Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 12. februar 2021

Tid til en øl - North Brewing Somehow Lose Glass / Stone Scorpion Bowl IPA


 12. Februar 2021

I går aftes fik vi en dejlig vegetarret med ris og 9 forskellige grønsager i kokosmælk. Det var det sydøstasiatiske køkken, der var inspiration.

Jeg åbnede en IPA fra det engelske bryggeri North Brewing, og den passede fortrinligt til maden.

Bryggeriet blev grundlagt i 2015 i Leeds, England - af John Gyngell og Christian Townsley, der siden 1997 havde bestyret England første ’Craft Beer Bar’. Den bar navnet ’North Bar’, så det var nærliggende at finde navnet på bryggeriet.

Den engelske ølfestival –’Indy Man Beer Celebration’ er naturligvis aflyst, hvilket - som så meget andet - er ærgeligt. Der er ikke mulighed for alle de ting, man gør på en ølfestival – inklusiv at miste sit ølglas, hvilket sker oftere end man tror.

Derfor har festivalen lavet en aftale med forskellige engelske craftbryggerier, om at lave øl inspireret af ølfestivaler, og North Brewing lavede denne ’Somehow Lose Glass’

Det er en uklar, solgul NEIPA på 7,0%. Der er brugt en del havre i den for at give en blød og behagelig mundfornemmelse. Humletyperne er Motueka og Simcoe. Motueka er en New Zealandsk humle, der giver dette præg at tropisk frugt. Det fornemmes allerede i aromaen og senere fremstår det d tydeligt i smagen. En citrussmag, der kan minde lidt om stjernefrugt og nogle sødere frugter i baggrunden for at balancere. Glimrende afslutning med fin bitterhed.

Karakter 4


Forleden åbnede jeg en IPA fra Stone Brewing. Jeg har altid været glad for deres IPA’er, for de er gode til at balancere bitterhed og smag.

Denne ’Scorpion Bowl IPA’ er da heller ingen undtagelse, men med 7,5 % og 76 IBU lægger den sig tæt op af en DIPA. Her er det Mosaic, Loral og Mandarina Bavaria der sørger for bitterheden og selvom de beskriver den som tropisk – uden tilsætning af frugt, synes jeg ikke det er så markant. Jeg synes, det er grape, der dominerer med lidt appelsin og tropefrugt i baggrunden.

Ganske glimrende IPA, men jeg vil nu nok altid foretrække en ’Ruination’, når vi alligevel er i det sekment.

Karakter 4

mandag den 8. februar 2021

Løkken Bryghus Pangel


 8. Februar 2021

’Pangel’ er et vendelboudtryk, der kan betyde at noget er besværligt at arbejde med – på en træls måde. Jeg bruger det mest selv om ting af dårlig kvalitet - som let går i stykker eller ikke virker efter hensigten. Det er noget ’pangel’, jeg har fået fat i.

Derfor er det et sats, at Løkken Bryghus vover at kalde deres strong ale for ’Pangel’. En hurtig anmeldelse ligger jo lige til højrebenet – men lad mig lige smage på den først.

Etiketten viser en mand, der står og bøvler med en motor, og det kan ganske rigtig godt være noget pangel. Der står også, at det er en mørk, stærk øl på 9,5%, og den passer godt til Osso Buco, grillet oksekød og stærke oste.

Det er en flot, mørk øl, der lever op til beskrivelsen. En dejlig duft af kaffekaramel og en fin alkohol, der understreger ’strong’ ale. Den ligger godt i munden – fyldig, men dog let at drikke. Måske kuldioxiden for en gang skyld er positiv. God smag af brændt karamel og alkohol – mørk og varmende. Ikke særlig meget bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4+

Klart en af bryggeriets bedste øl til dato. Det lover godt for Løkken Bryghus i 2021. 'Pangel' er ikke noget pangel.

mandag den 1. februar 2021

Tid til en øl - Stone Tropic Of Thunder


 1. Februar 2021

Stone Brewery fra Californien har længe været en af mine favoritter. De laver spændende øl, der altid er i god balance.

I 2014 åbnede de – vistnok som det første amerikanske bryggeri – en afdeling i Berlin, for at brygge til det europæiske marked, men det måtte lukke igen i 2019, hvor Brewdog overtog faciliteterne. Så forsvandt Stone også fra det danske marked, i hvert fald her i Nordjylland.

Men nu er de tilbage igen med nye øl brygget i Californien. Det er One Pint, der distribuerer øllene her i landsdelen.

’Tropic Of Thunder’ er en tropisk lagerøl på 5,8%. På engelsk kan betegnelen ’lager’ ofte betyde ’pilsner’, men det betyder egentlig ’undergæret’. Og denne øl ligner ikke en pilsner eller nogen anden traditionel europæisk øl. ’Lager’ er heldigvis en rummelig betegnelse.

’Tropic Of Thunder’ er fyldt med eksotisk humle – Citra og Mosaic og en ny type, som jeg ikke kender til – Cashmere. Denne nye type siges at give noter af kokosnød, citrongræs og fersken. Jeg ved ikke med kokosnødden, men i aromaen kan jeg godt fornemme citrongræs.

Det er en smuk, gylden øl med en meget luftig skumtop, der består at store bobler. Aromaen er eksotisk – citrongræs, tropisk stenfrugt og ananas. Let og frisk at drikke. Det eksotiske udtryk holder, hvad det lover. Bitterheden er som altid afstemt – her er den ikke overvældende kraftig. Virkelig dejlig sommerøl.

Karakter 4+

”Set aside the cell phone and social media, kick back and MAROON YOURSELF in a moment of tropical lagoon serenity”

Luk øjnene og drøm dig hen til andre himmelstrøg, når vi nu ikke kan rejse af sted i virkeligheden.

lørdag den 30. januar 2021

Tid til en øl - Cloudwater It Is What It Is


 30. Januar 2021

Cloudwater er et engelsk bryggeri fra Manchester. Grundlagt i 2015 af Paul Jones, der efter et besøg ved Copenhagen Beer Celebration, besluttede at være med i Manchesters voksende specialølsmarked. De er 4 i teamet, der alle brygger, og der er mange øltyper – dog mest amerikansk inspireret.

’It Is What It Is’ er dog tysk inspireret. En Hefe-Weizen på 5,5%. Og den er ganske rigtig ufiltreret med et sløret udseende. En kraftig og behagelig duft – med kløver og mandarin. Har lidt svært med at genkende en typisk weissbier med ægte tysk gær. Den minder med appelsinnoterne også lidt om Witbier, men det er en behaglig aroma. Let at drikke og ualmindelig fint afstemt i smagsnuancerne. Kraftig smag, så selvom jeg ikke rigtig kan placere den som typisk tysk eller belgisk, er det en ualmindelig god øl, som jeg gerne vender tilbage til.

Købt i Basement Beer Bar, der har Take-away, hver torsdag til lørdag. Se facebook side.

Karakter 4+

søndag den 24. januar 2021

Tid til en øl - Nachtraaf 10 Donker


 24. januar 2021

’Nachtraaf’er flamsk for ’Natteravn’ og det har lagt navn til det belgiske bryggeri De Nachtraff Brouwers.

Bryggeriet blev grundlagt i 2016 i byen Diksmuide, der ligger tæt på den franske grænse. Oprindelig bryggede de 3 typisk belgiske øl – Dubbel – Triple og Quadrupel, men siden er en Special Amber kommet til.

De har indrettet en gammel campingvogn til rullende ølsted og kommer rundt på festivaler i området. Den hedder ’Nachtravan’.

Deres quadrupel  - ’10 donker’ er en mørk øl på 10,5%. Den har duft af brændt malt og mørk frugt i alkohol. Der er også en antydning af gammelt læder. God varmende fylde og en smag af alkohol og kaffekarameller. Eftersmagen er lidt frugt i alkohol ( ikke sprittet ).

Karakter 4+

Det er ikke en øl der holder natteravnene vågne og fulde af vigør. Et par stykker vil sikkert virke søvndyssende, og selvom jeg kun har nydt en, går jeg nu i seng.

tirsdag den 19. januar 2021

Tid til en øl - Vestkysten Grimrian


 19. Januar 2021

I den sidste sending fra Løkken Bryghus var der 3 nybryggede øl og en lidt ældre fra Bryggeriet Vestkysten.

Den sidste var en brown ale med det fængende navn – ’Grimrian’. Og det er da heller ikke, det smukkeste portræt vi har set, der pryder etiketten. Men som med alt andet er det jo det indre, der tæller.

Og her fremstår øllet en kende pænere. Den har en smuk mørk nøddebrun farve, Skummet er hvidt og en smule groft. Der er en dejlig duft af malt og nød. Alkoholprocenten er 5,8%, og øllet er let at drikke. Smagen er også præget af mørk malt og nød, men den fortaber sig ikke i overdreven sødme. Der afsluttes med en ganske rar bitterhed. ( 26 IBU ). En udmærket engelsk inspireret brown ale.

Karakter 3+

søndag den 17. januar 2021

Tid til en øl - Duration Quiet Song


 17. Januar 2021 

Det er ofte Sour Ales, Imperial Stouts og New England IPA’er, der præger specialølmarkedet, så derfor er det befriende engang imellem at støde på et ’Classic Wit’.. Og så endda fra et engelsk bryggeri. Jeg kan se i mine noter, at det er første gang England er repræsenteret i den kategori.

Duration Brewing er et farmhouse bryggeri i Nar Valley, West Norfolk. Det er Miranda Hudson og brygmester Derek Bates, der driver bryggeriet i meget smukke omgivelser ( flod og klosterruin ).

I forbindelse med Uafhængighedsdagen 4. juli, udsendte de en belgisk inspireret Witbier.  Da der var coronalukket, kunne de ikke bruge den sædvanlige ’Tap-takeover’ eller ’Meet the brewer’, så de lancerede den som specielle ’Take Away’ tilbud fra uafhængige pubs.

Derek Bates er amerikaner, hvilket nok forklarer Uafhængighedsdagen.

*Quiet Song’ er en witbier på 4,3%. Umiddelbart kunne man tænke, at den er lidt let, men det er den ingenlunde. Den har en smuk gylden farve, og masser af frisk duft. Der er en duft af kirsebær og koriander .Gærblandingen er belgisk, hvilket måske giver den rette stemning. Dejlig frisk øl, med masser af smag. Lidt frugtig – og en skarp kant af krydderi

Karakter 4

Beskrivelsen på ’Quiet Song’ bliver lyrisk:

”Der er kun 12 toner i en oktav, så gentages oktaven. Alt en kunstner kan tilbyde verden, er hvordan han bruger de 12 toner. At have noget at sige og en måde at sige det på, så folk lytter, er grunden til, vi er her. Denne ’Classic Wit’ synger stille til publikum. Du behøver måske ikke denne sang året rundt, men du vil savne den, når den er væk”