Tid til en øl - Miller/Budweiser

10. August 2008

I slutningen af 1800-tallet var den amerikanske ølverden i fuldt udvikling. Der var kommet folk fra alle egne af Europa med hver deres brygtradition, så udvalget var mangfoldigt. Det blev ødelagt, da regeringen i januar 1920 indførte et spiritusforbud. Forbuddet blev først ophævet i 1933 ( Missisippi 1966), og da var der kun få bryggerier tilbage. Anheuser-Busch havde brygget øl, som de plejede og så af-alkoholiseret den, ( hævder de), så den ikke brød loven. De få bryggerier koncentrerede sig om at brygge lyse, lette lagerøl – en tendens, vi også kender herhjemme fra i samme periode. Først med de amerikanske mikrobryggerier i starten af 80-erne kom der atter gang i øllet.

Nogle ølkendere vil hævde, at det overhovedet ikke er nødvendigt at smage på disse øl, men hvis vi skal kunne udtale os om dem, er vi nødt til at smage. Budweiser er den mest udbredte øl i USA. Bryggeriet Miller er USA’s næststørste og har også en øl på det danske marked – ”Miller’s Genuine Draft”

Frederick John Miller begyndte at brygge øl i Tyskland i 1849, men emigrerede til USA, hvor han i 1855 købte et bryggeri i Milwaukee, og startede en produktion op med den undergær, han havde med hjemmefra. Millers øl brygges nu på et højteknologisk bryggeri i North Carolina.

”Genuine Draft” er en lys, klar og gylden øl, der af en eller anden grund leveres i en klar glasflaske. Det ser godt ud, men er ikke så godt for øllet, da sollyset ødelægger det. Men lyse, lette lagerøl holder jo alligevel ikke så længe. Den har en kornagtig duft og er lidt skarp i smagen med en anelse syrlighed. Der er næsten ingen bitterhed i eftersmagen, men et lille strejf af sødme. (Alk. 4,6 % )

Karakter 2

Anheuser-Busch er verdens største bryggerikoncern og brygger en øl ved navn ”Budweiser”. Det er der 2 andre bryggerier, der også gør, hvilket har skabt en del forvirring og kamp om markedsandele, med retsager til følge. Her smider vi lige et par årstal ind i debatten:

1265 – Man begynder at brygge øl i Budweis ( Tjekkiet )

1795 – De tysktalende indbyggere opretter et bryggeri Budweiser Bürgerbraü og udsender i

1802 en ”Budweiser Bier.”

1875 – De begynder af eksportere denne øl til USA

1876 – Anheuser-Busch sender deres ”Budweiser” på markedet.

1895 – Bryggeriet Budweiser Budvar oprettes af de tjekkisktalende indbyggere i Budweis

Alle 3 bryggerier brygger stadig øl ( jeg har aldrig set den tyske ), men Anheuser-Busch har forsøgt at kræve eneret til brug af navnet. Det har de dog sjældent fået ret til, da man jo kan hævde, at navnet knytter sig til byen, ligesom det er med pilsneren. I USA hedder den amerikanske øl ”Budweiser”, og de andre må så kalde sig noget andet, og i Europa er det ofte omvendt. I Danmark har den amerikanske øl lov at kalde sig Budweiser og den tjekkiske er kendt under navnet ”Budojovicky Budvar”.

I England kaldes begge øl for Budweiser, hvilket i 1990-erne gav anledning til en retsag. Dommeren afviste dog sagen, og udtalte – efter at have smagt begge øl i selve retsalen – at der var ingen fare for, at nogen kunne komme til at forveksle de to øl.

I 1859 åbner Adolphus Busch en butik i St. Louis, der sælger brygudstyr og ingredienser til brygning. Året efter erhverver Eberhard Anheuser ”The Bavarian Brewery” og ændrer navnet til ”E. Anheuser Co.” Han handler og samarbejder med Busch og i 1876 udsender de ”Budweiser” og skifter navn til Anheuser-Busch.

Budweiser er en meget lys øl med et tæt hvidt skum. Der er tilsat ris i produktionen for at øge øllets ”drinkabillity”. Det gør man ofte i oversøisk pilsnerøl, og har også tidligere været praksis i danske øl. Det virker efter hensigten. Det er en meget let fornemmelse og øllet glider ned, uden at man tænker nærmere over det. Det er personligt ikke noget, jeg bryder mig om - jeg vil gerne opleve, at jeg drikker en øl. Der er formedentlig brugt amerikansk humle, for smagen præges lidt af citrus, der også bliver hængende i eftersmagen. Der er overhovedet ingen bitterhed.

Øllet skal ikke drikkes til maden, for det er så tyndt i smagen, at selv let mad vil overdøve det. Jeg fik fiskefrikadeller med pasta, og det er ikke just en kraftig ret, men den overdøvede ”King of Beer”

Karakter 1

Det var fint at smage en Budweiser, men ikke nødvendigt at smage den igen.

Tid til en øl - Fuller's ESB

9. August 2008

Humle er en vigtig ingrediens i øl, og har været brugt i 1000 år. Vi ved, at Pippin d. Lille forærede nogle humlehaver til klosteret St. Denis udenfor Paris i 768, men om de har været brugt til øl, vides ikke ( Hva’ ellers ). I 1079 omtaler Hildegard von Bingen, at de bruger humle i klosterets øl – ikke kun på grund af smagen, men også fordi, hun har opdaget, det virker konserverende.

Denne evne ved humle gjorde stor nytte i slutningen af 1700-tallet, da englænderne erobrede Indien. Man opdagede hurtigt, at soldaterne ikke kunne klare sig på Darjeling-te alene – der måtte noget øl til. Men øllet blev fordærvet af den lange, varme tur rundt om Afrika. London bryggeren George Hodgson fandt så på, at tilsætte humle, så bitterhedsniveauet nåede langt over 100 IBU.

Man måler bitterhed i IBU ( International Bitterness Unit ) og det betyder så meget for en øls karakter, at det burde nævnes på etiketten på samme måde som alkoholprocenten. Der er stor forskel på en ”Bud” på 12 IBU og ”The Maharaji” fra bryggeriet Avery på 102 IBU.

De stærkt humlede øl, man sendte til Indien kaldtes India Pale Ale ( IPA ). De blev ret hurtigt forbundet med Burton-upon-Trent, hvor vandet er meget sulfatholdigt. Nu om dage taler man om at ”burtonisere” vandet, for at give en IPA den rigtige ”Burton snatch”

Det har Londonbryggeriet Fuller ikke gjort, og måske er det derfor, at de kalder deres humlede ale for ESB i stedet.

Fuller’s er ifølge eget udsagn Londons ældste bryggeri ( 1630 ), men ændrede i 1845 navn til Fuller’s. De brygger en lang række af gode traditionelle ales, men den, de har vundet flest priser med, er ESB – Extra Special Bitter. ( medaljer på etiket )

Det er en øl på 5,9 %, hvilket kvalificerer den til betegnelsen ”Strong Ale ”. I Belgien betragter man øl under 6,0% nærmest som læskedrik, men englænderne er - ligesom danskerne - ikke vant til høje procenter. En engelsk cask ale på en pub er ofte kun på 4,2%.

Det er en flot rødgylden ale med et hvidt, lidt ujævnt skum. Duften præges af lidt blomst og frisk humle. Der er ikke mange bobler, men øllet føles alligevel friskt. Smagen er skarp i anslaget, bevæger sig over lidt blomsteragtig/parfumeret humle til en markant bitterhed i eftersmagen. ( Ca. 40 IBU vil jeg gætte på ). Der er brugt humletyperne Target, Challenger og Northdown, og så er der yderligere tilsat en pæn mængde Goldings.

Karakter 4

Aftenmaden stod på tigerrejer i kryddersauce med cayennepeber, gurkemeje o.a. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke er så glad for meget stærkt krydret mad med chili, salsa og karry, men min kone er begyndt at lave det, så brandfaren ikke er overhængende ( hun synes selv, det er lidt tamt ).

Alligevel er det dejligt med en øl til at slukke efter med. Jeg synes, rødvin er med til at fremme den brændende fornemmelse, hvorimod stærkt humlet øl dæmper den. Til rejerne ( mild udgave ) var Fuller’s ESB glimrende, men hvis brændværdien bliver højere, skal der en mørkere humlet øl til. Man kan selvfølgelig også nøjes med øllen alene.



Tid til en øl - Newcastle Brown

8. August 2008

Første gang jeg for alvor lagde mærke til, at der var andre ølmærker end Tuborg, Carlsberg og Faxe, var til en fødselsdagsfest, en af mine gode venner holdt. Han havde interesseret sig for øl et stykke tid, og proklamerede, at til denne fest skulle der ikke drikkes noget baseret på druer. Så vi fik øl til maden og rom til desserten. En af disse øl var Newcastle Brown, og det var også den folk talte om, så den måtte jeg prøve. Det var før min øl-interesse var brudt ud, men det var da en udmærket øl, og jeg kunne huske navnet, så jeg kunne bestille den, når jeg en sjælden gang gik på pub.

Senere købte jeg den, for at smage den i lyset af min nye øl-interesse og blev først lidt skuffet. Den var mere bitter, end jeg kunne huske ( i starten var mine smagsløg ikke helt indstillet på megen humle), men til frokostbordet dagen efter virkede den fint. Jeg synes stadig, det er en god madøl, og var glad for i går at kunne genoptage bekendtskabet.

Newcastle er - ifølge de lokale legender – det første sted i England, hvor man bryggede øl. Men det første bryggeri, vi kender til, er fra 1770: John Barras & Company. I slutningen af 1800-tallet købte Barras flere andre bryggerier og dannede The Newcastle Breweries Ldt. Efter 1. verdenskrig tog man den blå stjerne som varemærke, idet spidserne repræsenterer de enkelte bryggerier.

I 1927 udsendte brygger Jim Porter efter 3 års udviklingsarbejde Newcastle Brown Ale, der allerede året efter vandt guldmedalje ved ”International Brewers’ Exhibition” i London.

Det var man stolt af og disse medaljer blev også indføjet i etikketten.

Newcastle Brown har også kælenavnene ” The one and only”, samt ”The dog”.

“I’m going to walk the dog” betyder “ Jeg smutter ned på pubben og drikker en Newcastle Brown.”

Newcastle Brown er den bedst sælgende flaskeøl i England og sælger også godt i resten af Europa. Det var en af de øl, der var med til at åbne interessen for specialøl i Danmark, og de første mikrobryggerier skulle alle have en brown ale på programmet.

Der findes efter sigende 2 skoler. En Sydengelsk/ London stil og en Nordengelsk/ Newcastle stil.

London stilen er en sød maltet øl uden særlig meget bitterhed. Jeg kender ikke rigtig nogle øl i denne kategori. Alle lader til at være inspireret af den mere friske og bitre Newcastle stil.

Det fremgår ikke, hvilke humletyper bryggeriet benytter, men forskellige hjemmebrygopskrifter anbefaler henholdsvis Fuggles, Target og East Kent Goldings. Sikkert er det i hvert fald, at det er engelske humletyper.

Newcastle Brown er en klar mørkbrun øl på 4,7% med hvid skumtop. Der er en frugtagtig aroma, der skyldes brugen af overgær og smagen er fyldig med mørk frugt og lidt karamel. En god lang eftersmag med behagelig humle. ( IBU 35 – 40 )

Karakter 3+



Tid til en øl - Weltenburger Kloster Asam Bock

7. August 2008

Netop hjemvendt fra en hyggelig aften i gode venners lag, hvor vi har fået god mad og en lille ølsmagning. Vi fik en yderst veltillavet gullasch, og startede med en ”Newcastle Brown”, der passede fint dertil. Det er en af de første øl, jeg stiftede bekendtskab med, da jeg begyndte at fatte, at der var mere end HOF og Grøn Tuborg.

Derefter fik vi en ”Juliane” fra De 5 Gårde; en fin, lidt rødlig wiener? med en sødlig afslutning. Der er også tilsat ekstra sukker. De 5 Gårde gør ikke megen reklame for sig selv, men øllet er brygget på Harboe bryggeriet, og stammer fra 5 gårde i Sønderjylland.

Jeg havde taget en Beck’s Gold med fra min tur til Tyskland. Den præsenterer sig flot gylden i en klar flaske, men minder en del om Beck’s Pilsner – måske en anelse sødere og rundere.

Vi fik også et dejligt ostebord, hvor vi skulle prøve lidt mørkere øl. En ”Asam Bock” fra Weltenburger Kloster i Bayern og Søgaards ”Skipperstowt”.

På min Harzentur var jeg stødt ind i et par flasker fra Weltenburger Kloster. Bryggeriet er det ældste klosterbryggeri i verden. Det stammer helt tilbage fra 1050. Weihenstephan er godt nok ældre, men det er ikke længere tilknyttet til noget kloster, men derimod et topmoderne universitetsbryggeri, samt en gærbank.

Weltenburger Kloster er et benedictinerkloster og ligger på spidsen af en lille halvø, der rager ud ved en krumning i Donau.

De nuværende bygninger er opført i barokstil og bygget af brødrene Asam mellem 1716 – 1739.

Derfor indgår ordet Barock i mange af bryggeriets øl-navne.

Øllet er altså ikke lokalt øl fra Harzen, men kan dog købes der, og jeg fik en flaske ”Barock Dunkel” og en ”Asam Bock” med hjem.

”Weltenburger Kloster Barock Dunkel” blev i 2004 kåret som den bedste ”dunkel” i verden. Det er en flot kobberfarvet øl med en fin skumtop. Smagen er præget af ristet malt, men øllet føles let i munden. En let bitterhed afrunder oplevelsen. Øllet er på 4,7%

Karakter 3+

”Weltenburger Kloster Asam Bock” er naturligvis opkaldt efter de to brødre, der opførte klosteret. Det er en dejlig dobbeltbock på 6,9%.  Den har en mørk, brun farve og en hvid cremet skumtop.

Nu er jeg jo meget til søde, stærke øl, og jeg må sige, at denne her er spændende. Øllet har en udpræget sødme uden at blive vammel og passer fint til ost. Den er fyldig og byder på mange smagsnuancer af lidt chokolade og måske er det lakrids. Men den er brygget efter Reinheitsgebot.. Der er ingen megen bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4+

Das Reinheitsgebot er en tysk lov fra 23. April 1516, der siger, at øl kun må bestå af bygmalt, humle og vand. Derved kunne man opretholde en lavere pris på hvede ( der ellers var dyrere ) til brød, når der ikke skulle kæmpes om afgrøderne. Da Louis Pasteur i 1800-tallet påviste gærens betydning  for ølbrygning, blev dette taget med i loven. Siden er hveden taget til nåde igen, så loven siger altså -

Øl må kun brygges af følgende ingredienser:

Malt af byg eller hvede

Humle

Gær

Vand

Eu-domstolen besluttede i 1987, at loven var i strid med varernes frie bevægelighed, så den eksisterer ikke længere, men de fleste tyske bryggerier ( og mange udenlandske, der brygger tyske øltyper ) sætter en ære i stadig at brygge efter Das Reinheitsgebot.

Hurra for det.

Tid til en øl - Jacobsen Saaz Blonde

6. August 2008

Pilsneren er en god sommerøl, men der er også andre muligheder - American Pale Ale, hvedeøl og så den belgiske Blonde. På en måde kan man sige, at det er belgiernes svar på pilsneren, selvom den er fundamental anderledes.

Den ”traditionelle” Blonde ( i Belgien bryder man sig ikke ret meget om det traditionelle ) er en overgæret øl, brygget på pilsnermalt og med meget kulsyre og lavt/middel bitterhedsniveau. Det vil være krydret med koriander og Curacao-appelsinskal, for belgierne er overhovedet ikke begrænset af det tyske Reinheitsgebot  (som jeg hellere må fortælle om, når vi vender tilbage til tysk øl). Procenten vil normalt ligge  på 6,5 – 7,5 %, for belgisk øl er ikke letøl. Det har saft og kraft og skal nydes, ikke bare slukke tørsten.

Overgæren bevirker at der frigives mange frugt-estere, som kan give en aroma af blomst – over bær – til krydderier, hvilket giver et komplekst duft- og smagsindtryk. Nogle synes, at det bliver alt for parfumeret, og i visse tilfælde kan jeg indimellem give dem lidt ret. Det høje kulsyreindhold medvirker til  - trods alt - at give en friskt, livlig fornemmelse.

Jacobsen bryggeriet er Carlsbergs specialbryggeri, der har til huse i Carlsbergs gamle bygninger på Valby bakke, og er en del af besøgscentret. Jeg var på besøg sidste sommer og brugte nogle spændende timer med at gå rundt og se på hele Carlsbergs historie og udvikling. Der er ikke bestemte besøgstider; man følger den afmærkede rute og bliver på den måde guidet gennem turen.

Man slutter i en lille bar, hvor man kan få smagsprøver . Det er – så vidt jeg husker – 2 øl med i billetten ( en Jacobsen og en alm. Carlsberg) – men jeg mødte stor imødekommenhed, da jeg spurgte, om jeg ikke kunne smage 2 Jacobsen. Jeg fik endog lov at smage lidt, af hver af de 3 øl

 ( Limited Edition ) jeg ikke kendte, så jeg kunne vælge ud.

Jeg valgte ”Nordisk Sommer Ale” som er den absolut bedste sommerøl, jeg har smagt. Jeg skriver nok om den senere, men det burde være et folkekrav, at den er i almindelig handel hver sommer. Derudover valgte jeg ”Hvede Spring Bock” – en øl brygget på 100% hvedemalt og krydret med dild og lakrids. Fantastisk. Jeg købte et par flasker med af hver, men de er desværre drukket. Håber jeg kan finde lidt mere i København til ølfestivalen i september.

Men vi almindelige provinsboere må ”nøjes” med f.eks ”Saaz Blonde”, som er Jacobsens forsøg på at brygge en blonde med nordisk profil.

Den er brygget på pilsnermalt og lidt karamelmalt (for at give farve og lidt sødme). I stedet for koriander har man tilsat kvan – en nordisk urt, der giver en let enebæragtig smag. Det virker ikke så parfumeret – det giver en renere øl, synes jeg. Derudover har man tilsat den typiske pilsnerhumle Saaz, som også er en ”ren” type med noter af græs og gran.

Alt i alt får vi en fyldig og kompleks øl, der alligevel virker frisk. En blonde, der passer til de norske fjelde og de svenske skove – eller en solnedgang på terrassen.

Karakter 4+

Tid til en øl - Fur bryghus

5. August 2008

Jeg læser om øl på internettet. Om bryggerier, ratings og blogs om øl; bl.a ”The Beer Diary”, hvor en engelsk fyr beskriver de øl, han møder. Den er på en måde inspirationen til min egen blog her.

Jeg har  - som han – ingen kvalifikationer udover interesse, for at skrive om øl. En anden spændende side er ”Belgian Beer”, hvor en pige har sat sig for at smage al belgisk øl. Det er en ordentlig mundfuld, og hun har da også måttet alliere sig med andre skribenter. Men der er indimellem nogle meget ukendte og spændende øl.

Min kone læser derimod om garn og strik, og havde læst en beskrivelse af en garnbutik i Hurup, helt ude i det vestligste Thy. ”Kunne vi ikke lave en lille tur derud?”

Så hvorfor ikke lave en lille ferietur ud af det og spise frokost på Fur Bryghus. Fur er placeret temmelig upraktisk i forhold til Aalborg. Enten skal man helt til Skive og så nordpå igen, eller man kan sejle over ved Hvalpsund. Det gjorde vi for at gøre en tur ud af det – og det viste sig at blive lidt dyrt i længden. - 65 kr. for 10 min. Men Ok - det kræver jo en del penge at holde sådan en færge sejlende.

85 kr. for at sejle til Fur, men det viste sig heldigvis at være en returbillet, da det er den eneste måde at komme til Fur på.

Bryghuset ligger på den anden side af øen. Man kører ad mindre og mindre veje, indtil det dukker op i en lille plantage. Nyopført med spiseplads både udenfor og på 2. sal, med udkig ned til selve bryggeriet. Maden er god, øllet er middel og betjeningen er dårlig, så det er lidt svært at give stedet en klar karakter. Vi havde reserveret bord ( hvilket dog ikke var nødvendigt ), men kunne ikke komme i kontakt med hverken tjenere eller andet personale for at melde vor ankomst.

Da vi havde sat os med udsigt ned til bryggeriet ( flot ), kom en tjener og spurgte, hvad vi skulle have. Ingen præsentation af hverken maden eller øllet – ingen entusiasme. Vi valgte en frokostbuffet med masser af retter, men de blev løbende skiftet ud, så det var med at tage noget, når man så det. Revelsben blev skiftet ud med små frikadeller og flæskeæggekagen forsvandt, inden jeg nåede frem.

Men det var alt sammen veltillavet og godt.

Det var lidt skuffende, at fadølsudvalget var det samme som flaskeudvalget. Der kunne godt have været et par nye overraskelser, men jeg valgte en type, jeg ikke havde prøvet, nemlig ”Steambeer”.

Steambeer er den eneste øltype, der ikke stammer fra Europa. Da de tyske emigranter nåede frem til Californien og tænkte: ”så er det tid til en kold øl”, opdagede de, at det var alt for varmt til, at deres undergær kunne virke. Derfor prøvede de at foretage gæringsprocessen i meget lavbundede kar med stor overflade, så luften kunne køle urten. Man gærede mest om natten, hvor det var køligst, men alligevel blev temperaturen for høj. Derfor afgav gæren helt andre smagindtryk ( estere ) end man var vandt til.

Navnet skyldes enten;

…at når urten efter kogning blev sat til afkøling i de lave gærkar, begyndte den at dampe .

…At øllet blev tappet så hurtigt på fadene, at de afgav en sky af damp, når spunsen blev slået i på værtshusene.

Øltypen var ved at forsvinde i midten af 1960-erne, men så købte Fritz Maytag det sidste steambeer bryggeri Anchor for en slik og lagde produktionen om. Det var startskuddet til den amerikanske mikrobryg-tanke, der for alvor tog fart i 80-erne. ( herom senere )

Furs Steambeer er brygget på det specielle vand på øen, der i tusinde år er filtreret gennem de store molersaflejringer på stedet.

Furs motto lyder: ” Det er vandet, der gi’r øllet karakter – resten skabes af humle, byg og gær.”

Fur Steambeer er gylden med et fint skum og en frisk duft, hvor man mærker den amerikanske humle – formentlig Cascade. Smagen er også præget af citrus fra denne humle, men den er ikke så gennemtrængende og bitterheden ikke så markant, som jeg havde ventet. Men alt i alt en glimrende, frisk øl på 7,8%

Karakter 3+

Til kødretterne ville jeg gerne have en mørkere øl, og valget faldt på Fur Renæssance. Den kendte jeg godt nok fra sidste år, hvor jeg havde den med til vores efterårssmagning på arbejdet. En brown ale brygget på 5 forskellige malte – bl.a røgmalt og 5 humletyper .

Den er på 6,2%.

Fin brun farve og tæt skum. Duft af malt og karamel. Smagen lever desværre ikke op til den fine beskrivelse. Man fornemmer ikke røgmalten og heller ikke en markant humleprofil og tænker: ”så meget besvær for så lidt”. Det er ikke en dårlig øl, men den skiller sig ikke ud, som man kunne have håbet efter beskrivelsen.

Karakter 3

Der mangler en ”efter maden” øl – en Barley Wine – en stærk belgier eller en Imperial Stout. Jeg overvejede Fur Porter, men det strandede på, at der ikke er nogen stor interesse for at sælge øl på stedet. Så det må vente til en anden gang.

Vi kørte ( min kone kørte ) videre til strikkebutik  i Hurup. En flot butik med masser af garn og flotte strikkede jakker med masser af påsatte detaljer. Men det skal jeg nok ikke ”kloge” mig mere med. Her er jeg helt på Herrens mark. Men min kone strålede og købte garn i sækkevis. Også til en trøje til mig.

Tid til en øl - Royal

4. August 2008

I slutningen af juni blev min ældste datter student. Fint resultat. Flot klaret. Hun var glad, og vi var stolte. Et hårdt program; tirsdag-student, onsdag- familiefest, torsdag-gallafest, fredag-hestevogn, lørdag- dimission og busrundtur, søndag-korprøve, mandag morgen-afsted til Canada på 3 ugers kortur.

Lørdag var der rundtur med bus til forældre, der bor langt fra Aalborg. Vi var næstsidste stop, derefter til grillparty. Hvad skal man så servere? En lille forret måske med guacomole, rejer og tabasco; det smagte godt.

Jeg tænkte, det ikke lige var dagen at servere øl til 30 kr flasken. De ville nok ikke forstå at værdsætte det, så jeg købte 24 dåser Royal af forskellig type. – Og hvor mange drak de unge mennesker så? – 3½ øl.

Så jeg sidder tilbage med en hel del Royal. – og hvordan er den så?

Der er mange, der vender tommelfingeren nedad, når snakken falder på de traditionelle industripilsnere, men er det dårlig øl? - og er det bryggerne, der ikke kan deres metier? Det er jo ofte mennesker med lang tids brygerfaring, og det er svært at forestille sig, at man bevidst laver dårligt øl. Så de laver vel øllet, som de synes, det skal være. Det er med andre ord en undertype i pilsnerkategorien. Og der er mange bryggerier verden over, der er ret enige om at brygge denne type. Det kan kun skyldes, at der er mange mennesker, der betragter denne type som god øl.

Tidligere var det den eneste øltype, jeg havde kendskab til, så det har jo også noget med kendskab til andre typer at gøre. Nu undres jeg, når jeg ser folk i supermarkedet med en hel kasse Tuborg, for så spændende kan den da ikke være.

Variationen i den internationale industripilsner er svær at få øje på. De er meget ensartede, om de kommer fra Heineken eller Peroni eller Carlsberg. Men det er alligevel forskelle med hesyn til humleniveau og kulsyreindhold. Kendetegnet for de fleste er den manglende eftersmag, som efter sigende skulle være tilsigtet. Man skyller hurtigere en øl ned og køber en mere, men efter en tår sidder man altså med en underlig fad fornemmelse. - ”Fik jeg drukket noget?” Man er nødt til at kigge på glasset, for at være sikker.

Industripilsneren er en stilart, som jeg ikke vurderer særlig højt, men den slukker tørsten en varm sommerdag, og der er mange mennesker, der føler, at de tjekkiske og tyske øl simpelthen er for fyldige og bitre.

Sådan en regnvejrsdag som i dag er der ikke meget andet at tage sig til end at drikke øl og se TV/DVD. Så kan jeg jo prøve sortimentet.

( fortsættes…..)

Royal Pilsner ( 4,6% ) er en gylden, klar øl, hvor skummet desværre falder meget hurtigt. ( Gud ved, om en eller anden godhjertet sjæl har vasket mine glas i sulfo, eller om det er øllets skyld. ) Jeg synes, der spores lidt gær i duften, lige når den hældes op. Smagen er lidt neutral, med et fint strejf af humle i slutningen. Eftersmagen er kortvarig, men efterlader en lidt snerpende bitterhed.

Royal Classic ( 4,8%) er en ravfarvet øl , hvor man ligefrem kan høre at skummet forsvinder. Det efterlader desværre en temmelig slap øl, der virker lidt vandet. ( Nu består en øl jo mest af vand, men alligevel… ). Der kommer lidt karamelsødme til sidst, men eftersmagen er kort og bitterheden forsvindende.

Royal Brown Ale ( 4,6%). ….Har lige skoldet glasset, og det hjælper. Skummet holder bedre, så jeg undskylder lidt overfor de andre øl. Skummet er lidt ujævnt med bobler i alle størrelser, men ellers OK. Farven er lidt i retning af mahogni. Fornemmelsen i munden er derimod ikke så god. Det virker lidt livløst.. Smagen er sødlig, lidt som en sydengelsk Brown Ale uden humlebitterhed. Eftersmagen er kort, men efterlader lidt sødme

Royal Red ( 4,8%) en flot rød øl. Der er også brugt frugtsaft i den. Skummet holder nu heller ikke for godt i denne øl, men den er meget livligere med en dejlig prikken på tungen. Smagen er lidt sød, men også med en anelse syrlighed. Eftersmagen er kort, med lidt sødme og smag af hindbær.

Dette er nok den mest interessante af dagens øl.

Fælles for alle disse Royal-øl er, at det lidt er nogle ”bælleøl”, som man kan drikke uden at tænke nærmere over det. De opfylder alle dette formål, men f.eks Brown ale er en unødvendig øl på markedet. Det er meget bedre at købe en autentisk engelsk brown ale. Der får man meget mere for pengene.

Karakteren for øllene ligger omkring 2, men Red kan nok redde sig et plus eller på det rigtige tidspunkt måske ligefrem et 3-tal.

Lidt mere eftersmag ville klæde alle 4 øl.