Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 8. juli 2014

Tid til en øl - Willemoes 10 års Jubilæum


8. Juli 2014

De første dage af min sommerferie er arbejdsdagen længere end normalt. Jeg møder op på Hals Skanse kl. 9 og maler kulisser til vores sommermusical, og så bliver jeg ved til kl. 18.00, hvor prøverne går i gang. Så jeg er hjemme igen omkring kl. 23. Det efterlader ikke megen tid til en øl, selvom vi på måske får en enkelt pilsner til frokost, hvis der er andre på pladsen. Det er hårdt, men man mærker det næsten ikke, for det er først og fremmest sjovt - at lave noget helt andet end til daglig. Og resultatet er blevet godt.


Bagvæggen er et kæmpestort verdenskort, så man kan følge med i ”Jorden rundt på 80 dage”. 


 Sidevæggen er der blot for at lede blikket mod scenen, og knytter sig ikke til nogen speciel scene – så det er blevet en fortælling i sig selv. Jeg har aldrig lavet et maleri af den slags før. Det var spændende.

 
Nu er kulissemaleriet slut, men vi spiller forestillingen, og det går fantastisk godt. Men det bliver sent, inden jeg er hjemme. I går fulgte nogle venner dog med hjem efter stykket, og så knappede vi en hyggeøl op.
 
Det blev ”Willemoes 10 års Jubilæumsbryg”.  En Imperial Brown Ale på 7,0% - tilsat Royal Danish Navy Rum.


I maj 2004 bryggede Vestfyen deres første øl i serien ”Willemoes”. Dengang var det brygmester Henrik Sørensen, der stod ved kedlerne, og siden er det blevet til flere velsmagende varianter. Willemoes Julebryg har i mange år været blandt de bedste – med stor variation i typerne. I anledning af 10 års jubilæet er Henrik Sørensen gået sammen med nuværende brygmester Christoph Behnke om at skabe en spændende øl. En kraftigt maltet brown ale med den ægte danske flåderom – genskabt efter apoteker A. H. Riises originale recept. På Willemoes tid var romrationen inden en kamp temmelig høj. Der skulle være noget at dæmpe nerverne med.

Det er en mørkebrun øl med rødligt skær og offwhite skum – hen imod lidt beige. Der er sveske, rosin og rom i næsen, og man mærker også rommen som en skarp introduktion, når man får øllet i munden. Smagen domineres af mørke frugter og en sødlig, alkoholiseret smag. Man er ikke i tvivl om, at her er noget destilleret brændevin i. Det virker dog ikke sprittet, da det blander sig fint med sødmen. En god brown ale med et skvæt raffinement oveni.

Karakter 4+
 

onsdag den 25. juni 2014

Tid til en øl - Dark Horse Thirsty Trout Porter


25. Juli 2014

De sidste dage har været lange, for vores musicalgruppe er rykket ud på Skansen, hvor jeg maler kulisser. Fra 9 om morgenen til kl. 18, hvor vi begynder at øve ”Jorden rundt på 80 dage” indtil kl. 22. Men i går hvor vi gennemspillede 2. akt, gik det så godt at vi var færdige noget før, så der var tid til en øl, da jeg kom hjem.

Jeg satte mig med fodbold i TV og en ”Thirsty Trout Porter” fra Dark Horse i glasset. Dark Horse Brewing Co. fra Michigan laver dejlig øl, og de er især gode til det mørke. Deres ”Plead The 5th” hører til mine absolutte favoritter og denne ”tørstige ørred” virker som en lidt lettere udgave.

Den er på 7,0% og der er ingen yderligere oplysninger på etiketten. Det er en sort øl med lysebrunt skum, der forsvinder ret hurtig. Fantastisk duft der satte mig i godt humor med det samme – chokolade, kaffe latte, sveske og sødlig malt. Egentlig temmelig kompleks. Den er væsentlig lettere i munden end man skulle tro ud fra aromaen. Smagen og fyldig med chokolade, ristet rugbrød og måske en snert af lakrids ind imellem.

Karakter 5                                                                                                                                                

søndag den 22. juni 2014

Tid til en øl - Okkara Vanliga


22. Juli 2014

Serien fra Okkara indeholder seks forskellige øl – Vanliga – Klassik – Gull – Tróndur – Porter – Rinku-Steinur. Jeg har ved tidligere lejligheder anmeldt både ”Gull” og ”Rinku-Steinur”, men vil da gøre det igen, hvis de har ændret sig væsentligt. Forleden smagte jeg ”Klassik” og i dag stod den på ”Vanliga”.

 
Man kan naturligvis frygte at ”Vanliga” betyder ”lig med vand”, men det betyder nok snarere ”det sædvanlige”. Det er en lys lagerøl på 4,6%, som vel må betegnes som en pilsner – eller måske nærmere en münchener helles, for det er især maltprofilen der er lagt vægt på.
Den er bleggul med mange bobler. Endnu engang er der tilsat E300 ( ascorbinsyre ) og det fornemmes lidt i duften, hvor der også forekommer strå og mørkt brød. Øllet er let og frisk. Det er den sødlig maltede, brødagtige note man først lægger mærke til - og som overrasker i positiv retning. Jeg havde nok frygtet vand med ascorbinsyre. Ascorbinsyren er der også, men ikke så udtalt
som ventet. Der er stort set ingen humlebitterhed i eftersmagen. En sød, men egentlig behagelig pilsner. Jeg vakler lidt med karakter, men ender positiv på
Karakter 3
 

lørdag den 21. juni 2014

Tid til en øl - Nørrebro Ivory Blonde


21. Juni 2014

Nogle gange er et bryggeri tæt knyttet til brygmesterens navn, og det virker forkert, når der pludselig kommer en anden til. Med de store etablerede bryggerier – både her og i udlandet, betyder det måske ikke så meget, for deres etablerede brands er på plads og brygges ens hver gang. Og for mange små mikrobryggerier er bryggeriet synonymt med bryggeren.

Men der er andre bryggerier, hvor der stadig udvikles nye øl og hvor brygmesteren skiftes ud. Det er sket i Thisted, Nibe og Søgaards f.eks. Her har forandringen ikke været så iøjnefaldende, men da Gourmetbryggeriet/ Harboe overtog Ølfabrikken må det nok siges at have resulteret i en anden kvalitet

Siden Jens Eiken forlod Jacobsen, har det været svært for bryggeriet at leve op til den innovation, han stod for, Der er da kommet nye øl, men de har ikke helt nået samme niveau. Og det er fuldstændig på samme måde med Nørrebro Bryghus efter Anders Kissmeyer stoppede der.

”Ivory blonde” er ingen undtagelse. Den er brygget til Kvickley’s Ølvalg og der er tænkt i nye baner med ”en blonde brygget med aromatisk hvide vindruer”. Og det kan faktisk mærkes i aromaen, hvor en note af tør hvidvin dukker op. Øllet har en flot skumtop, der hurtigt klinger af og så ligner det mere æblemost. Den føles let og forfriskende med en tør, let snerpende smag, der også kan minde lidt om vin. Men jeg har fornemmelsen af, at det er godt tænkt – godt forsøgt. Intentionen er der,  men der mangler noget for at få det helt op at ringe.
Karakter 3+  

fredag den 20. juni 2014

Tid til en øl - Okkara Klassik

 
20. Juni 2014

Min ældste datter var i pinsen på Færøerne med Coro Misto, hvor hun har sunget i mange år. Min kone og jeg var med da koret i sin tid blev startet, og min kone har været formand i mange år, så det er sjovt at næste generation har overtaget vores plads.

De havde ikke megen fritid på turen, men hun havde dog tid til at tænke på sin gamle far og købe færøsk øl med hjem. Mange andre kormedlemmer købte øl fra Föroya Bjor, men hun beklagede at der ikke var flere kasser tilbage, så hun i stedet købte øl fra Okkara. og det var fint, for jeg har smagt alle øllene fra Föroya Bjor.

Jeg har godt nok også smagt nogle øl fra Okkara, men ikke alle. ”Okkara” betyder ”vores øl”, og er et nyt bryggeri fra 2010. Brygmester Høgni Jensen har fået hjælp at Peter Klemmensen fra Thisted.

 
Jeg åbnede en ”Klassik” på 4,6%. Det er en kobberfarvet øl med masser af bobler. Tyndt, lyst skum, der sætter sig i fine ringe på glasset.Den har en god maltet duft, hvor man måske også aner lidt vådt mos og nyslået græs. Der er alt for meget kulsyre i øllet. Den bruser og prikker på en overvældende måde, der ikke passer til den maltede karakter. Mest smag at malt og brød med en kraftig antydning afascorbinsyre – et tilsætningsstof, der nærmest er i alle færøske øl jeg har smagt. Det må de jo kunne lide. Måske er de glade for det på de kanter.

Karakter 3    
 



Tid til en øl - Ribe Forårs Ale


20. Juni 2014

I går var børnene på besøg og vi bestilte pizza hos den lokale pizzamand. Vejret på terrassen var godt og jeg kunne lige bruge en ale til at sætte lidt kulør på pizzaen ( den var en smule intetsigende ). Det blev til en ”Forårs Ale” fra Ribe Bryghus. Min svigerinde er flink til at komme med øl fra den del af landet når hun er på besøg.

Ribe Bryghus prøver ofte at krydre deres øl med bær og urter, og her er det enebær og koriander, hvor sidstnævnte nok ikke vokser på strandengene ved Vadehavet. Men det er jo blevet en populær ingrediens i madlavningen og vi kender den også fra adskillige – især belgiske – øl.

Det er en flot gylden øl med mange bobler og kraftigt, men blødt skum. Den har en mild aroma, hvor man lægger mærke til enebær, men jeg kan ikke fornemme korianderen. Det er en blød og behagelig øl med en fin fylde. Smagen er også farvet af enebær – og sikkert også af koriander – og det giver en interessant og anderledes ale. Jeg synes Ribe Bryghus er gode til at antyde smagsnuancer, så man ikke bliver træt af det. De skriver selv, at ”der er ekstra meget humle” og godt nok afsluttes der med humlebitterhed, men det er ikke det overordnede indtryk.
Karakter 3+  

onsdag den 18. juni 2014

Tid til en øl - Beer Here Angry Hops / Bierwerk Rooibos Saison / African Stout

18. Juni 2014

“Angry Hops” kan da ikke portrætteres bedre end en hoppende, snerrende kænguru med humlekogler som boksehandsker. Efter spisepausen, hvor vi fik madder med pølse og postej, samt brieost – var vi klar til endnu en omgang i ringen. Og selvom det var stærkere øl, blev vi ikke slået ud at dem.

”Angry Hops” er en DIPA på 8,0%. Humlen ( Cascade, Centenneial, Columbus og East Kent Goldings ) var blevet tilsat løbende under kogningen for at give en mere afbalanceret smag. Det fungerede. Det er en flot orangerød, ufiltreret øl med en dejlig humlearoma, der ikke virker påtrængende. Humlesmagen er mild og afrundet, med bitterheden er fremme alligevel.

Karakter 4

 
Derefter vendte vi os mod Christian Skovdals eventyr i det sydafrikanske. Bierwerk kaldte han bryggeriet der. Øllene er brygget i Namibia, fordi den mikrobrygger, han havde aftale med i Sydafrika, ikke helt havde forstået begrebet renlighed. Så øllet brygges hos en brygger i Namibia.
Den første øl vi smagte var ”Rooibos Saison”. En øl brygget med sydafrikansk rooibos te.  ”Rooibos” betyder ”rød busk” på afrikaans, og den er populær - også her i Europa for sine mange sunde kvaliteter. ( se internettet ).
Det var en gul øl på 6,5%. Ufiltreret og brygget på weissbiergær. Det kunne godt registreres i aromaen, der var præget af tyggegummi og opløsningsmiddel. Smagen var overraskende. Syrlighed med en speciel smag, som alle var enige om mindede om oliven. Christian Skovdal bedyrede, at der ikke havde været oliven i nærheden under fremstillingen. Anderledes og interessant.
Karakter 4
 
 
Den anden øl fra Afrika var en ”African Stout” på 7,2%. Vi fik at vide at mange af de sorte afrikanere drikker stout, mens de hvide drikker lyse øl. Det er jo meget sigende. Det er en sukkersød øl med smag af mørke bær – måske enebær og lidt som engelsk solbærvingummi. Jeg synes det umiddelbart virkede godt, selvom det måske kan bliver for meget i det lange løb.

Karakter 4

Til sidst smagte vi den altid glimrende ”Jule IPA samt ”Farligwine”. En super afslutning på en glimrende eftermiddag – og så var den endda ikke helt slut.

Da det var ”bryggeriernes dag” havde Søgaards Bryghus en gratis øl til deltagerne, så vi gik ned og nød en ”Madam” i solen. Så fik vi en ekstra sludder og en dejlig golden ale.

Ved smagningen mødte jeg også Nikolaj Madsen, der tidligere var barmanager på John Bull Pub, hvor han skaffede spændende mikrobryg på kortet. Han har for nyligt hjulpet til ved åbningen af Fermentoren i Århus. Men nu har han skaffet sig lokaler i Løkkegade for at åbne en rigtig ølbar – Basement Beer Bar – allerede i august måned. 20 haner med spændende øl fra hele verden.

Se, det var dagens gode nyhed!