Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 23. maj 2016

Tid til en øl - Midtfyn Russian Imperial Stout / 1423


23. Maj 2016

Forleden var madklubben samlet i Kærby til en hyggelig aften med god mad og godt selskab – og godt øl. Vi lagde ud med ”Faddersbøl” fra Thisted Bryghus, der er en af de nye nordiske øl. Der er ikke brugt humle, men i stedet enebær – plukket nær Faddersbøl Mølle. Derudover er der rønnebær og sorte hyben, samt malurt for at give bitterhed.

Jeg har før smagt øl med malurt, og det er ikke en form for bitterhed, der tiltaler mig. Her var den dog ikke så fremtrædende, at det var helt udrikkeligt, men eftersmagen bliver præget af den, så munden føles tør. Heldigvis er der en indledende sødme fra enebær, der giver en god smag, men det holder altså ikke i længden.

Karakter 3

”Faddersbøl” er også den af de tre nye øl, som værten selv brød sig mindst om. Jeg har de andre stående i skabet, så dem må jeg smagen en anden gang.



Til maden smagte vi en anden øl fra Thisted – ”Jubilæumsøl 150 år”. En øl der er kreeret til Thisteds Arbejderforenings 150 års jubilæum i 1866. hvorfor det lige er en IPA melder historien ikke noget om, for der var formentlig ikke meget IPA i Thisted på det tidspunkt, Men det er en udmærket øl med en pæn bitterhed. Jeg har smagt friskere IPA’er, men en hæderlig udgave.

Karakter 3+


Vi fik også ”Grunge IPA” fra Svaneke Bryghus. En rug IPA, der giver en maltet, brødnote. Sammen med den kraftige grape smag fra humlen, giver det en øl, der stikker i forskellige retninger, og det passer måske ikke helt til maden, men jeg har smagt den tidligere til chips og ost, og der fungerede den udmærket.

Karakter 3+


De sidste to øl var fra Midtfyns Bryghus. Min kammerat kommer af og til forbi, og slår en smut ind til bryghuset og får en snak. Han er ikke så interesseret i det traditionelle udvalg ( selvom det jo også er godt ) men skal lige høre ”hvad der står omme bagved”.
Og så kommer han afsted med en ”Russian Imperial Stout”, der ikke skal forveksles med deres ”Imperial Stout”.

Russian Imperial Stout” er på 11,0% og brygget på 5 forskellige mørke malte. Den er lagret på egefade. Den er naturligvis kulsort med brunt skum, og med en kraftig duft af ristet malt og lakrids. Den føles blød og lækker. I smagen finder man også tydelig lakrids, samt chokolade og ristede noter. En meget dejlig øl.

Karakter 5

Samtidig smagte vi en variant af denne øl – ”1423”. Her er den lagret på romfade fra importfirmaet 1423 Aps. Der er tale om romfade fra Jamaica, Barbados og Cuba. Fadet har øget alkoholen en smule til 11,9%, men også ændret hele udtrykket, hvilket man jo ofte ser. Der er tale om en øl, der umiddelbart er lettere og skarpere i karakteren. I starten kunne jeg bedst lide den originale, men romudgaven vinder ved gentagen smagning. Her dukker lakridsen også op, sammen med mere spirituøse indtryk. Det er to meget forskellige øl, men begge to er fremragende.

Karakter 5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar