Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 26. august 2022

Tid til en øl - Orval Vert


 26. August 2022

Den tredje dag på ferien var planen at køre til Vosgeserne i Frankrig - via Orval-klosteret i Belgien. men grundet totalt trafikkaos omkring Köln mistede vi 3 timer og endte kun i Luxemborg. Vi nåede dog heldigvis at besøge Orval. Klosteret ligger i Florenville i Vallonien - nær den franske grænse. Det er et venligt, bakket landskab.


Klosteret er lukket for offentligheden, men man kan kigge ind gennem et lille vindue. Der er ikke meget liv, men det ser fredfyldt ud. Bryggeriet er kun åbent 2 dage om året, og det var ikke lige nu ( næste gang er 16-17 september 2022 ).


Man kan bese den gamle klosterruin. Klosteret stammer tilbage til 1000 tallet, men er brændt et par gange. Det nuværende kloster er fra 1926 og bryggeriet er fra 1931.


Man kan også se 'Mathildes Kilde', der er grundlaget for hele historien. Mathilde de Canossa besøgte kilden og tabte sin vielsesring i den. Som svar på hendes bønner steg en ørred op med ringen i munden. Mathilde udbrød da: "Dette er en 'gylden dal' ( Val D'Or )". Historien er tydeligvis sand, for jeg står ved kilden.

Man kan købe øl i klosterets butik, men der er ingen udskænkning. Der må man gå til den lille restaurant - A L'Ange Gardien - der ligger lidt nede af vejen. Her reklamerer de med 3 Orval-øl og Orval-ost.


'Orval Vert' eller 'Petit Orval' er den øl, som munkene selv præsenteres for. Den kan ellers kun fås på fad i A L'Ange Gardien. Det er en lettere udgave på 4,5% - en køre-øl, hvilket jo passede mig fint.

Glasset er med grøn skrift og ørreden er afbilledet på foden. Orval er brygget med den specielle Brettanomyces gærstreng, der giver en udtalt syrlighed. Det finder man også her, men udtrykket er mildnet en del. Sikkert en god øl at starte med, hvis man ikke kender originalen.

Humlet med Hallertau, Styrian Goldings og Strisselspalt.

Karakter 4

De reklamerer også med en ' Vieil Orval' på 7,2%, men det er bare den originale, der er lagret i mere end et år. Den tredje gæring på flasken giver en højere alkoholprocent og mere kraft i smagen, så det er jo bare med at gemme lidt. 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar