Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 18. maj 2016

Tid til en øl - Clown Shoes Chocolate Sombrero


18. Maj 2016

Bryggeriet Clown Shoes ligger i Massachusetts, men har ikke egne faciliteter, så deres øl bliver brygget af nercury Brewing – også i Massachusetts. De kan godt lide at brygge øl med lidt kant og lidt humor – også i denne øl – ”Chocolate Sombrero”.

Som navnet antyder er det en mexicansk inspireret øl, hvori der indgår chili og chokolade. På etiketten ser vi en ”chokoladeelskende, øldrikkende, Clown Shoes-maskeret, multiarmet og fantastisk mexicansk wrestler”. Han er en del af opskriften, der også indeholder ”ristet mørk malt plus ekstra chokolademalt plus ancho chili plus kanel plus vaniljeekstrakt”. Et temmelig omfattende arsenal af smagsgivere.

Men det giver alligevel en velbalanceret øl. Det siger jeg, fordi chilien ikke trænger igennem og brænder tungen. Chili hører absolut ikke til mine favoritkrydderier, og det var med nogen varsomhed, jeg smagte på øllet.

Det er en kulsort øl med brunt skum, der dog forsvinder temmelig hurtigt. Duft af chokolade og vanilje, samt god ristet malt. Øllet har en god fylde. Smagen er præget af ristet malt, chokolade og man fornemmer også lidt alkohol. ( 9,0% ), men chilien træder ikke frem – i hvert fald ikke som brændende på tungen. 
Jeg synes normalt at chiliens brændende egenskaber fuldstændig fortrænger enhver anden smagsnote, der burde være, så jeg ved faktisk ikke, hvordan chili smager. Måske er der noter af chili og kanel i denne øl. Den er i hvert fald spændende krydret. Der er en del bitterhed i eftersmagen.


Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar