Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 8. september 2008

Tid til en øl - Staropramen

8. September 2008
Da jeg for 2 år siden holdt den første ølsmagning, blev jeg lidt skuffet over at se, at halvdelen af øllene var danske. Jeg havde hørt, at belgisk øl var godt, - at tjekkisk øl var godt, - og troede lidt naivt at al belgisk øl smagte ens og ligesådan med det tjekkiske – sikkert fordi det danske øl, jeg kendte, stort set smagte ens. Jeg blev glædelig overrasket over, at variationen og udvalget var meget større, end jeg havde forestillet mig.

Men jeg havde stadig ikke smagt tjekkisk øl, så de første øl, jeg købte efter ølsmagningen, var 2 tjekkiske øl fra den lokale Brugs – Pilsner Urquell og Staropramen. 50 cl af hver. Så kunne jeg lave en komparativ analyse med dem.

Tjekkerne er det folkefærd i verden der drikker mest øl pr. indbygger – 160 l om året. I Danmark drikker vi omkring 100 l pr indbygger ( selvom jeg gør mit for at bringe gennemsnittet op ). Der er ikke meget variation i de tjekkiske øl – undergæret pilsner eller dunkel, med en lille afstikker til schwarzbier. Men det de gør, gør de godt.

Mine smagsløg var på det tidspunkt ikke vænnet til meget humle, og jeg syntes, at Urquell var lige bitter nok til mig, hvorimod Staropramen havde en bedre balance mellem malt og humle.
Så Staropramen var i lang tid min foretrukne pilsner. Et år efter havde vi en ølsmagning præcis på Urquells fødselsdag, og den skulle selvfølgelig med som ekstra, selvom temaet var mørk efterårsøl. – Og det er jo en særdeles fremragende pilsner. Jeg havde på det tidspunkt vænnet mig til humle. ( mere om Urquell senere ).

Staropramen kommer fra Prag og er derfor ikke en rigtig pilsner, da kun øl fra selve Plzen må kalde sig det.
I 1869 forelagde Gustav Noback sine tegninger til en nyt moderne bryggeri for aktionærerne i Smichov bryggeriet., og i 1871 kunne den første nye øl præsenteres. Den blev en stor succes, og tog kampen op mod Urquell. I 1911 fik den sit nuværende navn – ”Staropramen” – der betyder ”Den gamle kilde”.

Det er en klar, lys øl på 5,0% med fint hvidt skum. Duften er ren og frisk og øllet føles også forfriskende pga. kulsyreudviklingen. Smagen er ren og fyldig med noter af korn og malt og den har en behersket bitterhed, der dog er en del højere end i de fleste danske pilsnere. Brygget efter Reinheitsgebot og humlet med Saaz.
Hvis jeg skal vurdere denne øl nøgternt, må karakteren blive 4+. ( Det er vanskeligt for en pilsner, at kommer højere op på skalaen, da den ret beset ikke har så mange nuancer at spille med. ) Men der er da situationer, hvor den eneste  rigtige øl vil være en pilsner.

Staropramen har været med til flere ølsmagninger, og har kun skuffet en enkelt gang, hvor jeg pga. mangelfuld viden, serverede den efter Sierra Nevada Pale Ale. Der har en sølle pilsner ikke en chance.
I Tjekkiet sælges den under navnet Staropramen Lezak.
Jeg synes stadig, det er en af de allerbedste pilsnere.

søndag den 7. september 2008

Tid til en ø - Skagen Drachmann

7. September 2008
I dag fik vi frokostgæster, og havde et dejligt frokostbord med sild og snaps og mange forskellige fiskeretter. Til maden fik vi de gode pilsnere – den tjekkiske ”Staropramen” og  ”Drachmann” fra Skagen Bryghus.

I sommeren 2007 var jeg sammen med 2 venner på besøg på Skagen Bryghus og fik en rundvisning på bryggeriet, Vi havde gennem Aalborg kommune lejet et lille byhus, hvor vi kunne tilbringe weekenden med vores koner. Vi mænd tog så afsted til bryghuset, der er opført i 2005 i Skagens gamle elværk. Et flot rum med en buet bar byder en velkommen, og bagerst i rummet findes bryggeriet med de flotte kobberkedler. Vi fik en fin rundvisning og en smagekasse med 5 skagen-øl.

Aftenens første øl var deres pilsner ”Drachmann”.
”Drak man den på hans tid?” spurgte min bror vittigt ved frokostbordet i dag, og det gjorde man jo nok ikke, men Drachmann var en af de kendteste af skagensdigterne.
Brygmester Rene Diget Sørensen vandt i 2004 danmarksmesterskabet i ølbrygning med sin pilsner ”Holger D” og det er denne pilsner, han har videreudviklet.

Det er en lidt utraditionel pilsner, da den er ufiltreret. Det er en trend, der er ved at vinde frem. Jeg hører, at Pilsner Urquell har sendt en ufiltreret version på gaden, og den skulle være fantastisk.
”Drachmann” er på 5,0% og har en mørkgylden farve med en uklar fremtoning. Duften er frisk og dog en smule sødlig, og smagen er sødere end normalt, men dejlig rund og fyldig. Denne øl minder en del om en sydtysk pilsner – en Münchener Helles. Den er middelhumlet med Tettnanger humle og har en lang og fin eftersmag.
Karakter 4

De andre øl i smagekassen kan jeg komme ind på en anden dag, men kvaliteten er meget svingende. ”Drachmann” er Skagens bedste øl, men der er også mange andre fine øl. Og der er kommet mange siden, som jeg ikke har smagt endnu.

lørdag den 6. september 2008

Tid til en øl - Rochefort 10

6. September 2008
I går blev det sent, så jeg fik ikke skrevet. Men vi var i byen hos gode venner, og fik en særdeles god mexicansk kyllingelasagne med hjemmelavet guacamole – det var rigtig godt. Vi fik dog ikke mexicansk øl, men derimod en ”Dark” fra Harboe. En mørkere bayersk øl med en sød og maltet profil, men uden den store humlebitterhed. Den passede udmærket til maden.

I dag var det ”Øllets dag”. Det fejredes med flere arrangementer rundt om i landet, men jeg har desværre ikke kunnet deltage. Håber I har fået smagt en masse gode øl.
Så må jeg jo festligholde dagen her med mig selv og en god øl.
Min mor udtaler om ”Mors Dag”, - at der jo ikke er nogen grund til at gøre noget særligt ud af den, da hun da bestemt ikke vil nøjes med bare en dag om året.
Og sådan er det jo også med ”Øllets dag”. Der er ingen grund til, at det ikke kan være øldag hver dag.

I dag er også en anden helt speciel og skelsættende dag i vores familie. Vores ældste datter er flyttet hjemmefra. Hun har fundet en lejlighed på 3. sal i byen og er flyttet ind sammen med sin kæreste. Det er ikke sådan, at vi sidder og er triste til mode – hun har gået og glædet sig sådan til denne dag. Hun flytter ikke på grund af uoverensstemmelser eller dårlig stemning, men fordi hun har mod og lyst til at prøve kræfter med tilværelsen. Og det er jo også det, vi som forældre ønsker for vores børn. Hele opdragelsen går jo ud på at gøre dem til selvstændige mennesker.
Men selvom det er en naturlig udvikling, er det alligevel en begivenhed, der betyder meget, både for hendes og for vores liv. Tilværelsen vil blive anderledes, og det skal vi nok vænne os til. Vi er nu ret hurtige til at omstille os, og hun er ikke længere væk, end vi regner med at ses ofte.
Der er mange begivenheder, der huskes og som repræsenterer de forskellige stadier i børnenes udvikling. – De første skridt, første skoledag, konfirmation, eksamen og flytning.
Vi har selvfølgelig gjort mange fejl i løbet af opdragelsen, men jeg tror, vi har været gode til at vise tillid og give frihed på de rigtige tidspunkter og i den rigtige mængde. Jeg synes, vores børn har været gode til at leve op til det ansvar, de har fået, og jeg er sikker, på at de nok skal klare sig godt i livet.

Og sådan en dag må man finde den gode øl frem – verdens bedste faktisk.
Det kan selvfølgelig diskuteres, - og vil sikkert altid blive det – hvilken øl, det er. Smag og behag er jo heldigvis meget forskellig, men for mig er det ”Rochefort 10”
Det kunne måske også være Westvleteren 12, men det er lang tid siden, jeg smagte den, og så vidt jeg husker, er den mere humlet. Jeg har dog lige købt den igen, så den glæder jeg mig til en anden dag.

Rochefort er et trappistbryggeri, - tilknyttet Abbaye de Notre Dame de Saint-Remy – der ligger i det østlige Belgien. Der har ligget et kloster der fra 1230, og man begyndte at brygge øl i 1595.
I 1887 blev klosteret overtaget af Trappistmunke fra klosteret i Achel.
De brygger 3 øl, der bliver benævnt 6 - 8 -10 med stigende alkoholstyrke. Det er ikke muligt at besøge bryggeriet og der slipper ikke mange oplysninger ud om øllet.

”Rochefort 10” (blå kapsel) er en overgæret øl på 11,3%. Den er brygget på pilsner- og karamelmalt og med vand fra en brønd på klosterets område. Humlen tilsættes i to omgange i form af humlepiller. Der er tilsat hvedemel og kandissukker, og den gæres med den helt fantastiske Rochefort-gær. Den primære gæring tager 1 uge, hvorefter der tilsættes mere sukker og mere gær og tappes på flasker. Derefter flaskegæres der lunt i 2 uger, og så er øllet klar til salg. Denne øl kan gemmes i mange år og vil konstant udvikle sig mod en mere og mere kompleks øl.
Der er mange, der spekulerer på, om munkene derudover har fat i den hemmelige krydderipose, for det er en ualmindelig spændende og kompleks øl, men de hævder selv, at det skyldes den fortræffelige gær.

Det er en mørk øl med et rødligt skær i lyset. Skummet er blødt og cremet, og har en beige, lysebrun farve. Det forsvinder relativ hurtigt, som det ofte gør ved meget alkoholstærke øl.
Aromaen er overvældende. Den rammer næsen langt over glassets kant, og giver et vinøst indtryk i retning af madeira eller portvin. Der udvikles en del kulsyre, der giver øllet en let perlende karakter og alkoholen føles varmende og giver – med tiden – en behagelig og let bedøvende prikken i mundhulen.
Mine smagsløg og mine analytiske evner rækker ikke til at beskrive smagen, der er et festfyrværkeri at nuancer. Andre beskriver den som bestående af – karamel. solbær, sveske, lakrids og vanilje. Jeg kan kun sige, at det er en fantastisk, ubeskrivelig nuancerigdom, der rammer en, og som bliver hængende i lang tid bagefter.

Sådan en dag, hvor man sidder lidt og mindes de oplevelser, man har haft sammen, er det godt at have noget at styrke sig ved. Og skulle jeg sidde med en lille tåre i øjenkrogen, skyldes det i høj grad denne sublime øl.

Skål, min skat – og al lykke fremover.

torsdag den 4. september 2008

Tid til en øl - Sierra Nevada Bigfoot

4. September 2008
I aften var det så anden gang, vi var til danseaften, og vi lærte at dreje rundt – både i vals og i cha-cha ( kun damerne ). Derudover lærte vi grundtrinene i Jive, og det er noget rod. Musikken har 4 slag i takten og dansen har 6, så det tager noget tid, inden man igen mødes på 1- slaget.
( 3 takter altså )  - men stadig sjovt.
Selvom det går bedre, kom jeg ( og især min kone ) til at tænke på en anden af Sierra Nevadas gode øl – Bigfoot.
Jeg tror, man har afbilledet min venstre dansefod på kapslen.

Efter at have smagt Sierra Nevada Pale Ale, tænkte jeg, at jeg også kunne lide deres BarleyWine ”Bigfoot” – men nej. Aromaen var overvældende, nærmest vinøs, og smagen var fyldig og god, men så tog humlen over, skal jeg love for. – I en grad, der næsten gjorde den udrikkelig. Jeg hældte den dog ikke ud, men det var lidt en overvindelse.
Jeg havde et par gange tidligere fået en øl, der var for bitter, og jeg troede faktisk, det var en fejl – men indså nu, at det var den kraftige humles skyld.  ”Bigfoot” har et bitterhedniveau på 90 IBU.

I de kommende ølsmagninger opdagede jeg, at det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på humle. Der er nogle, der ikke kan få bitterhed nok ( humlehoveder ). Jeg er nok mere til det søde og lidt maltede.
Næsten præcis et år efter, skulle vi have en amerikansk ølsmagning på arbejdet, og jeg tænkte, at vi skulle prøve, hvor humlegrænsen var hos deltagerne, så vi havde ”Bigfoot” med.
Og opdagede – til min store forbavselse – at nu synes jeg egentlig, den var rigtig god. Jeg havde i årets løb vænnet mine smagsløg til humlen, og var begyndt at sætte pris på den. Jeg synes dog stadig, den er lige i overkanten, mens en bitterhed på omkring de 80 IBU passer mig glimrende. Jeg har sidenhen drukket den et par gange, og den vinder ved hvert gensyn.

”Bigfoot” er en ”BarleyWine Style Ale” som man kalder det i USA, for ikke at få vrøvl med vinproducenterne. Farven er mørk mahogni med et rødlig skær og duften er som sagt overvældende. Fuld at humle og lys frugt. Skummet aftager ret hurtigt. Procenten er på 9,6% og alkoholen giver varme og en prikkende fornemmelse i munden. Smagen er meget fyldig, med mange nuancer og en nærmest sherryagtig vinøsitet. Og så tager humlen over. Humlet med Chinook, Centennial og Cascade, og bagefter tørhumlet endnu en gang med alle tre. ( tørhumlet betyder, at humlen trækker i øllet, mens det lagres. Det giver ikke så megen ekstra bitterhed, men fremhæver humlens aroma).
Dette giver en meget bitter og meget fyldig humlesmag, der bliver hængende i lang tid.
Karakteren har i tidens løb bevæget sig fra udrikkelig til 4. Jeg synes stadig bitterheden er lidt for gennemtrængende.

Ellers vil jeg lige minde om, at fredag har ”De Danske Ølentusiaster” 10 års jubilæum, og lørdag d. 6 er det ”Øllets Dag”. Begge dele fejres flere steder i landet med spændende ølarrangementer, som jeg desværre er forhindret i at deltage i pga. arbejde – øv,øv.
Se arrangementerne på deres hjemmeside. http://www.ale.dk/

onsdag den 3. september 2008

Tid til en øl - Sierra Nevada Pale Ale

3. September 2008
Da jeg - for 2 år siden - afholdt den første ølsmagning for vennerne, havde jeg overhovedet intet kendskab til øl. Det var egentlig tænkt, som værende en hyggeaften omkring et godt emne – en engangsforetegelse. Vi havde fået Christian fra Vinspecialisten i Aalborg til at sammensætte ølmenuen og han havde valgt 8 øl ud, heriblandt nogle rigtige sværvægtere.
Den 1. øl var Warwicks ”Frk.Friis”,- en udmærket pilsner, men det var trods alt en type, vi havde kendskab til.
Derefter fulgte ”Sierra Nevada Pale Ale”
Alle deltagere skulle finde oplysninger om en tildelt øl, og fortælle om den. Så vi hørte, at denne Pale Ale var humlet med Cascadehumle, der er en af de mest citrusholdige humletyper.
Og sandelig – allerede i duften kunne citrussen fornemmes og også tydeligt i smagen. Jeg havde aldrig smagt noget lignende i en øl, Jeg var dybt fascineret.

Allerede i 1970-erne sendte bryggeriet Anchor i USA en stribe øl på markedet, der gjorde op med den traditionelle amerikanske pilsner. Dette er formodentlig en af inspirationskilderne til den amerikanske ølrevolution, der tog sin spæde start i 1981.
Her stiftede Ken Grossman og Paul Camusi et lille bryggeri i byen Chico, der ligger i Californien. Bryggeriet kaldte de Sierra Nevada efter den lokale bjergkæde. Deres øl blev hurtigt en stor succes og de udvidede i flere omgange. Det er nu et af USA’s største mikrobryggerier, og man er da også gået væk fra den betegnelse og har indført ”Håndværksbryggeri” i stedet.

Den første øl, de sendte på markedet var en pale ale. Pale ale stammer fra England, hvor man i midten af 1700-tallet, var begyndt at bruge koks, når malten skulle tørres. Derved fik man bedre kontrol over temperaturen, og kunne tørre malten ved omkring 90-100 grader. Man fik så en lysere øl end man var vant til.
Betegnelsen ”Pale Ale” blev blandet sammen med ”Bitter” og var faktisk på vej ud af ølsproget, da Sierra Nevada genoplivede den i 1981. Nu er pale ale betegnelsen så populær som nogensinde før.

Sierra Nevada Pale ale er en gylden øl, der er ufiltreret og giver et let mat skær. Det ligner flydende guld – med skum. Der er en livlig bobleudvikling og et pænt, lidt cremet skumlag.
Duften er overvældene. Præget af citrushumle og virkelig frisk. Smagen er stor og man mærker bitterheden fra humlen, sammen med citrussmagen. I slutningen nærmer smagen sig pink grape med en anelse sød syrlighed. Eftersmagen er meget lang med en markant bitterhed. ( IBU 37 ).
Der er humlet med Perle og Magnum og en god portion Cascade.
Jeg tvivler ikke om, at denne øl er skyld i Cascadehumlens enormt store popularitet i moderne ølbrygning.
Karakter 5

Jeg tager ofte denne øl med, når jeg holder ølsmagning, og det er altid en stor succes. Da avisen Nordjyske bad læserne om forslag til en rigtig sommerøl på terrassen, skrev jeg ind og foreslog Sierra Nevada ( + nogle andre, når nu vi var i gang).
Jeg synes stadig, det er en af de allerbedste sommerøl

tirsdag den 2. september 2008

Tid til en øl - Christoffel Blond

2. September 2008
Endnu en blond tænker I måske, men blond betyder jo egentlig bare lys. At det så også er en typebetegnelse for en overgæret. belgisk ale, har ikke nødvendigvis noget med sagen at gøre.
Denne ”Christoffel Blond” fra Holland er nærmest dimentral modsat den belgiske blond. 

Det er en undergæret, ufiltreret lagerøl på 6,0%. Nogle gange bliver den sammenlignet med en pilsner, men jeg synes alkoholprocenten er lige høj nok. Men det er en frisk og humlet øl.

Brewery Christoffel er fra 1986 og ligger som sagt i Holland – i Roermond – og er opkaldt efter byens skytshelgen: Skt. Christoffel. Det startede meget småt i et lille udhus, men flyttede i 1995 til væsentlig større faciliteter.
Alle deres øl ( det vil sige 2 ) er brygget efter det tyske Reinheitsgebot, og indeholder – modsat de belgiske ales – ikke nogle krydderier eller andre smagsgivere. Omkring 1990 vandt den - 3 år i træk - prisen som Holland bedste øl.
Man har ofte sagt, at i Belgien brygger man kvalitet, men i Holland brygger man kvantitet, fordi et af verdens største bryggerikoncerner – Heineken - ligger i Holland. Men på det seneste er der dukket flere fremragende bryggerier op, - La Trappe, Christoffel og det nyeste: De Molen.
Blonden var bryggeriets første og hed dengang bare: Christoffel Beer, men ændrede navn da de lavede en Robertus. Af en eller anden grund sælges øllen i Danmark under det oprindelige navn: ”Christoffel Beer”. Den er pludselig forsvundet fra de sædvanlige butikker i Aalborg, men jeg fandt den i Super Best, der har et udmærket udvalg af en dagligvarebutik at være.
Den fås i 2 størrelser – og nej, jeg har ikke siddet og tyllet den store 2 liters dunk i mig i aften. Det var en julegave fra min far, og den gjorde stor nytte på den årlige skitur til Norge.

Flasken er lille og buttet og lukket med patentprop, der giver et ordentligt knald, når den åbnes. Pas på skummet.
Det er en gul/gylden øl med meget stor skumudvikling, der afgiver en duft af korn og humle.
Fornemmelsen er på en gang livlig og alligevel blød, og smagen er fyldig og let maltet, men humlen tager hurtigt over. Der er ikke opgivet nogen humletype. Derimod at den er ”Dubbel Gehopt”, hvilket vil sige, at den er humlet 2 gange – muligvis tørhumlet 2. gang.
Eftersmagen er præget af markant bitterhed, der holder længe og giver en frisk afslutning.
Karakter 4


 

mandag den 1. september 2008

Tid til en øl - Thy Økologisk Humle

1. september 2008
I dag startede den nye undervisningssæson, med nye elever, gamle kendinge og nogle tilbagevendte efter efterskolen. En fin flok, som nok skal få lært at spille guitar.
Men der er forbavsende – og også en smule skræmmende, - hvor hurtigt, det bliver hverdag igen. Det er næsten som om man ikke har været væk. Selv i et job som mit, der på mange måder ikke er rutinepræget, falder man hurtigt tilbage i faste rammer.

Det kan jo godt være, at der nogle gange ikke bliver tid til en øl. Arbejde er jo en gevaldig tidssluger. Nogle gange bliver der knap tid til mad – i hvert fald bliver det sommetider temmelig sent, men så kan jeg jo ty til lidt snyd, og skrive om en af de øl, jeg har smagt i tidens løb.  Og jeg nærmer mig de 500, så der er nogle at vælge imellem. Det lyder lidt drikfældigt, men jeg undskylder mig med, at mange af dem kun er små smagsprøver. - men jeg har smagt dem.
Det bliver ikke baseret på hukommelse, for jeg har lige fra starten holdt regnskab og skrevet notater og lavet bedømmelser. Jeg troede faktisk ikke, jeg kunne blive mere nørdet med øl, men det lykkedes. Her på det sidste er jeg jo begyndt at tage billeder at de øl, jeg nyder – ofte til almindelig moro for eventuelle gæster. Men det er nu bedst med et helt friskt indtryk, så jeg må vel ofre mig og forsøge at få drukket øl de fleste dage.

Dagens øl er der intet snyd med, selvom det er en øl, jeg har kendt i et stykke tid. For nogle år siden fik jeg en julekalender med øl fra Thy ( den vender jeg nok tilbage til senere ) og en af disse øl var ”Økologisk Humle”. Så har jeg med glæde nydt den flere gange siden.
Thy var jo de første med økologisk øl i Danmark. I 1995 kom pilsneren og den 31. januar 2000 blev den fulgt op af denne guldøl på 5,8%.
Det er en gylden, klar øl ( Dortmunder ) med en fast skumtop og en fin bobleaktivitet, der dog ret hurtigt fortager sig. Aromaen er frisk og præget af korn og en lille snert citrus fra humlen. Der er ingen tilkendegivelse nogen steder om, hvilken humletype der benyttes, men mon ikke den er tysk ( Tettnanger? ). Smagen er fyldig og lidt sødere end pilsneren, og fornemmelsen er frisk, så længe bobleaktiviteten er i gang. Derefter flader den lidt ud. Humleniveauet er ikke højt, - på trods af navnet – men giver en behagelig bitterhed i eftersmagen.
Det er en øl, der gør, hvad den skal uden at virke prangende og en af vore bedste guldøl.
Karakter 3+

Jeg ved ikke, om jeg kan smage, at der er brugt økologiske råvarer i øl. Jeg tror det ikke. Men det kan jo være meget godt at vide det. Det gør desværre også øllen dyrere, fordi råvarerne er dyrere, men på den anden side skåner det jo miljøet. Efter Thisteds succes med økologiske øl har mange andre bryggerier taget ideen til sig, både herhjemme og i udlandet.
Det er fint, men det har ikke førsteprioritet for mig.