Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 11. november 2022

Tid til en øl - Nordic Brew Juleøl

11. November 2022

Ved Nordic Brew Festivalen i Frederikshavn gik vi også på jagt efter nye juleøl. Vi lagde ud hos Amager Bryghus, der nok plejer at levere spændende øl. Deres 'Julebryg' skifter opskrift hver år, hvilket jeg faktisk ikke var klar over, så det er længe siden, jeg har smagt den.

Det er en Red Ale på 6,5%. Smuk farve og lidt groft skum. Lidt neutral duft og smag, men eftersmagen brød jeg mig ikke om. Svært at give en begrundelse og vennerne synes godt om den, men det var ikke lige mig.

Karakter 2+

Derefter gik vi til Anarkist, der mindsanten også havde en Red Ale som juleøl. 'Red Noses' er på 5,5% og bitterheden på 25 IBU, så her er humlesmagen til slut ikke så dominerende. Der er lagt vægt på malten. Der er tilsat rugmalt og tranebær, hvilket er med til at give den røde farve, og det giver også lidt frugtig smag. Det er en øl, der ikke gør nogen fortræd, men den løfter sig heller ikke ud over almindelighed.

Karakter 3


Hjort fra Aalborg har jeg kun haft gode erfaringen med og satte derfor næsen op efter deres nye 'Hjorts Jul'. En Imperial stout lagret på egetræ og tilsat orangelikør. Der lyder godt, men af en eller anden grund gik de 2 ting ikke godt i spænd. Det skarpe, syrlige præg fra fadet fungerede ikke sammen med likøren, så desværre ikke en klassiker på julebordet.

Karakter 2

Jeg synes, vi var kommet lidt dårligt fra start, men nu gik turen til Fanø, der havde en julespecial brygget med kveikgær.



Kveikgær er  en gærtype, der muliggør en meget hurtigt gæringsproces. Hvilken betydning det ellers har for smagen, er jeg ikke klar over.

'I'm Dreaming of a Kveik Christmas' er en DDH Oat Cream IPA på 5,7%. Bitterheden er på 32 IBU.

Brygget med havreflager og humlet med Amarillo, Cascade, Mosaic og Simcoe, hvilket giver en blød, behagelig øl med masser af citrussmag. Måske lidt svært at fange julestemningen, men alt i alt en glimrende øl, der kan balancere lidt af de sødladne øl i juletiden.

Karakter 4


Thisted Bryghus har altid været storleverandør af juleøl, og mange er blevet klassikere på julebordet. De er der også i år, hvor det nye tiltag er en juleudgave af Limfjordporter. Der er tilsat vanilje og portvin, og det giver en sødere og mere julet smag, men det kan ikke leve op til originalen og er nok ikke en nødvendighed.

Karakter 3+


Ved Too Old To Die Young var der to juleøl i spil. Begge kunne godt fremkalde nogle skeptiske miner, men man skal ikke forlade sig på fordomme.

'Mojn Santa' er en hvedøl tilsat kardemomme og mandarin, og det lyder umiddelbart som en vammel sammensætning. Jeg har før smagt kardemomme i juleøl, og det er ret dominerende. Too Old To Die Young har åbenbart styr på doceringen, for de to ingredienser spiller utroligt fint sammen. Frisk og tilpas julet. Der er brugt almindelig alegær, så der kommer ikke forstyrrende smagsvarianter ind derfra. Alkoholprocent på 5,6%

Karakter 4


Den anden - stærke, mørke juleøl - baserer sig på bryggeriets Imperial Stout 'Sorte Tanker'.

'Sorte Juletanker' er en pastry Imperial Stout på 10,5%, hvor der er tilsat honningkage, kanel, ingefær og laktose. Jeg har tidligere år opponeret en del mod denne slags øl, der let bliver klæbrigt vamle, men igen er doceringen perfekt og øllet smager faktisk af honningkage fra Christianfeld.

Måske er en hel dåse lidt voldsom, men som deleøl er den lige i skabet.

Karakter 4+








 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar