisk frugt som mango og papaya. Der afsluttes med en markant bitterhed. Egentlig en udmærket øl, men det er meget svært at finde ”jul” i den. Måske meget passende, hvis julen rent faktisk blev fejret i Bangalore.
 
Karakter 3+



onsdag den 10. december 2014

Tid til en øl - Gudenådalens Julebuk


10. December 2014

Gudenådalens Bryggere er personificeret ved to brødre – Christian Dilling-Hansen og Jens Dilling-Jensen ( ? ). De stammer fra Randers og deres øl er brygget ved Randers Bryghus. De ejer i forvejen Real Drink, der distribuerer forskellige drikkevarer. Her i 2014 har de sendt fire øl på markedet, samt to juleøl – bla ”Julebuk” på 6,1%. Disse to juleøl er så nye, at de ikke er omtalt på hjemmesiden eller på deres Facebook side ( den er nu heller ikke opdateret siden april ).

Det er naturligvis en bockøl. Det ligger ligesom i navnet. Øllet er upasteuriseret og ufiltreret og fremstår som en mørk og uklar øl med et let lag skum på toppen. Duft af brød og karamel. Smagen er også præget af karamelmalt og en lidt mørk humle, der ikke helt balancerer. Det giver ikke den frugtighed, de selv beskriver.

Karakter 3


tirsdag den 9. december 2014

Tid til en øl - Anchor Christmas Ale 2013


9. December 2014

Anchor fra San Francisco laver hvert år en Christmas Ale på 5,5%, men hvert år har de alligevel ændret på opskriften. De begyndte i 1974, så den øl der er på markedet herhjemme i år – ”Christmas Ale 2013”, er nummer 39 i rækken. Det er da lidt af en bedrift.

Jeg ha desværre ikke smagt alle udgaver – faktisk kun 2006 og 2008- Den sidste har jeg også skrevet om. Hvert år ændrer de også på etiketten, der viser en af Californiens mange spændende træer. I 2013 er det en ”Abies Concolor var. Lowiana”. Det er et grantræ af en art.

Dette års juleøl er kraftigere krydret end dem, jeg tidligere har smagt. Den er meget mørk – med lysebrunt, groft skum, der næsten antager et rødbrun skær. Aromaen er meget krydret – kardemomme, kløver og rosmarin ( ? ). Denne kraftige, krydrede note finder man også i smagen, hvilket næsten giver den et præg af italiensk øl, hvor de godt kan lide at eksperimentere med krydderurter. Helt klart en spændende øl, der måske i længden bliver lidt for dominerende.

Karakter 3+


mandag den 8. december 2014

Tid til en øl - Skands Esrum Kloster


8. December 2014

Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for øl, var Brøckhouse et af de bedste og mest interessante bryggerier i landet. De lavede mange spændende øl, og man kunne købe dem i vores lokale Brugs. En af de mere specielle øl var en øl, de havde brygget i samarbejde med Esrum Kloster. De havde været på rov i klosterhaven og fundet spændende krydderurter frem. Brygget med både byg, hvede og rug og tilsat citronmelisse, mjødurt, lavendel, rosmarin, enebær og anis. Det var en – i hvert fald for mig – overraskende smag, som jeg ikke havde forventet i en øl. Men også overraskende god.

Desværre måtte Brøckhouse lukke, og Esrum Kloster fandt så en anden samarbejdspartner – nemlig Skands. Om det er samme opskrift, eller de har lavet deres egen, ved jeg ikke, men man har jo nok konsulteret gamle dokumenter og opskrifter i begge tilfælde. Ingredienslisterne ligner i hvert fald hinanden i høj grad.

Da vi besøgte vores datter i Helsingør i efteråret, tog vi på hjemrejsen forbi Esrum Kloster, og fandt der den nye udgave fra Skands. Den har til gengæld ikke været tilgængelig i vores lokale Brugs, så jeg var meget interesseret i at smage den. Og købte med hjem så vennerne også kunne smage. Det viste sig, at de enten ikke have smagt udgaven fra Brøckhouse – eller også kunne de ikke huske det.

Jeg tog den med til vores juleølsmagning, for selvom det ikke er en decideret juleøl, så er det den type øl, man bryggede til højtiderne i middelalderen.

Det er en mørkebrun øl på 7,5%. Den krydrede duft træder med det samme frem – især rosmarin og anis. Den har en god fylde og virker umiddelbart sødlig inden krydderierne kommer til orde. Her er det især lavendel, enebær og anis man lægger mærke til. Det var mit indtryk , at de fleste deltagere syntes godt om den, selvom nogle af dem ikke har den store erfaring med den type øl. Umiddelbart kan jeg ikke sige, om der er forskel på de to øl. De minder i hvert fald meget om hinanden, og jeg vil ikke have noget imod, hvis Skands satte nogle flasker på hylderne nede i Brugsen.

Karakter 4+

Rigtig god til vintermad, især enebærgryde.