Tid til en øl - Ayinger Winterbock

1. Februar 2014

I går var jeg afsted for at fortælle om nogle øl i en af mine venners netværksgruppe. Det blev den gevaldig hyggelig aften med god mad og drikke - og en lille ølsmagning oveni.

Den første øl var ”Strong Suffolk” fra Greene King – en øl som alle kunne lide, men ingen kunne huske senere på aftenen. Derefter ”Nelson” fra Ugly Duck – en pale ale humlet med Nelson Sauvin humle. Det var det bedste for en deltager og nærmest udrikkelig for en anden. Humle er en uforudsigelig ting. Opfattelsen af øllene byttede så fuldstændig plads ved den næste øl – ”Winterbock” fra Ayinger i Tyskland.

Ayinger ”Winterbock” er en dobbeltbock på 6,7%. Det er samme procent som deres fremragende ”Celebrator”. Men selvom ”Celebrator” er sød, er denne endnu sødere, hvilket nok er grunden til at humleelskeren syntes, at den var svær at komme igennem. Nu har jeg jo sjældent haft et decideret problem med søde øl, så jeg synes, den er fin. Den passer godt til det kolde vintervejr, vi har for tiden.

Det er en sort øl med lysebrunt skum. Duften er præget af ristet malt og sødme. Den har en god mundfylde, og virker næsten varmende. Smagen er ristet malt, sødme – nærmest som sukker ( hvilket ikke er tilsat – Reinheitsgebot ). Denne sødme bliver ikke helt modsvaret at noget anden og er det mest dominerende træk ved smagen. Ingen nævneværdig bitterhed.

Karakter 4

Derefter fulgte ”Orval”, der faldt i god jord med sin let syrlige profil. Ikke at alle syntes det var den bedste øl de havde smagt, men de fandt den interessant. Derefter kom der mad – pølsebord fra Fandanko og lasagne. Værten havde fundet et par gode øl frem – bla. Salvator, Newcastle Brown og Sherherds Neame Double Stout.

Efter maden fulgte ”Pitch Black IPA” fra Widmer i Oregon. Den vandt ikke rigtig genklang, og den sidste øl blev også forskelligt modtaget – ”Carribean Rumstout” fra Hornbeer. Den er brygget med havre, kaffe og rom og er en heftig sag på 11,0%.

Spredningen i øltyper er jo ofte stor ved en sådan smagning, og man kan sjældent ramme alle med samtlige øl, men alle er enige om at det er spændende at smage variationen.

Jeg fik en snak med min sidemand og forskellen på øl- og vinsmagning, hvor man – når det gælder vin – ofte holder sig til et emne som f.eks fransk rødvin. Det er naturligvis også en mulighed i ølverdenen, men det er ikke noget vi bruger så tit. 10 forskellige pilsnere kræver et vist mål af nørderi.

 

Værten havde en øl i kælderen, som han have gemt/glemt i 10 år. Det var en ”Juleren” fra 26/4 2004. Det var på tide at smage den, og det var med nogen spænding vi åbnede den, og fik en lille smagsprøve hver. Duften var præget af æblemost og det var overraskende også det overordnede smagsindtryk. Der var naturligvis ingen karbonering tilbage, så den føldtes underlig flad, med det gør en æblemost jo også. Den have ikke udviklet sig noget stor smagsoplevelse, men var bestemt ikke udrikkelig, selvom det mest var værten og mig, der syntes om den. Spændende.