Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 11. oktober 2019

Tid til en øl - De Dochter Van De Korenaar


11. Oktober 2019

For et par uger siden drog ølklubben – i anledning af 13 års jubilæum – endnu engang til Ålbæk i det nordjyske. Denne gang blev det en gruppe på 5 mand – det skifter noget hver gang.
Vi var 4, der stod på toget i Aalborg, og i Vrå trådte femte mand ind i kupeen med en lille transportkasse med fadøl fra Vrå Bryghus. Han skulle da være så velkommen.


Henrik er en af bryggerne på Vrå Bryghus, og der var 2 smagsprøver – hans egen fortrinlige ’Junipepperper’ og en god IPA af den anden brygger. Der var også en anden, der havde taget øl med på turen, så det gik jo fint.


På ’Det Bette Ølhus’ valgte vi – som sædvanlig – en smagning med huset 8 belgiske fadøl. Der var gamle kendinge blandet med nye øl.


Efter smagningen valgte vi forskellige øl fra det store ølkort. Der er en del nye belgiske mikrobryggerier, som Vera selv har hentet øl hjem fra.

Jeg valgte en whiskylagret øl fra bryggeriet ’De Dochter Van De Korenaar’.

Bryggeriet ligger i Baarle-Hertog i nærheden af Antwerpen. Det blev grundlagt i 2007 af ægteparret Monique og Roland Mengerink. Navnet på bryggeriet knytter sig til en gammel historie om, at Kejser Karl V i 1550 gav fordele til ”saften af kornaksets datter” fremfor ”blodet af druer”. Bryggeriet har allerede vundet mange priser for deres øl.


’Embrasse’ findes i flere udgaver. Denne er en 9,0% quadruple lagret i 4 mdr på whiskyfad. Den har en flot mørkerød farve og hvidt skum på toppen. Aromaen er sødlig alkohol og noter fra whiskyfadet. Der er også en anelse vanilje. Dejlig fylde i munden – lidt tyktflydende. Virkelig god smag, hvor balancen mellem det søde og den skarpe smag af whiskymættet eg fra fadet skaber en avanceret og kompleks øl. Bitterheden skulle være på 46 IBU og den harmonerer fint med resten i eftersmagen.

Karakter 5+

Jeg købte naturligvis også et par øl med hjem, og her til aften åbnede jeg ’Crime Passionnel’ fra samme bryggeri.


Det er en ’ internationally styled wheat IPA’ på 7,5%. Den er gylden med kraftigt, hvidt skum. Mit glas var ret lille og jeg hældte op i 2 omgange. Anden gang kom bundfaldet med og det gav et noget andet udseende. Duften er præget af humlen. Der er grape og en lille snert af eksotisk frugt. 
Bitterheden ligger på 50 IBU. Hveden giver en blød og behaglig fornemmelse i munden. Smagen er frisk og præget af humlen, der ikke virker overdøvende. Hvis man forventer en belgiske ’witbier’ bliver man skuffet, men det er en ganske glimrende belgisk IPA. ’Criminally fine’

Karakter 4



Ingen kommentarer:

Send en kommentar