Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 28. marts 2024

Tid til en øl - Vanvittig smagning 5 / Shared Brewing / Overraskelser


 28. Marts 2024

Et par af deltagerne ved den vanvittige smagning på Gjøl var selv erfarne håndbryggere og havde taget nogle overraskelser med til fælles glæde. Den første blev præsenteret under navnet ' Den Hvide buk' og var - som navnet antyder - en Weizenbock på 7,8%. Det var en flaske, der havde adskillige år på bagen. Den var brygget i 2013, så en del af gassen var gået af den. En flot gyldenbrun farve og en fin hvededuft, men der var ikke noget skum. Som nævnt lidt flad i munden, men ellers med en fin og lettere sødlig smag. En god overraskelse.


Den anden overraskelse var derimod så nybrygget, at den havde fået navnet 'Juice of Marts. En glimrende NEIPA, hvor der var spræl i både smag og fremtoning. Uklar som appelsinjuice og med dejlig smag af eksotisk frugt. Et friskt, stilrigtigt pust.


Smagningens sidste officielle øl var fra bryggeriet Shared Brewing. Det er nogle af bryggerne fra Side Project, der har haft deres egen niche, men det er nu besluttet, at alle øl - for overskuelighedens skyld - skal samles under Side Project.

'Parallels' er en lækker pastry stout på 14,0% med kanel, vanilje og ahornsirup. Den er barrel aged og Oak aged og er derefter lagt på Willett fade, så den er faktisk double-barrel aged. Navnet 'Parallels' hentyder til de faktum, at det er de samme bryggere, de samme råvarer og det samme anlæg, der brygger øl for Shared og Side Project.

Det kan måske lyde lidt til den kvalme side med kanel, vanilje og sirup, men det er lykkedes at lave en særdeles velsmagende øl, med god balance. Fadlagringen hjælper også godt til.

Karakter 5


Som en ekstra overraskelse kom der til slut den øl på bordet, der rater højest på Untappd - 'Beer: Barrel : Time' fra Side Project. Dette var årgang 22, og så vidt jeg forstår er det en 'Rye-udgave'. Denne øl bliver produceret hvert år, og er en nøje udvalgt blanding af stouts, de tidligere har brygget. Til denne udgave er der brugt 2 opskrifter, der er brygget 3 gange og hver gang er de lagret på et nyt fad. De yngste har ligget 18 mdr - de ældste i 42 mdr. Alle fadene har være Rye Whisky fade. ( Willett og Still630 )

Vi fik 2 cl af denne eksklusive øl, og den var virkelig fremragende. Kompleks med antydninger af kokos, chokolade og whiskyfad. Og - gældende for alle disse amerikanske øl - i fin balance, der ikke overdriver en specifik smagsnote.

Karakter 5+






Ingen kommentarer:

Send en kommentar